Pegasus - læseprøve

© BRIGITTE LACOMBE

I Tyskland på tærsklen til Anden Verdenskrig lever de to venner og enkemænd Nicolas og Alex hver deres fredfyldte liv. Men Nicolas’ families sikkerhed bliver truet, da hemmeligheden om hans afstamning kommer frem.

Nicolas og hans sønner flygter til Amerika og tager deres otte fuldblodsheste med sig. To af dem er lipizzanere, og disse fantastiske væsner sikrer Nicolas et arbejde hos det berømte cirkus Ringling Brothers. Der bliver han og den hvide hingst Pegasus showets stjerner.

Danielle Steel er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog. Hun bor i både Californien og Paris.

Pegasus er en fantastisk familiekrønike om tragedie, håb og udfordringer, der udfolder sig over et halvt århundrede.

pegasus

Læs mere på Danielle Steels hjemmeside www.daniellesteel.com

Men krigsårene sætter deres spor, og mens Nicolas kæmper for at tilpasse sig sit nye liv, står Alex og hans to døtre over for en stigende fare i Europa. Tragedien rammer på begge sider af Atlanterhavet, og nu hviler begge familiers lykke i hænderne på skæbnen.

PEGASUS

www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Pegasus.indd 6

03/03/15 11.52

Kapitel 1

Det var allerede ved at blive mørkt, da staldkarlene hørte hestene nærme sig. Deres hove lød som fjern torden, hvis man ikke kendte lyden. Rytterne vendte tilbage fra jagten, og et par minutter senere kunne drengene høre de råbende stemmer, latteren og hestene der fnysende bragte deres ryttere hjem. Da de kom ind på gårdspladsen på godset Altenberg og nærmede sig staldene, var det tydeligt, at de var i højt humør. Det havde været en god jagt. En af de først ankomne sagde, at hundene havde fået ræven, som de havde forventet, mens hestene stejlede, stadigt ophidsede efter den spændende dag. Både ryttere og heste havde nydt det kolde oktobervejr. Mændene i deres purpurrøde ridejakker med hvide ridebukser og høje, sorte støvler lignede portrætter, da de gled ned fra hestene og rakte tøjlerne til stalddrengene, der også havde travlt med at hjælpe flere af kvinderne ned. Nogle af dem red i damesaddel, hvad der så meget elegant ud og var noget af en præstation under en jagt. Gruppen, der var redet ud sammen den dag, havde kendt hinanden i mange år og havde redet sammen, lige siden de var gamle nok til at jage. For dem alle gjaldt det, at heste var deres lidenskab, og ridning deres yndlingssport.

Alex von Hemmerle var kendt for at være en af de dygtigste ryttere på egnen og havde fremavlet enestående heste, lige siden han nærmest kun var en dreng. Alt i hans liv var et resultat af tradition – det gjaldt dem alle. Der var ingen fremmede eller overraskelser her. De samme familier havde beboet området i århundreder, besøgt hinanden, fulgt mangeårige ritualer og traditioner, giftet 7

Pegasus.indd 7

03/03/15 11.52

sig med hinanden, drevet deres godser og værnet om deres jord.

Alex var vokset op på godset Altenberg, ligesom generationer af hans forfædre siden det fjortende århundrede. Han afholdt et bal til jul, som alle hans forfædre havde gjort. Det var den mest glamourøse begivenhed i området, og alle så frem til det hvert år.

Hans datter Marianne havde været værtinde for første gang året før, da hun fyldte seksten.

Nu var hun sytten og havde samme slående æteriske skønhed, som hendes mor havde haft, med fine træk. Hun var høj ligesom Alex, med næsten gennemsigtig porcelænsfarvet hud og havde sin mors lyse hår og fars gnistrende blå øjne. Hun var en af de smukkeste unge kvinder på egnen og lige så berømt en rytter som Alex.

Han havde sat hende på hesteryg, før hun kunne gå, og hun var med på alle jagter, så hun var blevet rasende over ikke at skulle med ham den dag, men hun havde feber og en slem forkølelse, og han havde insisteret på, at hun blev hjemme. Hun var dog mere robust, end hun så ud, på trods af hendes sarte skønhed, i modsætning til hendes mor, som havde været langt mere skrøbelig og var død af blodtab og en alvorlig infektion, dagen efter Marianne blev født.

Det var ikke usædvanligt for kvinder at dø i barselssengen, men tabet af hende havde taget hårdt på Alex. Der havde ikke været nogen kvinde, der havde betydet noget for ham siden. Og selv om han indimellem havde diskrete flirter i grevskabet, var hans datter den eneste kvinde, han virkelig elskede nu. Han havde ikke haft lyst til at gifte sig igen efter sin kone Annalieses død, og vidste, at han aldrig ville komme til det. De havde været fjernt beslægtet og barndomskærester, selv om han var flere år ældre. Han havde aldrig forventet, at han skulle blive enkemand som trediveårig, men i de sytten år, der var gået, var hans liv med datteren og hans venner alt, hvad han ønskede, og han advarede altid kvinderne pænt om ikke at forvente noget permanent fra hans side.

At drive sin enorme ejendom holdt ham beskæftiget, og avlen af lipizzanerhestene som han var så stolt af, fyldte hans liv næsten lige så meget som hans datter. Og hun delte hans passion for dem.

Hun elskede at se de nye føl og så med beundring på, når hendes 8

Pegasus.indd 8

03/03/15 11.52

far trænede dem. Man sagde om hans snehvide lipizzanere, at det var de fineste og de nemmeste at træne, og at hans afstamning var den reneste. Han var streng med hensyn til, hvilken hingst og hvilke hopper han brugte til avl, og han havde lært Marianne alt om dem, siden hun var en lille pige.

