– 113 mm –
2
Møder du den fremmede med forbehold,
ordineret til præst under et
og indvandrerpræst ved Apo-
ophold i Tanzania, som ind-
stelkirken på Vesterbro.
vandrerpræst.
Han har læst teologi i Køben-
I 2007 tog han sammen
havn og Cambridge, hvor han
med præster fra Københavns
skrev ph.d-afhandling om
Fængsler og Fangekoret ini-
begrebet gentagelse hos Søren
tiativ til organisationen Café
Kierkegaard.
Exit, der arbejder på at hjælpe
historie giver Niels Nymann Eriksen et
indsatte ind i samfundet.
inspirerende indblik i, hvad mødet mellem
sterbro, hvor han siden har
Niels Nymann Eriksen er des-
mennesker kan indebære; og måske end-
arbejdet med flygtninge og
uden forfatter til Kierkegaard’s
migranter, først som indvan-
Category of Repetition, Walter
drersekretær på Mødestedet
de Gruyter, Berlin 2000
I 1997 flyttede han til Ve-
og siden, efter at være blevet
mistro eller frygt? Eller med nysgerrighed og interesse i tillid til, at der kommer noget godt ud af mødet? Med afsæt i sin dagligdag som sogne- og indvandrerpræst og sin egen personlige
da på en måde, der kan inspirere til mere uforbeholdne møder med den fremmede. Han viser, at det er i mødet med den an-
Forfatterportræt © Huset Mydtskov Omslagsdesign: Bjørn Ortmann
den, at du også møder dig selv.
Gæstfrihed
har siden 2005 været sogne-
– 13,5 -
Niels Nymann Eriksen
Hvordan møder du et menneske, du ikke kender?
Niels Nymann Eriksen (1966)
– 198 mm –
– 133 mm –
– 133 mm –
– 113 mm –
Gæst fri hed Niels Nymann Eriksen
ISBN 978-87-500-5220-3
www.akademisk.dk
2
Akademisk Forlag
Det er i mødet med den anden, du møder dig selv
Billedet viser forfatterens egen kopi af Andrej Rublovs gæstfrihedsikon.
Hesten og hjorten I gamle dage, da husdyrene endnu var vilde dyr, havde en hest slået sig ned i en lysning med rigeligt af frisk græs. En dag dukkede en hjort op og begyndte at spise af græsset. Det ville hesten ikke finde sig i. Den kom jo først. Forgæves forsøgte den at jage hjorten væk fra lysningen. Til sidst måtte hesten søge hjælp hos en bonde, som beredvilligt satte et hegn op omkring lysningen. Hjorten var nu sat udenfor og ville ikke mere tage af græsset i lysningen. Men det hegn, som lukkede hjorten ude, stængte samtidig hesten inde. Efter Æsops fabler
GĂŚst fri hed
Niels Nymann Eriksen Illustrationer af
Nargiz Galib Andersen
Akademisk Forlag
Til Mette, Zakarias og Johan
Gæstfrihed Niels Nymann Eriksen © 2018 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag, grafisk tilrettelægning og sats: Bjørn Ortmann Bogen er sat med: Noe og Copernicus Bogens illustrationer: Nargiz Galib Andersen Forfatterportræt: © Huset Mydtskov Tryk: Livonia Print Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning. 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN: 978-87-500-5220-3 www.akademisk.dk
Indhold
9 Indledning 29
1. Ved døren
47
2. PrĂŚsentation
77
3. Velkomsten
97
4. Omkring bordet
121
5. Afskeden
141
6. Eftertanke
149 Tak 151 Noter 152
Om bogens illustrator
Indledning
Den fremmedes velsignelse Denne bog er skrevet i et forsøg på at forfølge og indkredse en erfaring, som er ganske almindelig og hverdagsagtig, men samtidig gådefuld. Jeg har valgt at kalde den erfaringen af den fremmedes velsignelse. Det er en erfaring af at blive beriget og oplyst gennem mødet med et menneske, selv om vi ikke har fælles interesser, og der ikke er noget, vi kan bruge hinanden til, og selv om vi måske slet ikke kender hinanden eller kommer til at gøre det. Den kan indfinde sig i øjeblikke, hvor vi ikke vogter på os selv, 9
Gæstfrihed
som når man træder ind i bussen og flygtigt møder chaufførens blik, og den kan møde os i øjeblikke, hvor vi lægger bånd på os selv og holder os tilbage for at give plads til et andet menneske, selv om dette menneske i grunden ikke kommer os ved. Når dygtige socialarbejdere, frivillige eller lønnede, bliver spurgt, hvordan de kan holde til at arbejde med sårbare mennesker, hører man dem af og til svare, at det kan de, fordi de føler, at de modtager mere, end de giver. Hvis man så spørger dem, hvad det er, de modtager, vil de ofte have vanskeligt ved at sætte ord på det. Der er noget i kontakten til et menneske, vi ikke kan bruge til noget, som kan berige os på en måde, som vores mere “effektive” relationer ikke kan. Det er denne berigelse, jeg kalder den fremmedes velsignelse. Ordene forfølge og indkredse kunne måske efterlade det indtryk, at denne erfaring er som et vildt og sky dyr, som undviger observation og ikke lader sig indfange. Og det er netop sådan, det i min erfaring forholder sig. Disse sider er skrevet ud fra en overbevisning om, at vi lever i et miljø, hvor denne erfaring er truet, og at der, ligesom det er tilfældet med visse dyrearter, må gøres en indsats, hvis ikke den helt skal blive fortrængt fra vores erfaringsunivers. Truslen kommer ikke fra krybskytter, som vil nedlægge et kostbart bytte for at sælge det, så det kan 10
