Bogen om Gl og Ny Stenderup

Gl. Stenderup & Ny Stenderup Landsbyliv før og nu

1

Gl. Stenderup & Ny Stenderup Landsbyliv før og nu

Vester HĂŚsinge - Sandholts Lyndelse Arkiv 2011

Omslagets forside Udsigt over Gl. Stenderup. Fotos Marie Kallehauge. Design Bettina Kallehauge Matrikelkort over Stenderup Bogen er udgivet med tilskud fra Fabrikant Kaj E. Nielsen og Gudrun E. Nielsens Fond Borgerforeningen X-Huset i V. Hæsinge Faaborg-Midtfyn Arkivsamvirke Dansk Lokalhistorisk Forening Henning Vendborg Petersen Billede af edsringe på side 49 er stillet til rådighed af Nationalmuseet (foto Anne Vibeke Leth) Øvrige billeder: Lånte billeder Arkivfotos Egne fotos

Udgivet af Vester Hæsinge – Sandholts Lyndelse Arkiv 2011 Grafisk layout: Graphic Solutions – www.graphic-solutions.dk Tryk: HTOdense Trykt i 500 eksemplarer Ide og tekst: Marie Kallehauge Korrektur: Jørgen Krog ISBN 978-87-992770-3-2 © Vester Hæsinge Sandholts Lyndelse Arkiv

Indholdsfortegnelse

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Middelalderen og tiden derefter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Udskiftningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Gl. og Ny Stenderup 1850 - 1900 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Egnen 1900 - 1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Egnen 1950 - 2010 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Ny Stenderupvej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 Remset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .113 Smedegyden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130 Smutvej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Trentevej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .145 Horseballevej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Gl. Stenderupvej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Ejerlavskort over Stenderup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288

Tak Tak til alle der har været involveret i dette projekt.

Tak for jeres engagement når jeg har rendt jer på dørene for at få oplysninger om dette og hint.

Tak til min familie der for det meste har været tålmodige og overbærende i den lange tid, jeg har været ”væk” i projektet.

Tak til arkivmedarbejderne der har hentet frem og lagt på plads.

Tak til dem der har brugt tid på at se manuskripter igennem og påpeget fejl og mangler.

En stor tak til de sponsorer der har troet på og støttet projektet, uden jeres opbakning var bogen ikke blevet til virkelighed.

Tak for lån af billeder til: Alfred Søgaard Annalise Rosthøj Anne Marie Kristensen Arne Kildevæld Arne Nielsen Bent Hansen Bente Storm Birthe Holm Carl Aagård Conni Pedersen Ebba Jensen Ejvind Nielsen Ellen og Bent Steensgaard Ellen og Holger Jensen Erik Hjære Jørgensen Eva Holm Eva Møller Georg Holmhus Gert Pryds Gert Rasmussen Grethe og Jens Høj Hanne og Poul Lunde

4

I har virkelig stået på hovedet i skuffer og skabe, for at finde lige netop det billede jeg kunne ønske mig, og stor var glæden, når det lykkedes.

Her er Gert Pryds ved at tage et skuffedarium ned fra højderne, for her er de gamle billeder godt forvaret.

Hans Mathiesen Marie og Hans Ploug Henning Petersen Inge Hultquist Inge Munck Jytte Bresling Jørgen Brink Karen Madsen Karsten Hansen Khetty Mygind Kirsten Wettergren Kurt Pedersen Morten Johansen Peder Jørgensen Preben Larsen Pusser Hansen Ruth Madsen Susanne Kristensen Svend Aage Hansen Søren Larsen Tage Hedemann Thomas B. G. Berg Vibeke og Anders T. Sørensen

Indledning

I det store materiale, der er tilgængeligt om egnen, har det været en vanskelig prioritering at udvælge det, som jeg synes er mest relevant, for der er så meget, som er interessant at fortælle.

Det er meget forskelligt hvilke, og hvor mange, oplysninger vi har på arkivet om de enkelte ejendomme, og det afspejler sig naturligvis i beskrivelserne, der i sagens natur bliver mere eller mindre fyldige.

Ikke mindre vanskeligt har det været at udvælge billeder, og der er i beskrivelsen af de enkelte ejendomme flere eller færre billeder, som det nu har været muligt at skaffe materiale.

Billederne der er brugt i bogen er dels arkivbilleder, dels lånte billeder og egne fotos.

For at gøre det mere overskueligt og lettere at finde rundt i, er der her i bogen benyttet de vejnavne, der blev indført omkring 1970.

De nuværende matrikelnumre, som afløste andre numre, er indført i 1844, og de knytter sig til ejerlavet. I denne bog benyttes matrikelnumrene fra 1844, idet det er de samme matrikelnumre, der benyttes den dag i dag.