Hun havde ofte været på Den Spanske Rideskole i Wien med sin far og mente, at de strenge præcisionsøvelser lignede ballet, når hun så de pragtfulde hvide heste danse og udføre deres utroligt indviklede bevægelser. Hun holdt vejret, når hun så dem rejse sig på bagbenene i en “capriole” eller “courbette” eller hoppe op i luften i en “croupade” med alle fire ben trukket ind under kroppen.

Hun lod sig rive med, hver gang hun så det, ligesom Alex gjorde.

Han havde også trænet nogle af sine heste i disse øvelser. Marianne ønskede, at hun kunne blive rytter på skolen, og hun var dygtig nok til at blive det, men Den Spanske Rideskole underviste ikke kvinder, og hendes far sagde, at de aldrig ville komme til det. Så hun stillede sig tilfreds med at se sin fars heste udføre øvelserne derhjemme eller i Wien, og hjælpe ham med at træne dem. En gang imellem gav han hende lov til at ride dem selv, men det var meget sjældent. Men han lod hende dog ride og opdrætte nogle af de araberheste, han havde i sine stalde. Hendes færdigheder som rytter var instinktive, og hun var vokset op med nogle af de fineste heste i Tyskland og mestrede alt, hvad hendes far havde lært hende. Heste var i hendes blod, ligesom de var i hans.

“God jagt i dag,” kommenterede Alex og så glad og afslappet ud, da han og hans gode ven Nicolas von Bingen fandt vej mellem de andre ryttere, der ivrigt stod og snakkede sammen i gården.

De havde ikke travlt, selv om de havde været længe væk. Det var blevet bitterligt koldt, som natten var faldet på, og jorden havde været hård, men det holdt dem ikke tilbage, da de alle havde gode rideheste, dog måske ikke helt så gode som deres vært. Nicolas havde redet på en ny araberhingst, som Alex havde lånt ham, og som havde givet ham en fantastisk tur.

“Jeg kunne næsten finde på at købe ham af dig,” sagde Nicolas, og Alex lo.

9

Pegasus.indd 9

03/03/15 11.52

“Han er ikke til salg. Desuden har jeg lovet ham til Marianne, når jeg har trænet ham lidt mere. Han er stadig en smule utæmmet.”

“Jeg kan godt lide ham sådan,” sagde Nicolas og smilede til sin barndomsven. “Desuden er han for meget hest for hende.” Han kunne godt lide sine heste livlige og udfordrende at ride.

“Det skal du ikke sige til hende!” sagde Alex smilende. Marian­ne ville aldrig have tolereret sådan en fornærmelse, og hendes far var heller ikke helt sikker på, om det var sandt. Hun var en bedre rytter end Nick, selv om Alex aldrig ville have turdet sige det til ham. Nick var til tider overdrevent nidkær med hensyn til sine heste, mens Marianne havde et blidere tag på dem. Han havde selv lært hende det med overordentlig gode resultater til følge.

“Hvor var hun i øvrigt henne i dag? Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set hende gå glip af en jagt,” sagde Nick, overrasket over, at hun ikke var kommet endnu. Hun var et velkendt syn til deres jagter, og altid velkommen hos sin fars venner.

“Hun er syg. Jeg var næsten nødt til at binde hende til sengen for at holde hende hjemme. Du har helt ret, hun misser aldrig en jagt,” sagde Alex med et uroligt udtryk i ansigtet.

“Ikke noget alvorligt, håber jeg.” Nick fik straks et bekymret udtryk i øjnene.

“Hun har en slem forkølelse og feber. Lægen kom forbi i går aftes. Jeg var bange for, at det skulle brede sig til hendes lunger.

Han beordrede hende til at blive hjemme. Jeg vidste, at mine ​​ hans ord ikke ville overbevise hende, og jeg troede heller ikke, at ville gøre fra eller til, men jeg tror, hun ​​ havde det værre, end hun gav udtryk for. Hun sov, da jeg forlod hende i morges, hvilket er meget ulig hende.”

“Måske skulle du få lægen til at komme tilbage i aften?” Nick havde haft sine egne dårlige erfaringer med influenza og havde mistet sin kone og fireårige datter fem år tidligere efter en epidemi på egnen og en særlig hård vinter. Han var knust over at have mistet dem begge, og ligesom Alex var han enkemand nu, i hans tilfælde med to sønner, Tobias og Lucas. Tobias var ti, 10

Pegasus.indd 10

03/03/15 11.52

da hans mor og søster døde og kunne stadig huske dem, men Lucas havde ikke været meget mere end en baby, da de døde.

Tobias var en rolig, blid dreng, der tilbad Marianne, der var to år ældre. Og Lucas var et livligt, frækt barn, fuld af sjov, og glad, hvor han end var, især hvis det var på en hest. Tobias var blidere som sin mor, og Lucas havde al sin fars glød og energi. Nick havde været lidt af en ballademager, da han var yngre, og han fik stadig sladderen til at gå fra tid til anden, når han indledte en affære med en kvinde, selv de gifte af dem, eller deltog i et hestevæddeløb med halsbrækkende fart. Han var en yderst kompetent rytter, men ikke med samme fremragende færdigheder som Alex. Han havde aldrig haft tålmodighed til at træne en hest på samme måde, som Alex gjorde, selv om han var fascineret af Alex’ lipizzanere, og hvad han var i stand til at gøre med dem.

Alex begyndte allerede at træne dem i de indviklede gangarter, som de smukke hvide heste var berømt for, før de blev sendt til Den Spanske Rideskole.

