Det' flot, William!

Det’ flot, William!

Det' flot, William!.indd 1

23/03/12 11.05

1. Del

Det' flot, William!.indd 5

23/03/12 11.05

Det' flot, William!.indd 6

23/03/12 11.05

1.

”Aaaav for helvede,” skreg William med et højt abeagtigt hyl.

Han havde ikke set basketbolden, som fyrede gennem luften, før den ramte ham lige midt i ansigtet. Cecilie reagerede hurtigere end William, og inden han ramte gulvet, havde hun lokaliseret skytten, trængt ham op i et hjørne og forklaret ham i utvetydige vendinger, hvor stor en røvfuld han ville få, hvis ikke han kunne finde ud af at holde bolden inde på banen en anden gang. Williams maltrakterede tud dunkede, og gennem et tykt tæppe af smerte kunne han høre en ret massiv fnisen fra børnene i skolegården. Rashid og Victoria rakte hænderne ned mod William og hjalp ham op at stå. Han prøvede at lade, som om det ikke gjorde ondt. Cecilie skubbede den uheldige basketballspiller fra 3. klasse hen mod William. ”Undskyld,” mumlede den lille dreng. ”Det er okay,” svarede William overskudsagtigt, ”det er, hvad der sker.” Inderst inde havde han lyst til at losse den lille lort i fjæset. Det gjorde sindssygt ondt, men han ville ikke lade de andre se det.

Den lille gut så lidt betuttet fra William til Cecilie: ”Må jeg godt få bolden?”

Cecilie driblede den hårdt ned i jorden. Så så hun koldt på drengen: ”Hvis jeg var dig, så ville jeg begynde at løbe nu.”

Drengen kiggede spørgende på Cecilie. ”Jeg sagde NU,” hvæsede Cecilie.

Drengen kiggede på hende med store skræmte øjne, vendte om og begyndte at spurte ud på boldbanen. Cecilie tog sigte og kastede bolden lige i nakken på ham. Rashid og Cecilie brød ud i latter.

7

Det' flot, William!.indd 7

23/03/12 11.05

”Ha, ha, ha. Så du, hvor bange han blev?” grinede Rashid. ”Han var ved at skide grønne grise,” fnes Cecilie.

Victoria så bekymret efter den lille dreng: ”Helt ærligt, det var da lidt synd for ham.”

William kiggede vantro på Victoria: ”Var det synd for HAM? Hallo! Hvem fanden var det, der næsten fik brækket næsen?”

Cecilie kiggede smilende på ham: ”Den er da ikke brækket. Du har ikke engang fået næseblod.”

William havde allerede med stor irritation konstateret, at der ikke var den mindste smule blod. SÅ ondt, som det gjorde, burde det have set lidt mere dramatisk ud. Nu blev han nødt til at lade som ingenting, ellers ville alle tro, at han var en tøsedreng. Han håbede i sit stille sind, at næsen i det mindste ville blive lidt blå. Rashid dunkede ham i ryggen. ”Det er da altid noget, at din kæreste kan forsvare dig, Willy.” ”Årh, hold dog kæft. Hun forsvarede mig sgu da ikke.”

William grinede. Han vidste godt, at Cecilie havde blandet sig.

Hun blandede sig altid i alting. Rashid grinede også. ”Du skal se at få styr på din dame.”

Cecilie afbrød dem: ”Hold nu kæft. Hvis jeg ikke hjalp til, så ville lille Wille få bank af 0. klasserne i hvert frikvarter.”

William skubbede Cecilie. Hun begyndte at løbe, mens hun råbte: ”William er en tøsedreng!” William løb efter hende ud på græsset. Han fik fat i hende og gav hende en vasker med en håndfuld græs, mens han krævede en undskyldning.

Rashid og Victoria kiggede hovedrystende efter dem. ”Ved du, hvad det der er, Victoria?” spurgte Rashid. ”En græsplæne?”

8

Det' flot, William!.indd 8

23/03/12 11.05

Rashid tog Victorias hånd. ”Ja, men det var nu ikke den, jeg mente. Jeg mener de to der. Det er ægte kærlighed. Jeg sværger. De to, de passer sammen som sovs og kartofler.” ”Ligesom os,” smilede Victoria, ”vi er ligesom æble og ... grød.”