Indledning
give dem en indtægt, men tværtimod fra det forhold, at disse erfaringer tilsyneladende ikke gør gavn eller giver noget udbytte, men synes overflødige og ligegyldige. Det udbytte, et menneske får af mødet med en fremmed, lader sig ikke omsætte i anden valuta. Der findes ikke noget marked for den fremmedes velsignelse. Og derfor er denne erfaring truet i et samfund, hvor markedet alene synes at afgøre, hvad der har værdi, og hvor intet af virkelig betydning synes at kunne unddrage sig markedet. Ting, der i tidligere tider blev betragtet som urørlige eller umistelige, gøres i dag til varer, der indgår i samspillet mellem udbud og efterspørgsel. Dette ser vi for eksempel, når øjeblikke af stor intimitet og intensitet bydes til salg gennem reklamer for rejseselskaber, eller når forsikringsselskaber tilbyder hjælp til at overvinde bekymringer om fremtiden. Er tryghed da en vare, man kan hente ned fra en hylde og betale for, og er menneskelig intimitet noget, vi opnår gennem investeringer? Det er det indtryk, reklamernes smukke billeder umærkeligt efterlader i forbrugerens sind. Kun det overflødige falder uden for markedets interesse. I denne skrotbunke af ting, som ikke kan sælges, men kun gives væk, fandt jeg den fremmedes velsignelse.
11
Gæstfrihed
Philoxenia Selv om denne erfaring har fulgt mig det meste af livet, blev den først for alvor tematiseret en eftermiddag omkring år 2000. Jeg var for nyligt begyndt at arbejde med flygtninge på Mødestedet på Vesterbro og sad med en kop kaffe på Café Sonja i Saxogade sammen med radiovært Anders Laugesen, da han spurgte mig, om jeg havde overvejet betydningen af begrebet philoxenia. Ordet er græsk og betyder bogstaveligt noget i retning af fremmed-kærlighed, men oversættes gerne som gæstfrihed. Altså gæstfrihed forstået som en særlig form for kærlighed, der retter sig mod en fremmed. Min undren var vakt! Hvordan kan man elske et menneske, som man ikke kender? Normalt gælder det vel, at kendskab og forståelse går forud for kærlighed. Først må den fremmede blive kendt – og dermed ophøre med at være fremmed – derefter kan det blive elsket. Man vælger at elske et menneske, fordi det så at sige kvalificerer sig til ens kærlighed. Med begrebet gæstfrihed vendes der op og ned på denne rækkefølge: Kærligheden går forud for kundskaben. Man skal ikke lære et menneske at kende for at kunne elske det; men man lærer kun i sandhed et andet menneske at kende ved at elske det. Der er noget ved et andet menneske, som vi først får adgang til, i 12
Indledning
det øjeblik vi vælger at vise det kærlighed. Ja, det er ikke bare værten, men også gæsten selv, der får adgang til en sandhed om sig selv, som ikke ville være tilgængelig, medmindre der blev udvist philoxenia. Med et forekom gæstfrihed at være et komplekst og spændingsfyldt, men også uhyre potent begreb. Det forekom mig, at ordet ikke bare betegnede en dyd på linje med for eksempel rundhåndethed eller overbærenhed, men at det udtrykte selve kærlighedens væsen på en måde, som udfordrede en rent rationel tilgang til medmennesket. Anders Laugesen fortalte videre om Andrei Rublevs berømte ikon, som kaldes philoxenia-ikonen, og som bygger på en af de klassiske bibelske beretninger om gæstfrihed. Historien er fra Første Mosebog kapitel 18, hvor det fortælles, at Abraham på den varmeste tid på dagen får besøg af Gud selv i skikkelse af tre vandringsmænd. Uden tilsyneladende at gennemskue de fremmedes sande identitet giver han dem en fyrstelig velkomst, slagter et dyr og tilbereder det, alt imens han får dem til at føle sig hjemme i sit telt. Da mændene har spist, velsigner de Abraham og lover ham, at han og Sara skal få den søn, de så længe har ønsket sig. Ikonen viser de tre gæster, som sidder ved bordet hos Abraham, men samtidig er det en skildring af Guds treenige væsen, hvor hver af de tre skikkelser repræsenterer de tre personer i Guds 13
Gæstfrihed
væsen. Jeg vil senere give mig god tid til at udlægge dette billede. Men kort fortalt er tanken, at det er den treenige Gud selv, som skildres i denne gæstfrihedsscene. Erfaringen af den fremmedes velsignelse knyttes hermed til den centrale kristne forståelse af Guds treenige væsen.