Ejerlavene har også hver sit nummer. Stenderup har nummer 113 og Skadeløkkerne har nummer 107. Disse numre står den dag i dag i vejviseren ud for den enkelte ejendom, så det er tydeligt at se, hvilket ejerlav en bestemt ejendom ligger i.

Matrikelnumrene fortæller meget om en landsbys udvikling. Hvis en ejendom for eksempel havde matrikelnummer 13, og der blev solgt en jordlod fra, måske til en byggegrund, fik den oprindelige ejendom matr. 13a og den frastykkede parcel matrikelnummer 13b. Ved næste frastykning fik den nye parcel matr. 13c og så fremdeles. Der er dog ingen regel uden undtagelse, så der kan godt forekomme afvigelser fra denne systematik.

Når man bevæger sig ud i så mange årstal og navne, kan det ikke udelukkes at der sker fejl. For eks. ved ejerskifte, hvor det nogle gange er tinglysningsåret der er benyttet og andre gange året, hvor familien flyttede til den købte ejendom. Forekommende fejl tager jeg udelukkende på mine skuldre.

God fornøjelse med bogen.

5

2010.

Vinterbillede fra Gl. Stenderup.

TrĂŚet er over 100 ĂĽr gammelt.

6

Forord

Et længe næret ønske om at udgive en bog om Ny- og Gl. Stenderups historie er nu lykkedes, og vi håber, at de mange der på en eller anden måde har en tilknytning til egnen, eller er historisk interesseret vil få glæde af bogen.

Gennem mere end 20 år har Inger Bruun samlet materiale sammen om egnen. Utallige er de timer Inger har siddet på landsarkivet og fundet skøder, fæstebreve og tinglysninger frem, og alt det materiale, samt det der er samlet sammen på arkivet gennem mere end 30 år har været grundlag for bogen.

Inger har trådt sine barnesko på Horseballevej 24, og siden overtog hun og Christian Bruun fra Ny Stenderupvej 20 en statsejendom ved Sandholt.

Inger har altid interesseret sig levende for samfundet, og især på hendes Inger Bruun ældre dage blev det lokalhistorien, der fik hendes store interesse.

9. oktober 1908 – 9. oktober 2000 Når Inger kom hjem med kopier fra landsarkivet, sagde hun altid, at det kunne bruges, når egnens historie skulle skrives, og materialet har været en uvurderlig skat at øse af.

Inger Bruun har også samlet mange værdifulde billeder sammen. Hun havde berøring med mange mennesker og forsømte aldrig lejligheden til at få et billede, og ikke mindre vigtigt relevante oplysninger om de personer der fremstår på billederne.

Mange af disse ældre billeder er at finde i bogen, og på arkivet er vi Inger meget taknemlig for de værdifulde kilder, som vi nu kan øse af til glæde for læserne.

På arkivets vegne Marie Kallehauge

7

2010. Gl. Stenderup. Kornet er klar til høst.

8

Middelalderen og tiden derefter

Den lille landsby, Gammel Stenderup, af typen ”slynget vejby”, der ligger 10 kilometer nord for Faaborg, i læ af Svanninge Bakker, kendes langt tilbage i historien. Dengang hed den ikke Gl. Stenderup, men kun Stendrop (Stenderup).

Navne, der ender på ”rup”, som betyder torp, er udflytterbyer, der er opstået i vikingetiden omkring år 800 - 1000.

I de århundreder steg befolkningstilvæksten, og det fik nogle til at flytte ud fra den oprindelige landsby for at tage uopdyrket jord i anvendelse. Man kan nemt forestille sig, at en bonde er flyttet ud fra Vester Hæsinge, da denne

landsby er noget ældre end Stenderup, idet de allerældste stednavne ender på ”inge”. At man netop har valgt at flytte gården ud på denne plads, skyldes efter al sandsynlighed, at her var det livsvigtige vand i form af Dyrehavebækken.

Siden blev flere gårde flyttet ud, eller der blev simpelthen opdyrket nyt land og bygget nye gårde, så man efterhånden har fået anlagt en hel lille landsby.

Sten eller måske Stender eller noget i den retning kan være navnet på den første bonde, der flyttede ud. Det blev altså til Stens Torp (gård), efterhånden Stendrop og siden Stenderup.

Her i Stenderup er der ligesom i de omliggende egne fundet flere oldtidssager, der også indikerer, at der har boet mennesker her på disse egne de sidste 1000 år.

På den tid var bønderne selvejere, men siden fik konge, kirke og adel mere og mere magt. Bønderne blev, i modsætning til herremændene, pålagt skatter og afgifter, og med tiden blev de selvstændige bønder reduceret til fæstere, efterhånden som adelen fik flere og flere privilegier. Pligtarbejde i form af hoveri tog efterhånden mere og mere til, og de før så frie bønder blev herremændenes slaver.

Så rydded’ de marken for stene engang.