William og Cecilie var blevet kærester på lejrskolen. Fire dage på Bornholm, som bedst kunne beskrives som et kaos af teenagere, der styrtede forvildet rundt efter hinanden. I starten jagtede alle hinanden, men efter den første dag foregik jagten mest i hold på to. Dreng/pige, med undtagelse af de to piger, der gik til spejder. De ville hellere bare jagte hinanden. Uden at vide præcist, hvordan det gik for sig, havde William brugt hele dag to på at løbe rundt med Cecilie i hælene. William kendte hende ikke ret godt, men hun var veninde med Victoria, så de havde talt sammen et par gange. William havde altid en tendens til at blive meget stille, når Cecilie var der. Hun var så anderledes end andre piger, han kendte, at han som oftest bare stod og kiggede beundrende til, når hun hårdt og kontant løste konflikter imellem pigerne, eller når hun satte de store drenge fra 9. på plads med en svidende bemærkning om deres mor, deres frisure eller deres påklædning. På trods af hendes lange mørke hår og fyldige brystmål så var der noget ved hendes fremtoning, der gjorde, at William glemte, at hun var en pige. Hun var meget slank, men samtidig temmelig muskuløs. William var aldrig i tvivl om, at hun kunne banke både ham og alle de andre drenge fra klassen, om hun så havde bundet begge hænder på ryggen. Derfor var deres fangelege også forbundet med en vis angst fra Williams side.

Han anede ganske enkelt ikke, hvad han skulle stille op med

9

Det' flot, William!.indd 9

23/03/12 11.05

hende, når han havde fanget hende. Men der var Cecilie heldigvis slet ikke i tvivl. Hun kæmpede grinende imod, men lod sig frivilligt holde nede, mens hun kradsede ham med sine sylespidse negle, så hans arme var helt forrevne. Til Williams overraskelse var det åbenbart tegn på, at de var blevet kærester. Det gik dog først op for ham den næste dag. Efter morgenmaden den tredje dag genoptog klassen den vilde jagt. William havde kastet sig ind i kampen og betragtede grinende resultatet, da han ramte Karoline klokkerent med en af sine vandballoner. Hun stod stadig og dryppede, da helvede pludselig brød løs. Alle pigerne stimlede oprørt sammen om Karoline og opførte sig, som om William havde rullet hende i glasskår eller noget, der var værre. Cecilie løb ind og barrikaderede sig i pigesovesalen, og efter et par fornærmede blikke i retning af William gik resten af pigerne efter hende. Indimellem kom de ud i mindre flokke og sendte William hadefulde blikke. Efter at have tigget Rashid om at finde ud af, hvad der var galt, kom en delegation med Victoria i spidsen ud og afkrævede William et svar på, hvordan han kunne tillade sig at flirte med Karoline, når han var kæreste med Cecilie. Efter at være kommet sig over den første undren blev han i samråd med Rashid og et par af de andre drenge enig med sig selv om, at det eneste, han kunne gøre, var at sige undskyld.

William kom utryg ind i pigernes sovesal med en buket blomster, han havde købt nede på tanken for sin sidste tier.

Cecilie var opløst i tårer, og da William sagde, at han var ked af det, kastede hun sig i armene på ham og hulkede højlydt.

William klappede hende prøvende på skulderen. Det virkede åbenbart, for Cecilie plantede et stort vådt kys på hans læber, og så var de kærester for alvor.

10

Det' flot, William!.indd 10

23/03/12 11.05

William kiggede tilfreds rundt på sin klasse. De sad og spiste kage, mens deres lærer, Lene, samlede skoleårets sidste stile ind. William havde skiftet skole sidste år, og han var sikker på, at han var havnet i verdens bedste klasse. Med få undtagelser var han venner med alle, og han glædede sig som regel til at komme i skole. ”Og jeg siger tak for stile,” råbte Lene for at overdøve larmen. ”I der har lavet jeres lektier, skal nok komme i himlen.” Hun kiggede strengt rundt og pegede nogle enkelte elever ud: ”Og I, der ikke har, kommer nok et lidt varmere sted hen!” ”Yes! Sunny Beach!” jublede Victoria.