Min historie med begrebet gæstfrihed Dette billede og begrebet philoxenia, “fremmedkærlighed”, har siden arbejdet i mig, og med tiden er det gået hen og blevet en bærende tanke i mit arbejde som indvandrerpræst. Andrei Rublevs ikon, som nu i kopi står foran mig i reolen her på mit kontor, har tjent som en stadig påmindelse om, at den fremmede har noget at give mig, som jeg ikke kan give mig selv, og at en væsentlig del af min opgave er at blive modtagelig over for denne gave. Da jeg i 2016 fik tre måneders studieorlov, fik jeg mulighed for at dykke ned i litteraturen om begrebet gæstfrihed. Men da var det i en vis forstand for sent. Begrebet havde allerede taget form i mit hoved i løbet af de mellemliggende års præstearbejde og lod sig ikke sådan ændre. Intensionen med disse sider er da heller ikke at bidrage til forskningen eller at give en systematisk fremstilling af begrebets betydning. 14
Indledning
Snarere er det min intension at tænke efter og overveje min egen rejse med begrebet gæstfrihed. Måske burde jeg sige et par ord om, hvad det er for et arbejde, som udgør baggrunden for mange af de følgende tanker. Jeg har siden 2005 været ansat som sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro. Og hvad laver så en indvandrerpræst? Når jeg i mere officiel sammenhæng skal besvare det spørgsmål, plejer jeg at sige, at mit arbejde består af tre opgaver. Den første handler om godt naboskab. Her tænker jeg særligt på forholdet til anderledes troende uden for den kristne tradition i bydelen. Der er fem moskeer, en scientology-kirke og vist nok også en buddhistisk forsamling på Vesterbro. Tanken er, at Folkekirken som majoritetskirke har et medansvar for, at anderledes troende minoriteter i vores sogne har mulighed for at praktisere deres religion og ikke bliver diskrimineret. Derfor foretog vi i 2013 en besøgsrunde til moskeerne og har en løbende samtale med flere af dem. Den andet opgave omhandler storfamilien, hvormed jeg mener andre kristne menigheder i bydelen. Ud over den katolske kirke og Frelsens Hær vil det sige en række migrantmenigheder, som mødes i Folkekirkens lokaler. Med migrantkirke menes en forsamling af kristne, som mødes fast til gudstjeneste15
Gæstfrihed
fejring på et fremmed sprog. Man regner med, at ca. en tredjedel af alle kirkegængere i København kommer i migrantmenigheder. Det er altså en stor del af den kirkelige virkelighed, som i mange tilfælde lever en skyggetilværelse i sognekirkerne, uden altid at blive set og anerkendt. Endelig, for det tredje, er der det, som jeg plejer at kalde kernefamilien. Hermed sigter jeg til den opgave, der ligger i at opbygge en tværkulturel folkekirkelig menighed. Den traditionelle danske højmesse er et ret finkulturelt foretagende, som det kræver store sproglige og kulturelle forudsætninger at få fuldt udbytte af. Arvesølvet er ikke særligt tilgængeligt for kirkegængere af anden etnisk herkomst. Vi har derfor gjort en række tiltag for at gøre gudstjenesten mere imødekommende for de flygtninge og indvandrere, som har fået tilknytning til Apostelkirken. Der er for eksempel etableret en oversætterboks ved siden af orglet, hvorfra gudstjenesten oversættes til engelsk og farsi for kirkegængere, som ikke har dansk som første sprog. Men den vigtigste udvikling i gudstjenestelivet har måske været at inddrage flygtninge og indvandrere som frivillige i gudstjenestefejringen i værtsagtige funktioner. Det er således en migrant, der deler salmebøger ud til gudstjenestegængerne, ligesom der er migranter til at hjælpe præsten med uddeling af nadveren. Tekster oplæses på flere sprog. 16