“Har du et øjeblik?” spurgte Alex ham, da de gik forbi staldene.

De andre begyndte langsomt at spredes og råbte deres godnat, mens de satte sig ind i deres biler.

“Jeg har ikke travlt med at komme hjem,” sagde Nick og smilede henkastet, mens de to mænd spadserede hen mod laden. De havde været venner siden barndommen, selv om Alex var fire år ældre, og de ​​havde gået på kostskole sammen i England, da de var unge. Alex havde været en bedre studerende, og Nick havde haft det langt sjovere, hvilket også var tilfældet i dag. Nicolas von Bingen nød alt ved sit liv. Han var en god ven, en god far og et rart menneske, selv om Alex vidste, at han elskede lidt sjov og ballade og var uansvarlig til tider. Det havde kun lagt en lille dæmper på ham at være enkemand, og indtil videre var han endnu ikke bebyrdet af at skulle drive sin ejendom. Hans far var stadig i live og styrede driften, hvilket gav Nick betydelig mere fritid, i modsætning til Alex, som havde drevet sin egen ejendom og formue, siden hans far døde, da han var først i tyverne. På mange måder opførte Nick sig stadig som en dreng, mens Alex havde været en 11

Pegasus.indd 11

03/03/15 11.52

mand i mere end to årtier. Men de supplerede hinanden og var mere som brødre end venner.

Nick fulgte efter Alex ind i stalden, og Alex førte ham til en flot bås, hvor en af hans fineste lipizzanerhopper gav mælk til et føl, hun havde født få dage før. Det kulsorte føl stod usikkert på benene, mens hoppen kiggede på dem begge med sine store mørke øjne. Nick vidste, at lipizzanerføl blev født mørkebrune eller sorte, så han var ikke overrasket over dens farve, der stod i skarp kontrast til den snehvide mor. Han vidste, at det ville tage fem eller seks år for dens pels at blive hvid, lige som han vidste, det ville tage ti år, før den var fuldt dresseret. Føllet ville tilbringe fire år med Alex og seks år på skolen i Wien. Træningen af de bemærkelsesværdige lipizzanere skete over mange flittige år.

“Han er en skønhed, er han ikke?” sagde Alex stolt. “En af de bedste jeg har set. Hans far er Pluto Petra” – som, vidste Nick, var Alex’ fineste hingst, som han brugte til avl – “og denne lille hoppe klarede det meget fint. Jeg får det sjovt med at træne ham.”

Han så stolt på den nyfødte hest som enhver anden far, og Nick smilede til ham.

“Du er et vidunder,” sagde Nick oprigtigt, da de to mænd gik ud af stalden sammen. Alex ville have spurgt Nick, om han ville spise med, men han ønskede at spise sin aftensmad sammen med Marianne på hendes værelse.

“Vil du ride med ud til den nordlige grænse i morgen?” spurgte Alex ham. “Jeg tænker på at rydde nogle af mine skove. Jeg regner med at tage tidligt af sted og være tilbage ved middagstid. Vi kunne spise frokost sammen efter vores tur.”

“Det ville jeg rigtig gerne,” sagde Nick, da han stoppede ved sin Duesenberg, som han havde efterladt parkeret under et træ. Han foretrak sin Bugatti, men havde besluttet at være mere respektabel, når han nu skulle på jagt med Alex. “Men jeg kan desværre ikke. Jeg skal mødes med min far. Der er noget, han gerne vil tale med mig om. Jeg har ingen idé om, hvad det er. Jeg har ikke gjort noget for at irritere ham i ugevis.” De lo begge to. Nick havde et tæt forhold til sin far, selv om faren ofte skældte ham ud over hans 12

Pegasus.indd 12

03/03/15 11.52

ry som skørtejæger, hans vilde galop eller vanvittige bilkørsel.

Frem for alt forsøgte Paul von Bingen altid at få Nick involveret i driften af godset. Han gik ud fra, at det var, hvad hans far ønskede at diskutere med ham den næste dag. Det var et tilbagevendende tema. “Jeg tror, ​​han vil have mig til at overtage forvaltningen af godset, hvilket lyder som et frygteligt arbejde i mine ører.”

“Du bliver nødt til at gøre det en skønne dag. Du kan lige så godt begynde nu,” sagde Alex fornuftigt.

De havde stadig bønder, der lejede deres gårde af ham for småpenge. De var en nødvendig del af systemet og de ​​traditioner, de havde levet efter i årevis. De var ikke for alvor en del af den moderne verden og at bo her på landet tillod dem et roligt liv væk fra byerne. Tyskland havde i årevis været plaget af kaos og dårlig økonomi efter Den Store Krig og Depressionen. Økonomien var blevet bedre under Hitler, men landets problemer var ikke ovre endnu. Hitler havde forsøgt at give tyskerne en følelse af stolthed igen, men hans glødende taler og opbakning appellerede hverken til Alex eller Nick. Alex mente, han var en ballademager og havde en stærk antipati for de fleste af hans ideer, og hans annektering af Østrig i marts var et foruroligende tegn på hans ambitioner.

Men uanset hvad Hitler gjorde, virkede det meget fjernt for dem her i deres fredelige bayerske landskab. Intet kunne røre dem her, hvor der aldrig var noget, der ændrede sig. Deres familier havde været i området i århundreder og ville også være der de næste to hundrede år. De var isoleret fra omverdenen. Og begge mænd var godt tilpas ved tanken om, at deres børn og oldebørn stadig ville være her i fremtiden.