9

Middelalderen og tiden derefter

Ejerlavene I denne bog beskæftiger vi os med to ejerlav – Stenderup og Skadeløkkerne.

De to ejerlav udgør tilsammen Ny- og Gammel Stenderup. Ejerlavet Stenderup, på ca. 540 ha jord, er langt det største og strækker sig fra Mørkemose ved Sandholt i nord og til Tranemose ved grænsen mod Svanninge i syd. Et ejerlav på en længde af 4,5 km og kun to kilometer bredt, vel at mærke på det bredeste sted, for sine steder er det kun 0,5 km bredt. Ejerlavet Skadeløkkerne er kun 1,5 km langt og blot 0,5 km bredt.

Et ejerlav var oprindelig betegnelsen for den ”grundejerforening”, der bestod i jordfællesskabets dage, og som tog sig af alle forhold i landsbyen og ikke mindst beslutninger om jordens dyrkning. Ejerlavet går formentlig ligeså langt tilbage som jordfællesskabet, og det vil sige til 1200-tallet og formentlig tidligere. Ejerlavene havde en byvedtægt, som kunne variere fra landsby til landsby, efter som skik og brug var. Sådanne byvedtægter findes endnu flere steder, men den fra Stenderup er ikke bevaret, hvis de i det hele taget har haft noget skrevet ned, det var jo ikke hver mand, der mestrede den kunst. Ejerlavets medlemmer var byens gårdmænd, og de traf deres beslutninger på bystævnet, der fandt sted på en central plads i landsbyen.

Stenderup Ejerlav 1810 – 1850.

10

Middelalderen og tiden derefter

Oldermanden Oldermanden var formand for sine bysbørn og indkaldte til møderne. På bystævnet blev det besluttet, hvornår de forskellige markarbejder skulle påbegyndes, og det var meget vigtigt, at man blev enige om det, for i de store marker, Glosmarken, Yderste og Inderste Bjergemark, Mørkemose osv. havde hver enkelt bonde op til flere parceller, så alle fik lige del i den gode som den ringe jord i de forskellige marker.

Med den jordfordeling var det nødvendigt, at man blev enige om, hvornår man udførte sine markarbejder, for det skulle nødvendigvis foregå på samme tid.

På bystævnet skulle der også træffes beslutninger om fællesgræsningen, om åbning og lukning af gærderne – de hegn der beskyttede de dyrkede arealer, vedligeholdelse af vejene - m.v.

Men det kunne også være afgørelser i konflikter mellem gårdmændene.

Eventuelle bøder skulle som oftest betales i øl eller brændevin. Oldermanden stod også for de forskellige gilder, der blev holdt i løbet af året, og det var ikke så få.

Der skulle festes, når møget var kørt ud, der skulle rides sommer i by, Sct. Hans skulle fejres og høstfesten ikke at forglemme, og der blev holdt ornegilde, når ornen skulle flyttes fra én gård til den næste osv.

Efter udskiftningen var det ikke længere nødvendigt at blive enige om markarbejdets udførelse, men oldermandsfunktionen bestod i mange år derefter i de landsbyer, hvor der ikke var en sognefoged til at påse, at love og regler blev overholdt.

I 1400-tallet lå der antagelig en halv snes gårde i Stenderup, hvoraf Sandholt ejede mindst fire. Kronen havde

Det gamle byhorn fra Gl. Stenderup dateret 1778. Hornet blev brugt, når der skulle kaldes sammen til bystævne. Det kunne også bruges ved brand, og så havde man en aftale om, at man skulle blæse mere langtrukket for eks. eller to trut i hornet, der kun kunne frembringe én lyd. Mundstykket på det gamle horn mangler desværre.

Bystævnet fandt gerne sted på en central plads midt i byen, hvor hver gård havde sin egen sten. Det vides ikke, hvor bystævnet i Gl. Stenderup lå.

fire gårde, hvoraf de tre blev afhændet til Arreskov i 1584.

Vi ved med sikkerhed, at der i Stenderup Ejerlav ved udskiftningen i 1794 lå ni gårde og syv huse/ejendomme ret tæt sammen i selve Stenderup, og desuden lå der en halvgård tæt ind til V. Hæsinge Ejerlav.

I det, der siden kaldtes Øvre Stenderup – nu Ny Stenderup - lå som de eneste beboelsesejendomme markhyrdens hus ved Trente Mølle og Illumgården i ejerlavet Skadeløkkerne.

Vandmøllen har godt nok ligget på sin plads flere århundreder før, men hørte ikke til Stenderup Ejerlav og heller

11

Middelalderen og tiden derefter

ikke til Vester Hæsinge Sogn men til Haastrup, men den er omtalt i bogen, da den på grund af sin beliggenhed mere naturligt hører til denne egn, og fra 1970 har den efter ansøgning hørt til Broby Kommune.