Indledning
Og frokosten efter gudstjenesten er gerne tillavet af vores afghanske huskok. I takt med at flygtninge og indvandrere er kommet til at fylde mere ved gudstjenesterne, er der også kommet danskere til, som sætter pris på at være en del af en etnisk og socialt sammensat menighed. Det var den officielle version af indvandrerpræstens arbejde. Her kommer den mere personlige: At være indvandrerpræst på Vesterbro har for mig været en øvelse i at lade sig forsinke af mennesker, som kom i vejen. De var ikke en del af min dagsorden; vi havde ingen aftale om at mødes; de var i udgangspunktet forstyrrende elementer. Men når det af og til lykkedes at få mig til at standse op og løfte blikket, var det ofte disse forsinkelser, som kom til at give retning til mit videre virke. Det menneske, som stod i vejen, blev min vej. Og vel at mærke ikke sådan forstået, at jeg bøjede af for at gøre noget godt for et andet menneske. Det var mig, der blev gjort godt imod i mødet med et menneske, hvis tilstedeværelse tilsyneladende ikke angik mig. Selv om de følgende sider ikke bliver en vandring ad memory lane, er der personer, som dukker op i erindringen, når jeg skriver dette. Der er den irakiske flygtning Yasin, som først stillede sig i vejen, da han spurgte, om ikke jeg ville søge stillingen som indvandrermedarbejder på Mødestedet i Valdemarsgade. 17
Gæstfrihed
Der er Aage, “med to A’er som i Rød Aalborg”, som jeg mødte en aften, jeg stod af bussen på Istedgade, og som i fuldskab betroede mig, hvad han havde forbrudt, og gav mig sin adresse. Begge mødte jeg tilfældigt og uden intentioner, og de kom til at give mig den fornemmelse af retning, som jeg havde savnet i årene efter min studietid.
18
– 113 mm –
2
Møder du den fremmede med forbehold,
ordineret til præst under et
og indvandrerpræst ved Apo-
ophold i Tanzania, som ind-
stelkirken på Vesterbro.
vandrerpræst.
Han har læst teologi i Køben-
I 2007 tog han sammen
havn og Cambridge, hvor han
med præster fra Københavns
skrev ph.d-afhandling om
Fængsler og Fangekoret ini-
begrebet gentagelse hos Søren
tiativ til organisationen Café
Kierkegaard.
Exit, der arbejder på at hjælpe
historie giver Niels Nymann Eriksen et
indsatte ind i samfundet.
inspirerende indblik i, hvad mødet mellem
sterbro, hvor han siden har
Niels Nymann Eriksen er des-
mennesker kan indebære; og måske end-
arbejdet med flygtninge og
uden forfatter til Kierkegaard’s
migranter, først som indvan-
Category of Repetition, Walter
drersekretær på Mødestedet
de Gruyter, Berlin 2000
I 1997 flyttede han til Ve-
og siden, efter at være blevet
mistro eller frygt? Eller med nysgerrighed og interesse i tillid til, at der kommer noget godt ud af mødet? Med afsæt i sin dagligdag som sogne- og indvandrerpræst og sin egen personlige
da på en måde, der kan inspirere til mere uforbeholdne møder med den fremmede. Han viser, at det er i mødet med den an-
Forfatterportræt © Huset Mydtskov Omslagsdesign: Bjørn Ortmann
den, at du også møder dig selv.
Gæstfrihed
har siden 2005 været sogne-
– 13,5 -
Niels Nymann Eriksen
Hvordan møder du et menneske, du ikke kender?
Niels Nymann Eriksen (1966)
– 198 mm –
– 133 mm –
– 133 mm –
– 113 mm –
Gæst fri hed Niels Nymann Eriksen
ISBN 978-87-500-5220-3
www.akademisk.dk
2
Akademisk Forlag
Det er i mødet med den anden, du møder dig selv
Billedet viser forfatterens egen kopi af Andrej Rublovs gæstfrihedsikon.