Alex og Nick var blevet opdraget til at være adelsmænd, og ikke meget andet. De var blevet velsignet med enorme formuer, som de aldrig talte om og sjældent, om nogensinde, tænkte over. De havde fæstebønder og ansatte og enorme godser, som igen ville gå direkte videre til deres børn i en fuldstændig beskyttet verden.

“Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle overtage godset nu,” sagde Nick, idet han satte sig ind i Duesenbergen og kiggede på sin ven. “Min far kommer til at leve i 30 år til, og han gør det langt 13

Pegasus.indd 13

03/03/15 11.52

bedre, end jeg nogensinde kommer til,” sagde han med et skævt smil. “Hvorfor skulle jeg ødelægge det nu? Jeg ville meget hellere lave noget andet. Som at ride med dig i morgen formiddag, men min far bliver ked af det, hvis jeg ikke i det mindste foregiver at lytte til ham.” Nick kendte alle hans taler udenad, i alle detaljer.

“Du har ingen skam i livet,” irettesatte Alex ham, men han var også klar over, at Nick var mere ansvarlig, end han foregav at være. Han var vidunderlig sammen med sine drenge og havde forbedret forholdene betydeligt for deres fæstebønder med sine egne midler for at gøre deres hjem bedre. Han bekymrede sig om dem som mennesker, han ønskede bare ikke at have ansvaret for deres jord og gårde, hvad han fandt utroligt kedeligt og mente, at hans far så ud til at nyde i langt højere grad. Nick var mere interesseret i velfærden for dem, der var mindre heldige end han selv og i at opdrage sine drenge, med hvem han tilbragte en stor del af sin tid, ligesom Alex gjorde med Marianne. De havde det til fælles, at de begge var dedikerede fædre og familiemennesker, påvirket af traditionerne fra deres egen verden.

“Jeg er ked af, at jeg ikke kan ride med dig i morgen,” sagde Nick med beklagelse, da han startede bilen. “Jeg kommer forbi efter frokost og ser dig træne din hingst.” Nick havde set Alex arbejde med de unge lipizzanere i månedsvis og havde som altid dyb respekt for hans evner.

“Han har stadig meget at lære. Jeg havde tænkt mig at tage ham med til rideskolen i januar. Han har den rigtige alder, men jeg tror ikke, han er klar endnu.” Den fireårige hingst viste en masse gåpåmod, og Nick blev aldrig træt af at se Alex tage ham gennem de forskellige gangarter. Lipizzanerhingsten ville have imponeret alle med sin kunnen allerede nu, undtagen Alex som var perfektionist og sjældent var tilfreds med sine resultater. “Du er altid velkommen,” sagde Alex. Lidt efter vinkede Nick kækt og satte kurs mod sin egen ejendom et par kilometer væk, mens Alex gik tilbage til godset for at se til sin datter.

Marianne lå i sengen med en bog og så ud til at kede sig. Hun så stadig feberagtig ud, men bedre end aftenen før. Han lagde 14

Pegasus.indd 14

03/03/15 11.52

nænsomt en hånd på hendes og var lettet over at finde hende køligere, selv om hendes øjne stadig var matte, og hendes næse var rød.

“Hvordan har du det?” spurgte han, mens han satte sig ned ved siden af ​​hende på sengen.

“Jeg føler mig dum over at ligge her. Var det en god jagt? Fik de ræven?” Hendes øjne lyste op, da hun spurgte ham. Hun havde tænkt på jagten hele dagen.

“Selvfølgelig. Det var ikke nær så sjovt uden dig, men jeg er glad for, at du blev hjemme. Det var iskoldt i dag. Det kommer til at blive en hård vinter, hvis det er allerede er så koldt.”

“Godt. Jeg kan godt lide, når det sner.” Hun var glad for at se ham. “Toby kom forbi for at se til mig i dag.” Hun lyste lidt op, da de talte om Nicks søn. Han kom på besøg hele tiden og tilbad hende. Han havde været vild med hende i årevis, og hun behandlede ham som en lillebror. Toby kunne næsten ikke vente til den dag, hvor hun ville tage ham alvorligt. Men Marianne vidste, at den dag aldrig ville komme. “Du må ikke fortælle hans far, at han var her. Du ved, hvordan Nick har det, hvis der er nogen, der er syg.” Han havde været nervøs for sygdomme lige siden hans kone og datter døde af influenza, og han var særlig forsigtig med sine sønner. “Vi spillede skak. Jeg slog ham,” sagde hun glad, mens hendes far smilede til hende.

“Du burde være sødere mod ham. Han forguder dig.”

“Det er bare, fordi han ikke kender nogen andre piger.” Hun var helt uvidende om sin egen skønhed, og hvordan hun virkede på mænd. Adskillige unge mænd, ja endog deres fædre, havde kigget længselsfuldt efter hende de seneste par år, og Alex var lettet over, at det aldrig var steget hende til hovedet. Hun var meget mere interesseret i sin fars heste og i at tilbringe tid sammen med ham, end hun var i mænd. Der var stadig en barnlig uskyld over hende, som rørte hans hjerte. Han kunne ikke bære tanken om at skulle tage afsked med hende en dag, hvis hun blev gift og flyttede væk.

Men selv hvis hun gjorde det, vidste han, at hun ikke ville tage langt væk.

15

Pegasus.indd 15

03/03/15 11.52

Marianne gik i den lokale skole med børn fra andre adelsfamilier, og hun havde ingen interesse i at gå på universitetet i en anden by, især ikke nu da der var så megen uro i byerne. Hans egen far havde insisteret på, at han gik på universitetet i Heidelberg, og han havde været glad for at komme hjem igen, til hvad han mente, var det smukkeste sted på jorden. Og Alex blev lettet over, at Marianne var enig med ham på det punkt. Sommetider følte han sig skyldig i at fratage hende et mere indholdsrigt liv, men med al den uro rundt om i landet, var hun bedre stillet her.