Alle brød sammen af grin. Klokken ringede, og Lene måtte råbe for at trænge igennem larmen af skramlende stole og tasker, der blev pakket i al hast. ”God sommerferie, alle sammen! Vi ses om 6 uger!” ”Årh nice, totalt luksus!” Cecilies stemme druknede i larmen, da klassens 24 storsmilende børn myldrede ud ad døren. William, Rashid, Victoria og Cecilie satte kurs mod Rashids forældres kiosk.

2.

William elskede at komme i kiosken. Rashids forældre var helt utroligt søde, og firkløveret brugte ofte deres eftermiddage med at hjælpe til dernede.

Dørklokken bimlede, da de gik ind. Det var dog temmelig usandsynligt, at nogen kunne høre den gennem den hjerteskærende hvinen, som Rashids lillesøster, Lubna, frem-

11

Det' flot, William!.indd 11

23/03/12 11.05

bragte. Hun lå lige inden for døren og sparkede vildt omkring sig, mens hun hylede op om et eller andet uforståeligt. Rashid samlede hende op og bar hende i et brandmandsgreb. ”Hvad er der med dig, din lille ostereje? Hvorfor råber du op?”

Lubna begyndte at græde og protesterede hikstende: ”Jeg er ikke ... jeg er IKKE en reje! Dumme Rashid.”

Rashid lagde hende grinende ned på jorden og begyndte at kilde hende. ”Dumme hvem, siger du. Hvem er dum?”

Lubnas gråd gik gradvist over i latter. ”DU er dum, Rashid. Og du lugter af reje!”

Rashid kildede hende endnu voldsommere. ”Nej, du er dum, Lubna. Det er dig, der ligger på jorden og skriger som en spasser.”

Lubnas stemme steg adskillige decibel, mens hun skreg ind i Rashids øre. ”Rashid er en spasser. SPASSERRASHID. DUMME LORTE SPASSER-REJE-RASHID!!!”

Rashid holdt hende for munden og henvendte sig til sin far, som stod bag ved kasseapparatet og grinede. ”Hvorfor er hun sindssyg?” ”Hendes figenmad er knækket,” svarede faderen hovedrystende.

Lubna rev sig løs, løb ind i lejligheden bag kiosken og råbte til moren, som stod derinde. Hun råbte på pakistansk, så William forstod ikke, hvad hun sagde. Men tonefaldet var stærkt forurettet. Det var William en gåde, hvordan Rashid og hans forældre kunne holde lillesøsteren ud. Men på helt uforklarlig vis holdt de meget af hende. Nogle gange spurgte Rashid endda frivilligt, om de måtte tage Lubna med, når de skulle noget. William kunne aldrig lide at sige nej, men in-

12

Det' flot, William!.indd 12

23/03/12 11.05

derst inde ville det ikke gøre ham spor, hvis han kunne slippe for små børn resten af sit liv. Men det var åbenbart umuligt, for både Rashid og Cecilie skulle indimellem passe deres mindre søskende. Victoria synes, det var hyggeligt, og William var så småt blevet enig med sig selv om, at det nok var ham, den var gal med. Han måtte have en eller anden brist, der gjorde ham intolerant over for små børn. Han mente, at det nok var allergi af en art. ”Så har I sommerferie,” smilede Rashids far.

De nikkede. ”Det må vi fejre,” fortsatte han og åbnede gæstfrit køleskabet med sodavand. De tog en vand hver og skålede højtideligt på ”verdens bedste ferie”. Lige i det øjeblik følte William sig lykkelig. Seks uger, hvor han kunne sove længe og havde masser af tid med vennerne. Han kiggede på de tre andre og tænkte sentimentalt, at de var verdens bedste venner. Intet skulle nogensinde skille dem ad.

3.

”Tag skoene af,” råbte Lillian, inden William overhovedet var kommet ind ad døren. ”Ja, ja,” svarede han irriteret. ”Du kan godt stoppe den der attitude lige med det samme, unge mand,” råbte Lillian ude fra køkkenet. ”Jeg er simpelthen så træt af, at I bare vader ind uden at tage hensyn til, at det er mig, der vasker gulvene her i huset.” ”Slap nu af. Jeg prøver bare at komme ind ad døren.”