Godt halvdelen af jorden i ejerlavet var opdyrket, og der er ingen tvivl om, at det var det meste af jorden i Øvre Stenderup, der ikke har været dyrket, idet den lå meget langt væk fra landsbyen og en del var meget kuperet, især i den sydlige del af ejerlavet, hvor ejerlavets højeste punkt er det 117 meter høje Butbjerg. Meget har ligget hen som overdrev, hvor kreaturerne græssede om sommeren, og markhyrden har haft opsyn med kvæget. At der netop boede en markhyrde i Øvre eller Yderste Stenderup - som den eneste beboer – kan også være tegn på, at meget af jorden her blev brugt alene til afgræsning.

Skadeløkkerne Det lille ejerlav Skadeløkkerne beliggende sydøst for Ny Stenderup er kun ca. 1,5 km langt og meget smalt.

I dette ejerlav lå der i år 1800 kun Illumgård. Siden er der ikke sket den store befolkningstilvækst i ejerlavet, idet der kun er bygget gården Bommelund og de to huse, Ny Stenderupvej 27 og 29.

På det ældste kort er Skadeløkkerne stavet Skadelykkerne, men på senere kort står der Skadeløkkerne.

I tidligere tider har Skadeløkkerne været en del af et sogn, der har strakt sig ind i Øster Hæsinge og Svanninge.

Jørgen Krog har til Broby lokalhistoriske forenings årsskrift i 2002 skrevet

12

Kvæget er ude at græsse på overdrevet, det var den jord, der lå længst væk fra landsbyen.

Græsset var selvsået.

om det forsvundne kirkesogn Suale, som ejerlavet Skadeløkkerne hørte ind under. Uddrag af denne artikel har jeg fået lov at gengive her, og den lyder som følger: Hvis man ser på et kort over den gamle Broby Kommune, vil man kunne se, at mod syd havde kommunen nærmest form som en tragt. Følger man vejen gennem Broby fra nord mod syd, kan man konstatere, at vejen skærer grænsen til den gamle Faaborg Kommune helt nede i bunden af tragten, og netop her er der en rasteplads med den mest vidunderlige og idylliske udsigt. Jeg har hørt ældre folk på denne egn berette om, at når Frederik VII sammen med grevinde Danner var på gennemrejse over Fyn, gav han altid ordre til at gøre hvil på dette sted, så både han,

grevinde Danner og hans følge kunne fryde sig over det skønne land, han regerede over, og jeg kan kun sige, at udsigten over Kistrup Skovhuse, Bommelunds og Sollerups marker med Arreskov Sø i baggrunden virkelig er en udsigt, der er en konge værdig. Men selv om denne egn i dag fremtræder så smukt og fredfyldt, så gemmer den dog på en historisk fortid, som langt fra altid har været så smilende og romantisk. På denne magre og i dag tyndt befolkede egn har der også i den tidlige middelalder levet mennesker, og her som andre steder, hvor der opstod små samfund, har man med møje og besvær fået bygget en kirke. Og hos den nye almægtige gud, der havde afløst Odin og Thor og alle de andre fejlbarlige guder, søgte man trøst i nød og sorg,

Middelalderen og tiden derefter

Kort over Skadeløkkerne fra 1840.

13

Middelalderen og tiden derefter

og hos ham bad man om styrke og kraft til at fortsætte livet herude på de sandede og magre jorder.

Den skov, der ligger lige syd for Illumgaard, kaldtes tidligere for Kirkeskoven, og på lokalhistorisk arkiv i V. Hæsinge findes et kort, hvorpå “Kirkebierg” Mark er aftegnet. Kirkebjerg Mark ligger lige nord for Illumgaard, og på en sandet bakketop på denne mark mener man, at kirken skulle have ligget. Sognet bar det mærkelige navn, Suale. I gamle annaler fra 1348 findes navnet på præsten i Suale Sogn. Dette er det seneste, man hører om Suale Sogn.

I 1340’erne udbrød der pest helt ovre i Østasien. Langsomt men sikkert vandrede den vestpå, og i 1350 nåede denne af alle sygdomme mest frygtede sygdom Danmark.

Overalt, hvor pesten grasserede, efterlod den død og armod. Der er nævnt, at 30 millioner mennesker døde under denne epidemi. I Danmark, hvor pesten blev kaldt “Den sorte Død”, døde over en tredjedel af befolkningen. Om denne pest mener man, at den lagde Suale Sogn ganske øde.

Hvis Danmarks konge, Valdemar Atterdag, havde besøgt Suale Sogn i 1350, var det nok ikke den skønne natur, der havde fanget hans opmærksomhed mest. Med fantasiens hjælp kan man forestille sig, hvordan det ville have været. Fra staldene ville der have lydt en brølen og brægen, for de folk, der skulle fodre dyrene, var døde, og inde i husene ville stanken være forfærdelig, for også inden man døde, lugtede man fælt fra alle de betændte bylder, der på fem dage bredte sig til det meste af legemet. Når døden indtrådte, var legemet allerede helt sort.