Han kunne godt lide at have hende tæt på sig, hvor han vidste, at hun var i sikkerhed.

“Må jeg spise middag med dig nedenunder, Papa?” spurgte hun, klar til at springe ud af sengen, selv om hun stadig var bleg.

Alex rystede på hovedet med et strengt udtryk i ansigtet.

“Nej, du er ikke frisk nok endnu. Og det trækker nedenunder.

Jeg har bedt om at få bragt bakker op til os. Marta kommer med dem om et øjeblik. Jeg vil have, at du skal blive rask, så du kan komme over og se det nye føl i stalden. Han er en skønhed, endnu flottere end sin far. Jeg tog Nick med over for se ham efter jagten.

Du kan komme med og se mig arbejde med Pluto i morgen, hvis du har lyst. Han er god.” Marianne sank tilbage i puderne med et suk, og han kunne se, at hun ikke havde det så godt, som hun foregav. Han var lettet over, at hun ikke var taget med på jagt.

Det ville have været vanvid, men hun havde været stædig nok til at ville prøve. ​​ kom ind et par minutter senere med Marta og en af tjenerne deres middag på bakker, og hendes far lod hende komme op og sidde ved siden af ilden svøbt ind i et tæppe, mens han fortalte hende alt om jagten. Hun så træt ud bagefter, da hun gik i seng igen, men hun var kølig, da han mærkede hendes kind og kyssede hende.

“Godnat, min engel,” sagde han og smilede til hende, mens hun kiggede på ham med sine milde øjne.

“Jeg er den heldigste pige i verden over at have en far som dig,” sagde hun sagte, og han smeltede ved hendes ord. Han havde det 16

Pegasus.indd 16

03/03/15 11.52

på samme måde med hende. Og så kom hun i tanke om noget, hun havde glemt at fortælle ham, mens de spiste. “Jeg lyttede til radioen i dag, og der var en slags samling i Berlin. Man kunne høre soldaterne marchere i takt, og de sang en masse sange, der lød, som om der var en krig i gang. Føreren holdt en tale, hvor han bad alle om at sværge loyalitet over for ham. Det skræmte mig ... Tror du nogensinde, der kommer krig, Papa?” Hun så ung og uskyldig ud, idet hun spurgte. Hitler havde overbevist alle om, at man ville undgå en krig ved at besætte Østrig, og at “Lebensraum”, annekteringen af Østrig, ville være nok.

“Nej, det tror jeg ikke,” sagde han beroligende, selv om Hitler havde mobiliseret militæret to måneder før. “Jeg tror ikke, det er lige så farligt, som det lyder. Og intet vil røre os her. Sov godt, min skat ... sov godt. Jeg håber, du har det bedre i morgen. Men jeg synes stadig, at det er bedst, at du også bliver hjemme fra skole de næste par dage. Du kan holde mig med selskab i stalden.”

Hun smilede, da han forlod værelset, og hun følte sig bedre tilpas bagefter. Da hun lyttede til Førerens tale om eftermiddagen, havde hun følt en snert af frygt, som om hele verden var ved at ændre sig. Hitler havde sagt i radioen, at den ville. Men hun var sikker på, at hendes far havde ret. Deres leder talte bare til masserne for at opmuntre og inspirere dem. Det havde intet med dem at gøre. Hun faldt i søvn, mens hun tænkte på deres juletræsfest, og hvor sjov den ville blive. Hun måtte begynde at planlægge den, der var kun to måneder til. Og Nick havde sagt, at Toby kunne være med i år for første gang. Han havde fortalt hende det, den dag han havde fået sit første kjolesæt og høje hat, og hun havde leet ad ham. Han var en smuk ung mand, men han var stadig som et barn for hende. Hun følte sig også selv sådan, da hun gled ind i søvnen. Hun kunne næsten ikke vente med at se det blæksorte lipizzanerføl i stalden. Hun kunne stadig huske den første gang, hun havde set ét og var blevet så chokeret over, at det ikke var hvidt. Og så var det vokset op og blevet til en smuk snehvid skabning, der dansede i luften som de andre. Hun drømte om sin fars lipizzanere, mens hun faldt i søvn. De var magiske 17

Pegasus.indd 17

03/03/15 11.52

vÌsener i en perfekt verden. En verden, hvor hun vidste, at intet ondt nogensinde kunne røre hende, og hvor hun, som hendes far sagde, altid ville kunne føle sig tryg.

Pegasus.indd 18

03/03/15 11.52

Kapitel 2

Om morgen kørte Nick i sin lyseblå Bugatti op til den store forvalterbolig, hvor hans far boede. Han var flyttet dertil, da Nick blev gift og havde givet Nick og hans kone godset, som han mente måtte være passende for hans søn og hans brud. Han havde opfordret Nick til at drive godset dengang, og han forsøgte stadig at få ham til at gøre det, men uden held. Nick var fuldt ud tilfreds med at besøge deres forpagtere og tilbringe tid sammen med sine venner og tage sig af sine sønner, som han hævdede var en fuldtidsbeskæftigelse, da de ikke havde nogen mor til at tage sig af dem nu. Paul von Bingen var glad for, at hans søn var så opmærksom på sine børn, men han ville have ønsket, at han også interesserede sig lige så meget for deres jord og lærte at drive godset selv. I en alder af treogfyrre var Nick overbevist om, at det tidspunkt lå så langt ude i fremtiden, at han havde masser af tid til at lære det i.