William havde et kort sekund glemt mor-regel nummer et:

13

Det' flot, William!.indd 13

23/03/12 11.05

Aldrig bede hende slappe af. Aldrig! Uanset hvor hysteriske eller stressede mødre kan blive, er det en fejl af selvmordsagtige dimensioner at udtale de forbudte ord ”slap af ”.

Lillian kom farende ud i entreen i et tempo, der burde være umuligt for en kvinde i den størrelse. Gennem de sidste måneder havde Lillian taget ganske betragteligt på, men det var der nu ingen i familien, der havde kommenteret. Det var mor-regel nummer to: Aldrig kommentere vægtstigning. Lillian fnøs, så hendes næsebor blev helt udspilede, mens hun med en dyb knurren langsomt og tydeligt sendte William op på sit værelse. Mens han forurettet gik op ad trapperne, afsluttede hun sin svada: ”... og jeg kan godt fortælle dig, at det bliver dig, der kommer til at vaske gulv her fremover.”

Det tog William ikke så tungt. Lige så god Lillian var til at uddele straffe, lige så dårlig var hun til at håndhæve dem.

Om to dage ville alt om den gulvvask være glemt. William smed sin taske ind på sit værelse. Han kunne høre, at Pernille var kommet hjem, og han gik hen og bankede på hendes dør. ”Kom ind,” råbte hun.

William åbnede døren på klem. Pernille talte i telefon med sin bedste veninde, Ida, men vinkede ham ind på værelset. ”Ja, Mathias ovre fra Engparken ... Ha, ha, ha, du er sådan en skank, Ida ... Jamen så må vi jo håbe, at han skal gå i vores klasse.” Pernille skulle starte på gymnasiet efter ferien, og hun og Ida var i fuld gang med at kortlægge, hvem af Kastrups lækre fyre der skulle på samme gymnasium som dem.

William satte sig ned på sengen. ”Nå, men jeg ringer senere. Ja, hej, hej.” Pernille lagde på og kiggede undersøgende på William. ”Hvad så? Er det mor?”

14

Det' flot, William!.indd 14

23/03/12 11.05

”Ja. Hun er sindssyg for tiden. Hun bestiller ikke andet end at råbe og æde.” ”Jeg ved sgu ikke, hvad der er galt med hende. Måske er hun kommet i overgangsalderen.”

William trak på skuldrene. ”Måske? Har du bestemt dig for, om du skal med ned at besøge Fætter H?” Pernille rystede på hovedet. ”Nej, jeg bliver hjemme.

Jeg vil gerne være lidt sammen med Lasse, inden han rejser.”

Pernilles kæreste, Lasse, skulle et år til England og gå i en slags gymnasium der. Både Lasse og Pernille var nervøse for, hvordan det ville blive at skulle undvære hinanden så længe.

Derfor havde Pernille også fået lov til at blive alene hjemme i huset, mens resten af familien tog en uge til Møn for at besøge Lillians fætter Henrik. ”Jeg tror, det bliver røvkedeligt. Hvad fanden skal jeg lave ude på landet?” sukkede William.

Pernille puffede grinende til ham: ”Du kan da sikkert skille hønsene og kaninerne ad.”

William og Pernille knækkede sammen af grin. Fætter H kom oprindeligt fra Nørrebro. Tidligere havde han drukket en del, men det var han holdt op med, og sammen med sin kæreste, Charlotte, havde han købt et nedlagt landbrug på Møn. De to havde mange forestillinger om, hvor dejligt det ville blive at leve som selvforsynende landmænd og havde som det første anskaffet sig en masse høns og kaniner. Hønsene for at få kød og æg og kaninerne ... Tja. Kaninerne var startet med at være en enkelt kanin, som skulle aflives, hvis ikke den fik et nyt hjem. Fætter H fik ondt af den og tog den med hjem på gården og slap den løs inde i hønsegården. I løbet af meget kort tid var den ene kanin blevet til fem kaniner.