Deraf navnet Den sorte Død. På vejene ville man kunne møde ligvognen på dens daglige tur rundt til husene

14

for at hente de døde for derefter at køre dem ud på en af Vilhelmsgaves (dengang Vilholms Gab) marker på et sted, hvor marken var uden for mange sten, for gravene skulle være store, og for hver dag der gik, blev der færre og færre til at grave. Herude kunne man i mange år efter finde pesttornen, som var en hvidtjørn, der var blevet plantet oven på gravene med pestofrene. Sagnet fortæller, at den eller de personer, der fældede eller gjorde skade på pesttornen, ville blive ramt af alvorlige ulykker. Også i Vester Hæsinge skulle der så sent som i midten af 1800-tallet have været en pesttorn. Det har dog ikke været muligt for mig at spore, hvor den har stået.

Hvor mange personer, der overlevede i Suale Sogn, kendes ikke, men medvirkende til, at sognet forsvandt, har sikkert været, at folk er flyttet fra denne magre egn til steder, hvor jorden var mere frugtbar. Det er ret sikkert, at hele det gamle sogn efter pestepidemien kom i kongens besiddelse, og hele den østlige del fik lov at ligge næsten uberørt hen i et par århundrede.

Kulturen forsvandt, medens naturen fik gode vilkår.

En stor del af området lå hen med hedestrækninger og spredte træbevoksninger, og ca. 50 tdr. land, der lå ned mod Arreskov Sø, var mose. Mod vest mageskiftede kongen jorden i 1500-tallet med henholdsvis Arreskov og Hvedholm, og her samledes jorden hovedsalig om to fæstegårde, nemlig Vilhemsgave og Skadegaarden, (i dag Bommelund) der hver især får et ret betydeligt jordtilliggende. Endelig kom der en mindre bebyggelse af huse i Kistrup Skov, som man naturligt nok kaldte for Kistrup Skovhuse.

Første halvdel af 1300-tallet var en

mørk periode i Danmarks historie.

Danmark havde kun været et hanefjed fra at miste sin selvstændighed, men heldigvis blev det atter dag i Danmark, og i 1397, nøjagtig et halvt årtusinde før Frederik VII’s bryllupsrejse med grevinde Danner og mindre end 50 år efter pestepidemien, kunne Valdemar Atterdags datter, dronning Margrete, underskrive traktaten til Kalmarunionen, der reelt betød, at hun blev regent over både Danmark, Norge og Sverige.

Men der skulle en dronning Margrete til for at holde sammen på unionen.

Efter hendes død gik det ad Erik af Pommeren til med unionen og med de fatale Svenskekrige til følge. I 1658 vandrer svenskerne fra Jylland over isen til Fyn. På deres fremmarch over Fyn når de også til det gamle Suale Sogn, og det ser ud til, at de ikke bare er vandret igennem. Højen Lysebjerg har de brugt til bavn (signal ved hjælp af bål). For at skaffe brænde til bålene er skovene blevet stærkt forhugget.

Om de også brugte Skadegaarden som bavn, ved jeg ikke, men et tingsvidne ved Salling herred beretter, at svenskerne brændte gården af og dræbte beboerne. Også et mindre boelsted, der hørte til præsteembedet i V. Hæsinge, og som lå tæt ved Sandholts enemærker, (Illumgård) blev ødelagt, og endelig lå der lidt længere mod øst en gård “Suollerupgaard”, der også forsvandt på dette tidspunkt, og det er nærliggende at tro, at også denne gård blev ødelagt af svenskerne.

Selv om Skadegaarden for længst er gledet over i historien, så har området omkring det sted, hvor gården har ligget, bevaret sin gamle betegnelse - Skadeløkkerne, og Skadeløkkerne har den dag i dag sin egen selvstændige matrikel, selvom den kun omfatter ganske få numre.

Middelalderen og tiden derefter

Egnen i midten af 1700-tallet I 1743 skulle pastor Niels Nyekirch i Vester Hæsinge svare amtet på 33 spørgsmål, mest topografiske, om hans sogne. Sproget er gjort nogenlunde nutidigt men ændrer ikke ved fakta. Præsten skrev blandt andet: Der findes en del store Banker og Bjerge, saa høje at man let kan se Odense Kirkespir og mange andre Kirker. Jorden er maadelig frugtbar efter dens sandagtige Jords beskaffenhed.

Der er mere Agerland end Enge og Moser, dog ligger ingen Jord ubrugt, uden det kan være en stor Banke eller dyb Dal, som må ligge for den vanskelige drift, ellers bruges Jorden her på sine tider og til sit brug. Der er ingen Skov uden lidt Underskov til Gærder.