Nick følte sig stadig som en ung mand. Hans far var seksogtres og havde altid syntes yngre, end han var. Paul von Bingen var stadig en flot, vital mand, men Nick bemærkede, at hans far ikke så ud til at have det godt i dag. Han virkede træt og bleg og rynkede panden, da Nick trådte ind i biblioteket. Han hilste på sin far og satte sig i en stol ved hans skrivebord.

“Har du det godt?” spurgte Nick bekymret.

“Jeg har det fint,” sagde Paul, der sad bag sit skrivebord og stirrede på sin søn med et dystert udtryk i øjnene. Han rejste sig op og lukkede døren. Ud fra udtrykket i sin fars ansigt at dømme kunne Nick mærke, at det ville blive en alvorlig samtale, måske endda en 19

Pegasus.indd 19

03/03/15 11.52

overhaling. Han fortrød, at han ikke var taget med Alex ud at ride i stedet. Det ville ikke blive sjovt, men med jævne mellemrum var han nødt til at underkaste sig sin fars formaningstaler om ansvar og forpligtelse, om hvilken pligt deres arv krævede af dem. Nick kendte hovedtemaerne i prædikenen udenad og gjorde sig klar til, hvad der ville komme. Hans far satte sig ned ved skrivebordet igen og så ud, som om han overvejede sine ord, hvilket ikke lignede ham. Normalt brød han direkte ud i en velindstuderet liste over, hvad Nick burde og ikke burde gøre. Nick havde hørt på det i tyve år og ventede tålmodigt på, at han skulle begynde.

“Jeg vil gerne fortælle dig noget, jeg aldrig har drøftet med dig før,” begyndte Paul i en afmålt tone. Nick så overrasket på ham. Det var nyt, og han kunne ikke forestille sig, hvad det var.

“Jeg var meget ligesom dig, da jeg var ung. Faktisk var jeg en del vildere, end du er eller nogensinde har været. Du synes at have en forkærlighed for smukke kvinder og hurtige biler, men det er der ikke noget forkert i, formoder jeg. Og du er en vidunderlig far og en hengiven søn.”

“Du er også en vidunderlig far, Papa,” afbrød Nick ham med et kærligt blik i øjnene. “Og du er meget tålmodig med hensyn til, at jeg ikke har lyst til at drive godset. Jeg synes bare, du gør det bedre, end jeg nogensinde kommer til, og det ville være en skam at have mig til at forkludre det, hvis jeg tog over for dig nu.” Hans far smilede et vagt smil, som Nick aldrig havde set før. Noget var anderledes i dag, og han havde ingen idé om, hvad det var. Der var en følelse af tristhed omkring hans far, der skræmte ham. Han håbede ikke, at faren var syg. Hans bekymring voksede, da han så sin far lede efter ordene. “Er der noget galt?” Han gik direkte til sagen, og hans far svarede ikke, hvilket heller ikke lignede ham.

“Da jeg var enogtyve,” fortsatte Paul, samtidig med at han undgik Nicks øjne, “mødte jeg din mor. Jeg var toogtyve, da du blev født. Hun var en meget smuk pige, og meget ung. Hun havde mørkt hår og mørke øjne lige som dig, men bortset fra det, ligner du hende overhovedet ikke.” Nick vidste, han var sin farfars udtrykte billede, lige bortset fra det mørke hår. “Hun havde et 20

Pegasus.indd 20

03/03/15 11.52

meget eksotisk udseende, og jeg troede, at vi var på samme alder.

Vi havde en kort og lidenskabelig affære en sommer, da jeg ikke havde andet at tage mig til, og hun blev gravid næsten med det samme. Senere opdagede jeg, at hun blot var femten år, og hun var seksten, da hun fik dig. Det er overflødigt at sige, at mine forældre ikke var glade. Og endnu mindre, da de opdagede, hvem hendes forældre var. Hendes far var en af ​​vores forpagtere, eller rettere hans fætter var. Hendes far var kommet fra byen med sin kone og børn for at hjælpe til på gården sammen med sin fætter, hvilket var årsagen til, at jeg aldrig havde set din mor før. Jeg var betaget af hende med det samme. Vores forpagtere havde oprindeligt været vores livegne, hvilket min far ikke fandt særligt morsomt.

Jeg insisterede på, at jeg var forelsket i hende, og måske var jeg.

Jeg er ikke sikker på, at man ved, hvad kærlighed er i den alder, eller hvad der kan ske som resultat deraf. Alle følgevirkningerne og konsekvenserne og så videre, alt det der kan gå galt. Da hun fortalte mig, at hun var gravid, gjorde jeg, hvad jeg troede, var det rigtige og giftede mig med hende ved en lille ceremoni i kapellet på godset. Det var en skændsel for mine forældre. Min far lavede en aftale med hendes. Ingen måtte nogensinde vide, at jeg havde giftet mig med hende, og vi blev enige om, at når hun havde født dig, ville vi blive skilt umiddelbart bagefter. Min far var i stand til at arrangere det med en advokat i München. Og hun sagde ja til at opgive barnet, når det blev født. Det var en del af den aftale, min far lavede med dem.