15

Det' flot, William!.indd 15

23/03/12 11.05

Og i løbet af en smule længere tid var fem kaniner blevet til femogtyve kaniner. I foråret havde en panikslagen Fætter H ringet til Bo. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med de skide gnavere.

Jeg bliver vanvittig. Ikke alene knalder de med hinanden uafbrudt, men nu er kaninerne begyndt at voldtage hønsene. Sig, hvad jeg skal gøre, Bo. Jeg holder det ikke ud mere. Det er en galeanstalt, det her.”

Bo og Lillian var kørt ned til Fætter H for at bygge nogle indhegninger til voldtægtskaninerne, så de ikke længere kunne formere sig i vildskab.

Lillians vanvid nåede usete højder under aftensmaden. Selv­ om familien aldrig gik til bordet med specielt store forventninger, når det var Lillians maddag, så havde hun i dagens anledning overgået sig selv i frembringelsen af kulinariske monstrøsiteter. Hun vidste det tydeligvis godt selv, for allerede mens hun stillede gryden med en grøn slimet masse fra sig, begyndte hun at forsvare sig. ”Jeg kan godt se, hvordan I kigger, og jeg kan love jer for, at den første, der brokker sig, kan gå i seng uden aftensmad.” Hun kiggede skulende rundt på dem alle tre.

Bo sendte hende et nervøst smil. ”Der er ingen, der har sagt en lyd.” ”Nej, men det er jo også det, I IKKE siger. Mellem linjerne, Bo! Kan du slet ikke forstå det?” Lillian så anklagende rundt. ”Er der NOGEN af jer, der har nogen som helst forståelse for det?” Lillian naglede William fast med et insisterende blik, mens hun afkrævede ham et svar.

William var ude af stand til at regne ud, hvad hun helst

16

Det' flot, William!.indd 16

23/03/12 11.05

ville høre, så han fremstammede: ”Jeg forstår overhovedet ikke noget. Kan vi ikke bare spise?”

Lillian skubbede irriteret sin tallerken fra sig. ”Jo, så spis. Spis dog bare, hvis det kun er det, der interesserer jer.”

Hun kastede sig opgivende tilbage i stolen.

William begyndte at øse op. Han kunne godt tænke sig at få at vide, hvad det var, men blev enig med sig selv om, at i denne situation var tavshed helt bestemt guld værd. Tavshed var dog ikke helt nok.

Lillian brød uden varsel hulkende sammen. ”Jeg ved da godt, at I ikke vil have det. Det ligner jo ... snot! Jeg prøvede bare at lave noget sund mad. Men jeg har dræbt spinaten,” snøftede hun. ”Jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg er verdens dårligste mor.”

Bo gik hen til hende og lagde armen om hende. ”Hvad er nu det for noget at sige, skat? Det er du da ikke,” sagde han trøstende, mens han forgæves ledte efter opbakning fra William og Pernille.

Pernille rejste sig demonstrativt, mens hun smed sit bestik fra sig. ”Det der, det magter jeg brik. Så skrid dog til lægen og få nogle hormoner!” sagde hun irriteret.

Lillian græd endnu mere: ”Der kan du selv se, Bo. De hader mig.” ”Nej, de gør da ej,” insisterede Bo. ”William hader dig da ikke, vel William?” Bo så strengt på William. ”Nej, nej. Jeg hader dig ikke. OG du er sikkert heller ikke VERDENS dårligste mor,” sagde William trøstende, mens han tænkte: Men du er i hvert fald tæt på. William rejste sig og klappede akavet Lillian på skulderen. ”Nå, men øh ... Jeg går op til mig selv, ikke.” William styrtede op på sit værelse. Han

17

Det' flot, William!.indd 17

23/03/12 11.05

tog sine rulleskøjter og galoperede ned ad trapperne igen. ”Jeg går ud,” råbte han, mens han skyndte sig ud ad døren.

Inden døren smækkede, nåede han lige at høre Lillian indvillige i at gå til lægen og få noget, der kunne hjælpe hende af med humørsvingningerne. William rullede ned ad villavejen med kurs mod Cecilies hus. Han trak vejret helt ned i lungerne. Aftenluften var stadig lun og duftede af sommer.

18

Det' flot, William!.indd 18

23/03/12 11.05