Boghvede, Havre og Rug er den meste Sæd, dog ses andre sorter, såsom Byg, Ærter og Vikker til fornødenhed. Der sælges næsten intet.

Frugttræer af Æbler, Pærer og Blommer findes hos nogle faa, men ikke til salg. Nogle af Bønderne har et eller to

Bistader, som dog ej haver villet lykkes i dette Aar. Af vildt findes faa Harer og Agerhøns.

Om Insekter kan jeg ikke forklare.

Køer og Faar, Svin og Gæs er de Kreaturer som her lægges mest vægt paa, og vente den bedste nytte af.

Ved Trente Mølle har jeg fundet det let-

teste og i mine tanker det bedste Vand på denne egn, det udspringer på siden af en stor Bakke. Indvaanernes egenskaber kan jeg ikke beskrive, da de er meget forskellige.

De fleste er hengivne til deres Landbrug og lever i deres Slid og i et roligt og fredsommeligt Levned.

Vester Hæsinge Kirke omkring 1905.

Forordninger og love om bøndernes vilkår I reformperioden fra tiden omkring 1750 til omkring 1810 skete der rigtig meget lovgivningsmæssigt, der forbedrede forholdene for især fæstebønderne, og dermed for landet som helhed.

De ti bønder i Stenderup var alle fæstebønder, som 80 - 90% af deres kolleger i Danmark var det på den tid.

Sandholt ejede én gård, Arreskov tre og Søbo fem.

Sandholt

15

Middelalderen og tiden derefter

Desuden ejede Hvedholm en gård, fra 1798 ejet af grevskabet Brahesminde, der bestod af Hvedholm, Damsbo, Stensgård og Østrupgård. Fæstebønderne var gennem de seneste århundreder blevet mere og mere afhængige af godsejerne, og de blev frataget flere og flere af deres rettigheder samt pålagt den ene skat efter den anden.

Ordet Bonde, der oprindelig betød ”den frie bosiddende mand” var ikke længere et begreb, der stod til troende.

Lovgiverne kunne godt se problemet, men de arbejdede mere eller mindre helhjertet på at give bønderne bedre forhold, for der var mange modsatrettede interesser, og derfor skred arbejdet med reformer kun langsomt fremad.

I 1757 blev den første landbokommission nedsat og flere fulgte. Der blev siden nedsat en lille landbokommission på fire medlemmer med brødrene Ludvig og Christian Reventlow som meget aktive medlemmer.

I 1786 blev denne kommission afløst af ”Den store landbokommission”.

Dens formål var at: ”arbejde med, hvad der kunne tjene til forbedring af bondestandens vilkår”.

Arreskov

Østrupgård

Søbo. Avlsbygningerne sikkert fra 1910 – 20, hvor de trængte til at blive renoveret.

16

Middelalderen og tiden derefter

Fæstebreve Bønderne lejede/forpagtede deres gårde af herremændene, og der var efterhånden kommet en lovbestemmelse om, at der skulle oprettes en fæstekontrakt mellem dem, ligeledes var der også indført uvildigt syn af fæstegården, inden den nye fæster tog over. I disse synsforretninger kan man mange gange få et godt indblik i, hvordan gårdene var indrettet, og hvilke materialer de var opført af.

Der findes mange eksempler på fæstebreve, og gennem dem kan man få et ganske godt indblik i, hvilke vilkår og betingelser en fæstebonde havde.

Jeg har som eksempel valgt et fæstebrev fra 1780, hvor Arreskov bortfæstede gården matr. 3a, senere kaldt Albrechtslund.

Et uddrag af fæstebrevet lyder således: Jeg Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell til Arreskov, Gelskov, Brobygård og Ølstedgård, Ridder af Dannebroge, Hans Kongelige Majestæts bestaltede Gehejmeråd og Kammerherre, - fæster til Lars Hansen, der med fri Attest er kommet fra Haastrup, én mig tilhørende Bondegaard i Stenderup By, som Peder Hansen har afstaaet, hartkornet er efter matr.

1668, seks tønder og to skæpper. Fæsteren må nyde og bruge denne Gaard sin Livstid med al dens tilliggende, på de Conditioner, som er, eller herefter paabydes, til hver Mortensdag svare i Landgilde 24 Rigsdaler og 24 Mark.

Han skal holde Gaard og Besætning i god og forsvarlig stand, saa det altid kan staae for lovligt Syn. Han maa ikke lade Gaardens jorder ulovlig omgaas, han skal opfrede Skov, plante Pile, Frugt eller andre nyttige Træer, lægge Humle, saa Hamp og saa videre, som allernaadigst ved Love og Forordning er givet.

I fæstebrevet står, at Lars Hansen var” kommet med fri attest fra Håstrup”.

