Humanitetens spor i historien. Aage Augustinus
Et af de bærende elementer i Grundtvigs folkelige tanker er det historisk-poetiske syn. Dette indebærer, at mennesket er et historisk væsen. At livet kun kan forstås og forklares ved at leves. Det vil sige i tillid til vore erfaringer. Dette i modsætning til, at ville forstå livet, før det leves. Vi hører kun, som vi har erfaringer til. Mennesker må gøre sig hjertelige erfaringer. De kan bl.a. påpeges igennem digtningen, fortællingen og historien. Det er væsentligt, at det historisk-poetiske og almen-dannelse hører sammen. Begge forudsætter de mennesket som et ”guddommeligt eksperiment”. Et eksperiment er noget, man ikke kender udfaldet af på forhånd. Der står med andre ord noget på spil, når livet leves. At tage konsekvensen af dette er at udfolde en hensyntagen og opmærksomhed over for det forhold, at de handlinger man foretager (eller ikke foretager) har konsekvenser for andre end én selv. De peger ind i et menneskeligt fællesskab, som man ikke selv kan overskue eller få tjek på, fordi også dette fællesskab har eksperimentets karakter. Det er i dette perspektiv dét, som Grundtvig kaldte det historisk-poetiske bliver betydningsfuldt. Det historisk poetiske består i at udvise et ansvar over for den historiske sammenhæng, man står i. ”Poetisk” skal her ikke forstås i retning af romantisk, digterisk sværmeriskhed, men i den oprindelige græske betydning: som det, der skaber et resultat – altså en skabende virksomhed. At have sans for det historisk poetiske betyder, at kunne installere sin virksomhed i den kæde af levende handlinger, der gennem en fortid har skabt den nutid, som skal videreformes til en fremtid – ikke en hvilken som helst fremtid, men den fremtid, der bliver til gavn og glæde for mennesker at befinde sig i. Et oplagt eksempel på den historisk poetiske fremstilling er Holger Begtrups 4binds værk fra 1920’erne: ”Det danske folks historie i det 19. århundrede”. Her fortælles i forlængelse af Grundtvig om Willemoes, Oehlenschlæger, H.C. Andersen, Kierkegaard og Brandes. Alle har de været med til at skabe den kultur, vi lever med og på og tager næring af. Og det underforståede historisk-poetiske spørgs-
mål er da, den underforståede opfordring til læseren. Det var så hvad nogle af de store personligheder udrettede. Men mindre kan også gøre det. – Og hvad har du så at byde på i denne sammenhæng? Også du bør forholde dig historisk-poetisk til historien – ikke ved at falde hen i tilbagelænede lyriske skønåndsbetragtninger, men ved at smøge ærmerne op og bidrage til det fælles projekt med de talenter, man nu måtte have. Det historiskpoetiske ligger i opfordringen til at digte videre på folkets Primo Levy historie. Tidligere tjente historiefortællingen især til at opbygge et dansk, nationalt fællesskab. I dag føler vi os vel bundet af en større historie. Efter 2.verdenskrig troede vore forældres generation, at kampen mod det totalitære var vundet. Efter Murens fald i 1989 hoppede vi på den én gang til. Demokratiet havde sejret, men så enkelt er det ikke. Blot de seneste års barbari på Balkan, i Tjetjenien, Irak og andre steder taler deres tydelige sprog. Måske fatter vi først nu, at menneskeheden først og fremmest kan overleve, hvis vi bekæmper den morderiske tendens i os selv. Den tyske filosof Theodor Adorno sagde efter 2.verdenskrig, at det vigtigste formål med al undervisning er at undgå et nyt Ausschwitz. Det kan lyde voldsomt, men hvis man tror at mennesker bærer både de mørke og de lyse sider i sig og at ingen for altid er reddet fra de mørke, så bliver Adorno-citatet vigtigt. Vi er selv en del af problemet. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij lader i sin sidste roman, ”Brødrene Karamassov” djævelen sige, at han glæder sig til det næste århundrede: ”Når jeg får udryddet medfølelsen, så har jeg vundet.”Eller sagt på en anden måde: Der er ingen vej udenom den humane friheds sidste modstander: erindringen om vore fejltagelser. Det har desværre vist sig, at næstekærlighed ikke er et sikkert instinkt, men en tillært dyd, der skal værnes om og ikke tages for givet.
Primo Levy Èn af de stemmer, der har grebet mig, er den italienske forfatter Primo Levi’s. Primo Levi har skrevet en række bøger med minder fra Auschwitz, og har gjort et dybere indtryk på mig end det meste af, hvad jeg i øvrigt har hørt og læst om KZ-lejrene. Ikke fordi Levi bringer nye oplysninger frem, eller fordi grusomhederne i Auschwitz er særligt udpenslede i hans bøger, snarere tværtimod - men fordi hans beretninger er så rene og klare med deres moderne bevidsthed, der både er virkelighedsnær og samtidig båret af humanitet. Primo Levi, en 24-årig kemiker fra Torino, blev i 1943 fængslet for at deltage i antifascistiske aktiviteter, og fordi han var jøde blev han sendt til Auschwitz i februar 1944. Her overlevede han den sidste barske vinter. Hans beretning farves af hans humanitet – som når humoren lyser midt i mørket: f.eks. i skildringen af, hvordan de evigt sultne fanger ved synet af en gravkos skovlen jord op selv bevæger mundene i spisebevægelser. Helt uden sentimentalitet beskriver Primo Levi livet foran dødens porte. Selv overlevede han til lejrens befrielse i januar 1945, og efter tyve års virke som ingeniør i Torino helligede han sig et forfatterskab med mindet om Auschwitz som kernen. Han taler her på vegne af millioner af døde, men han minder os samtidig om, at de overlevende aldrig fuldt ud kan vidne for de døde – ofte var det de menneskeligste, der gik til bunds. Alene dette at have overlevet betyder for Levi - hvad også andre KZ-fanger har berettet om en særegen skyldfølelse og en urimelig og uretfærdig, men psykologisk velbegrundet skam på egne, men dybere set på hele menneskehedens vegne - som vidne til krænkelser, der aldrig vil kunne tales om, og som aldrig vil kunne tilgives. En væsentlig grund til Primo Levi’s skamfølelse hænger sammen med den kendsgerning, at grundreglen for overlevelse i lejren altid først og fremmest var at tage vare på sig selv: ”Først mig, så mig, så mig. Bagefter ingenting. Så mig igen; og siden alle de andre.” Et sted fortæller Primo Levi om en episode fra august 1944, hvor der var meget varmt i Auschwitz. Alle led forfærdelig af tørst – oveni sulten. Englænderne havde bombet flere af bygningerne. Primo Levi og hans gruppe var blevet sendt ned i en kælder for at fjerne murbrokker. I det hjørne af kælderen, hvor han arbejdede, løb et totommerrør, som endte i en tap-
30
NR. 25 30
29/04/07 20:27:05