Jeg tog til udlandet i et år, til Spanien og Italien. Jeg havde en virkelig god tid, selv om jeg havde ondt af hende. Vi blev skilt, lige så snart du blev født, og de forlod gården. Hun og hendes forældre og søskende tog tilbage til byen, og min far købte gården af hendes fars fætre for en klækkelig pris. Efter to hundrede år på vores jord følte de sig vanærede over, hvad der var sket, og ønskede at forlade godset. Jeg vendte langt om længe tilbage fra mine rejser, efter sigende efter at have giftet mig med en ung grev­ inde i Italien, der antageligt havde født dig og var død i barsels­ sengen af en feber, hvad der var almindeligt dengang. Ingen satte 21

Pegasus.indd 21

03/03/15 11.52

nogensinde spørgsmålstegn ved historien, da du optrådte ved min side efter min tilbagevenden, og alle havde ondt af mig. Tænk at blive enkemand i så ung en alder og skulle tage vare på et barn.

Din bedstemor hjalp mig med at opdrage dig, og ingen kendte til sandheden, bortset fra mine forældre, din mor og hendes familie, som var væk, præsten, der viede os, og sygeplejersken, der tog sig af dig. Og ingen talte nogensinde over sig. Jeg så aldrig din mor igen, hvilket var en nederdrægtig ting at gøre. Men jeg kendte hende knap nok, og du var resultatet af ungdommeligt begær, en kort sommerflirt.

Og den eneste ægte kærlighed, jeg følte, var for dig. Jeg for­ elskede mig i dig, det øjeblik jeg så dig, og jeg har aldrig fortrudt at have fået dig, ikke et øjeblik. Faktisk tror jeg, det gjorde mig ansvarlig tidligt, hvilket sandsynligvis var en god ting, da mine egne forældre døde, da jeg stadig var forholdsvis ung, og jeg var nødt til at lære alt det, du har kæmpet imod at lære hele dit liv.

Jeg havde intet valg. Jeg havde et barn og et stort gods at drive, og jeg har gjort det sådan, at jeg kan overlevere det hele til dig med god samvittighed.”

Han så trist ud, da han sagde det, og Nick kunne se, at hans fars bekendelse tyngede hans hjerte. Hvad han ikke kunne forstå, var, hvorfor faren havde valgt at fortælle ham sin historie nu. Nick forsøgte at sortere i det, hans far havde sagt, og hvad det betød for ham. Det, der chokerede ham mest, var at høre, at moren, som Nick altid havde troet var død i barselssengen, ikke var død.

Og hun var ikke en italiensk adelsdame, men en ung pige på en ​​ gårde, datter af en bonde eller en fætter fra byen, men af deres udfaldet af mødet var ikke gået op for ham endnu. Nick var mere chokeret over at indse, at hans mor sandsynligvis stadig var i live, især fordi hun havde været så ung, da han blev født.

“Siger du, at min mor stadig er i live? Hvorfor fortæller du mig det nu?”

“Fordi du er nødt til at vide det. Jeg havde intet andet valg end at fortælle dig det nu. Jeg ved ikke, om hun stadig er i live. Jeg antager, at hun er. Hun fik at vide, at hun aldrig måtte kontakte os 22

Pegasus.indd 22

03/03/15 11.52

igen, og det har hun ikke gjort. Hun var en ordentlig pige, og hun holdt sit ord. Jeg har ingen idé om, hvor de flyttede til, men jeg er sikker på, at vi kan finde ud af det. Jeg tænker, at hun stadig er i live, da hun kun vil være nioghalvtreds nu, hvilket ikke er særlig gammelt. Jeg er meget ked af at fortælle dig alt det her. Det har aldrig været meningen, at du skulle få det at vide.”

Han havde endda dækket sine spor ved at sige, at hendes familie havde beskyldt ham for hendes død og hverken ønskede at se ham eller barnet igen. Det havde forklaret fraværet af morforældre i hans liv, hvilket Nick aldrig havde sat spørgsmålstegn ved. Han havde haft sådan en lykkelig barndom, og selv om han savnede at have en mor, havde han aldrig manglet noget, men solede sig i sin fars forældres opmærksomhed, da de var i live, og mest af alt i sin fars, der aldrig kunne gøre nok for sin eneste søn. Paul havde aldrig giftet sig igen, og Nick kunne ikke lade være med at spekulere på hvorfor, da han ikke havde været i sorg over en barnebrud, som han havde elsket. Måske havde omstændighederne været så traumatiske og ubehagelige, forestillede Nick sig, at de havde fjernet lysten til at knytte sig til en anden for altid, selv om han vidste, at hans far havde haft flere lange forhold, der aldrig havde ført til ægteskab. Han sagde altid, at den eneste familie han havde brug for eller ønskede, var hans søn.

“Nu, hvor jeg tænker over det,” fortsatte Paul, “kan jeg svagt erindre at have hørt, at hun giftede sig kort tid efter. Jeg tror,​​ at min fars advokat fik det at vide, efter han havde taget sig af skilsmissen. Jeg var lettet på hendes vegne. Jeg kan huske, at min far sagde noget om det, men jeg lyttede ikke efter. Jeg havde dig, hvilket var alt, jeg bekymrede mig om dengang. Og hvis hun giftede sig igen, er jeg sikker på, at hun fik andre børn. Hun var en dejlig, sund pige. Men alt, jeg nogensinde har ønsket eller villet have, er dig.” Han og Nick udvekslede et alvorligt blik, og ingen af dem sagde noget i et stykke tid.

Nick var rystet over, hvad hans far havde fortalt ham, og at den far, han aldrig havde troet ville lyve, ikke havde fortalt andet end løgne om omstændighederne omkring hans fødsel. Det var 23

Pegasus.indd 23

03/03/15 11.52

et chok at opdage, at han havde en mor et eller andet sted, der sandsynligvis havde solgt ham for et pænt beløb. Hans far havde ikke nævnt penge, men det var indlysende, at det havde været en del af arrangementet for at få hende og hendes far til at acceptere deres vilkår til skilsmissen og opgive barnet.