Der var stavnsbinding på den tid, så ingen unge mænd eller karle kunne, uden godsejerens tilladelse, forlade det sted, hvor de var født.

I 1788 blev stavnsbåndet ophævet, og 100 år senere blev begivenheden fejret ved frihedsstøtten i København, som det ses her på billedet. Frihedsstøtten blev rejst i 1792.

Sådan forestillede maleren Rasmus Christiansen sig, at tiendeudtagningen foregik. Hvert tiende neg blev udtaget og synet af ridefogeden, og det ser ud til, at det neg karlen kommer med ikke fandt nåde for hans øjne. Tiende kunne dog også afregnes i rede penge.

Desuden paalægges det ham at levere til forrige Fæster Peder Hansen og Hustru, saa længe de lever: 20 skæpper tør Rug - 20 skæpper Byg 12 skæpper Boghvede – 12 skæpper Havre – 4 skæpper Ærter – 2 skæpper Humle – 4 Gæs og 1 Svin aarligt.

Fæsteren skal være mig og min Fuldmægtig hørig og lydig, alt under Fæstets fortabelse.

Der nævnes ikke noget om hoveripligt, så hvorvidt denne gård har haft det eller alene skulle betale landgilde, vides ikke. Det var sædvane, at forrige fæster fik aftægt på gården, og det enten det var en søn eller helt fremmede, der overtog fæstegården. Det var efterhånden blevet almindeligt med arvefæste, det vil sige at søn kunne følge fader, hvis man altså opførte sig anstændigt.

17

Middelalderen og tiden derefter

Endelig kunne en karl undertiden overtage fæstet, hvis han lovede at gifte sig med enken på gården.

En væsentlig bestemmelse om, at bønderne ikke længere kunne sættes fra deres fæstegårde uden retskendelse, blev indført. Fæstebønderne kunne herefter ikke uden videre jages af gårde efter godsejernes forgodtbefindende.

Hoveriet I mange år var godsejerne blevet opfordret til at indgå overenskomster om hoveriet med deres fæstere, og nu lovede statsmagten at gribe ind, hvis der ikke blev oprettet en overenskomst.

For at tilgodese godsejernes interesser måtte hoveriet fastsættes efter det stade, som det var kommet op på i 1790, og det var ikke så lidt. Hoveriets omfang får vi et godt indblik i ved at læse den overenskomst, som godsejer Nøragger på Sandholt fik skrevet og forelagt sine 38 fæstebønder i 1792.

Nøragger skrev, at han ikke ville forlange andet hoveri, end det de hidtil

Love omkring udskiftning Fæstebønderne drev jorden i fællesskab, forstået på den måde at alle gårdene havde jordtilliggender i de forskellige marker i hele ejerlavet, og det var ikke særlig rentabelt eller praktisk.

Lovgiverne var opmærksomme på problemet, og der kom mange tiltag for at få sat gang i udskiftningen af landsbyerne.

I 1759 var der kommet en forordning om ”indskrænkning af fællesskabet”, og mange love og forordninger fulgte.

Længe var det en hindring, at udskift-

18

havde haft. De skulle som hidtil pløje, fælle, så, harve, læsse jord, høste, opbinde kornet, sætte det til at tørre i marken, hjemkøre det og sætte det i lade. Engene skulle slås, høet skulle værres, vendes og sammenføjes udi stak i marken.

Derefter skulle de indkøre det og sætte det i lade. Gærderne og hegnene skulle som hidtil vedligeholdes af bønderne.

Alt det korn, som avledes på Sandholt, skulle bønderne tærske. De skulle begynde 1. oktober og være færdige i april. Al husdyrgødning skulle de køre ud og sprede. Tørv til Sandholts husholdning skulle bønderne også sørge for at skære, opstavle og indkøre, ligesom de skulle sørge for det fornødne brænde.

De skulle rense bække og vandsteder og hjælpe med at reparere borgerog ladegård. Sidst men ikke mindst skulle de køre korn og fedevarer til købstaden. De skulle køre til Faaborg, Odense og Nyborg, de såkaldte ægter.

Det var virkelig meget arbejde, fæstebønderne skulle udføre på Sandholt, og sådan har det givet også været på de andre godser. Staldarbejde skulle de

dog ikke have noget med at gøre, det påhvilede godsets tjenestefolk.

Den 14. maj 1792 indkaldte godsejeren sine fæstebønder, for at de som en formsag lige skulle underskrive dokumentet.

De 16 gård- og husmænd i Vester Hæsinge samt gårdmanden i Stenderup underskrev straks dokumentet. Men gårdmændene fra Lyndelse nægtede at underskrive, hvilket kom som en overraskelse for godsejeren, da der ikke var pålagt dem noget nyt hoveri. Lyndelsemændene må have vidst, at de kunne forlange at få præciseret antallet af kørsler, og Nøragger måtte føje dem for at få dem til at skrive under.

Det blev også i de år forbudt godsejerne og deres fogeder at prygle fæstegårdmænd og deres koner. Husmænd og tyende måtte dog fortsat straffes.

Afstraffelse, hvor genstridige bønder kunne sættes på træhesten, komme i hundehullet eller blive lagt i halsjern, blev også forbudt.

Nu var det langt fra på alle godser, at der fandt afstraffelser sted, men på Sandholt lå dog en træhest i kælderen omkring år 1900.

ning kun kunne finde sted, når ejeren af det meste hartkorn forlangte det.

I 1776 kom en forordning om udskiftning og udflytning af gårde, og herefter fik enhver lodsejer (godsejer) ret til at forlange sin jord udskiftet og samlet, både ager, eng og overdrev, selvom han var den eneste, der ønskede det.

Men ikke nok med det, de øvrige lodsejere var pligtige til at bidrage til udskiftningen, selvom de ikke ønskede deres egne jorder udskiftet.

Det kunne godt mane til sammenhold i godsejerkredse.

Det gik dog stadig meget langsomt med udskiftningerne, så i 1781 kom en ny forordning, hvorefter der skulle

lægges en plan for hele landsbyens udskiftning, hvis blot én lodsejer ønskede sin jord udskiftet af fællesskabet.

Det er sandsynligt, at det er denne forordning, der har sat skub i udskiftningen i Sønder Broby. Her ønskede præsten sin jord udskiftet, og resultatet blev, at hele byen blev udskiftet allerede i 1784.

I 1792 kom endnu en forordning, der skulle sætte yderligere gang i udskiftningen. Nu kunne fæsterne pålignes omkostningerne ved udskiftningen, og måske var det den forordning, der satte gang i tankerne om at udskifte Stenderup.

Middelalderen

Udskiftningen

Vi tænker os tilbage til sommeren 1794. De 100 beboere i Stenderup var noget urolige, for de vidste, at nye tider var på vej. Det var nu nok mest de voksne, der var bekymrede. De 30 børn spekulerede ikke så meget over fremtiden, de hjalp forældrene, hvor der var hjælp behov og havde også nogle timers skolegang om ugen.

Fæstebønderne var i gang med at høste i den sydlige del af Glosmarken, nøjagtig som de plejede hver sommer. De sled i det, for det fine vejr skulle udnyttes. Det kunne nok ikke vare længe, inden der kom bud fra godsejerne, om at der skulle sendes folk på arbejde på herregårdsmarkerne, selvom der var brug for alle hænder i landsbyen. Men det var jo heller ikke noget nyt. Herremandens korn kom først, så kunne ens eget få lov at rådne op på marken, hvis det blev ustadigt vejr.

Det nye i denne sommer var det sensationelle, at de fire godsejere, der ejede de ti gårde i ejerlavet, var blevet enige om, at Stenderup skulle udskiftes.

Landmåleren var i gang med at måle hele ejerlavet op, og siden skulle han fremlægge en plan for en jordfordeling.

De store marker i ejerlavet hed Glosmarken, Inderste, Mellemste og Yderste Bjergemark, Nørremarken, Kohaugerne og Haaseballe, og i disse marker var der forskellige skifter, hvor bønderne havde hver et stykke jord, alt efter jordens beskaffenhed. Det var

sådan set en meget retfærdig jordfordeling, hvor alle fik lige del i såvel den gode som den magre jord, men upraktisk var det, man skulle nødvendigvis foretage de forskellige markarbejder på samme tid, da stykkerne lå kilet ind i hinanden. Men på den anden side var det nu ganske rart med det fællesskab, hvor de gik her side om side og arbejdede.

Alle boede tæt sammen i landsbyen, og det ville blive noget af en udfordring for de bønder, der ville blive nødt til at flytte deres gård væk fra den trygge by, hvor alle var afhængige af hinanden på godt og ondt. Her var håndværkerne, som man havde brug

for i dagligdagen, smeden boede lige om hjørnet, det samme gjorde bødkeren og hjulmanden. Man kunne kun håbe på, at det ikke blev én selv, der blev udflyttet.

Ligegyldigt hvilke fordele og ulemper man kunne forestille sig, så havde godsejerne bestemt, at Stenderup skulle udskiftes, og det var dem, der bestemte, for de ejede jorden og gårdene i landsbyen. Godsejerne havde selv lang erfaring med udskiftning, idet deres godser var udskiftet fra landsbyerne allerede to århundrede før, så de vidste godt, at driften kunne rationaliseres ved en jordfordeling, men omkostningerne holdt dem tilbage,

Sådan forestillede maleren sig, at høsten foregik i fællesskabets tid. Alle mand af hus for at få høstet i det gode vejr.

19