“Hvad hed hun?” spurgte Nick sagte, mens han undrede sig over, hvordan hun så ud. Der havde aldrig været nogen fotos eller portrætter af hende nogen steder. Hans far havde altid sagt, de ville være for smertefulde for ham, og Nick havde aldrig sat spørgsmålstegn ved det, men respekteret sin fars “tragiske tab”.

“Hedwig Schmidt.” Nick nikkede, mens han mærkede navnet hugge sig ind i hans hjerne. Hans far tog en dyb indånding og fortsatte. “Jeg fortæller dig det nu, fordi jeg for to dage siden havde besøg af en mand, jeg ikke har set i årevis. Vi var venner, da vi var unge. Han rejste til Indonesien, og jeg har ikke set ham siden.

Han er general i Værnemagten nu, og han kom for at gøre mig en tjeneste. Jeg ved ikke, hvor eller hvordan han har fundet ud af det, men han havde papirerne på mit ægteskab og skilsmisse, og han kendte til dig. Folk fortæller ting i dag, som de aldrig gjorde tidligere. Der flyver informationer rundt over hele Tyskland, i den syge vind der blæser fra Berlin.”

Paul kiggede hårdt på sin søn. “Min ven Heinrich von Messing fortalte mig, at din mor var halvt jødisk. Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, og det ville ikke have gjort nogen forskel. Omstændigheden omkring, hvem hun var, var nok til at gøre vores ægteskab uegnet på grund af hendes herkomst. Hendes forældre var fætter og kusine til vores forpagtere og ifølge min ven var hendes mors familie tilsyneladende jøder, hvilket gør hende halvt jødisk, og dig til en fjerdedel jødisk, og dine sønner en ottendedel. Og ifølge Heinrich er selv det at være en lille smule jødisk meget farligt i disse dage. Vi har alle været klar over det i adskillige år, siden Nürnberglovene.” Jøder var blevet defineret som en race for sig og frataget deres statsborgerskab. Siden da havde et hundrede og tyve flere love frataget dem yderligere rettigheder og at have “ikke-arisk” blod i årerne hos ens forfædre var blevet en rigtig 24

Pegasus.indd 24

03/03/15 11.52

dårlig ting. Paul havde aldrig forestillet sig, at situationen for jøder i Tyskland skulle have noget med dem at gøre, og nu betød det alt, især for hans søn. Nyheden var kommet som et chok for Paul.

Paul fik tårer i øjnene, mens han fortsatte, men han rørte sig ikke ud af stedet. Han kunne se, at Nick allerede var overvældet over alt, hvad han havde fortalt. “Han kom for at advare mig, så jeg kunne advare dig. Han sagde, at nogen havde oprettet en sag på dig, og at din herkomst via din mor er kendt. Dette kan være katastrofalt for dig og dine drenge. Du og dine børn kunne blive pågrebet og sendt væk, frataget retten til at blive her eller eje ejendom. Heinrich mener, at for at være sikker er du og drengene nødt til at forlade Tyskland med det samme. Hvis ikke, med dossieret på dig og din arv, er det kun et spørgsmål om tid – meget kort tid, mener han – før I alle tre vil blive sendt til en slags lejr for “uønskede”. Det er næsten en forbrydelse at være en jøde i Tyskland nu, og selv det at være en fjerdedel jødisk sætter dig og drengene i stor fare. De har brugt Dachau tæt på München til “uønskede” af alle slags, som nu også gælder for dig og dine børn.” Tårerne trillede ned ad Pauls kinder, mens han sagde det.

“Heinrich sagde, at det bliver værre. Jeg spurgte, om jeg kunne tale på dine vegne, eller om vi kunne få en særlig slags dispensation, men han sagde, at alle uden undtagelse med jødisk blod eller herkomst er i fare i Tyskland.” Paul hostede, mens han sagde det for at dække over en hulken, der sad fast i hans hals ligesom et fiskeben. Han så ud, som om hans hjerte skulle gå i stykker.

“Min elskede søn, du og dine børn er nødt til at tage af sted. Nu. Snart. Før der sker jer noget. Ifølge Heinrich er der ingen tid at spilde.” Der var en uendelig stilhed i værelset, mens tårerne løb ned ad Pauls kinder og videre ned på skrivebordet. Ingen af ​​de to mænd rørte på sig. Nick stirrede på Paul, og det gik op for ham, hvad det var, hans far lige havde sagt.

“Mener du det? Er jeg nødt til at tage af sted? Det er jo latterligt. Jeg er ikke jødisk. Det kan godt være, min mor er, men du er ikke. Jeg er ikke. Jeg vidste det ikke engang. Og drengene er endnu mindre.” Deres mor var katolsk og i familie med en biskop.

25

Pegasus.indd 25

03/03/15 11.52

“Ikke for dem. Ikke for Hitlers regering. Hvis du på nogen måde har jødiske aner, er du jøde, uanset hvilken religion du praktiserer,” sagde Paul bittert. “Det handler ikke om religion, det handler om race, og du er ikke en fuldblods arisk tysker i dette land nu.”

“Det er absurd.” Nick rejste sig og gik rundt i lokalet, ude af stand til at tro på, hvad han lige havde hørt. “Jeg har intet imod jøderne, men jeg er ikke en af ​​dem.” Nick var målløs.

“Det er du ifølge dem,” gentog Paul. “Jeg vil ikke have, at de sender dig i en arbejdslejr. Min ven i Værnemagten sagde, at de kan finde på at anholde dig, og næsten helt sikkert vil for at statuere et eksempel. De er ligeglade med, hvem du er, eller hvordan du lever – folk af jødisk herkomst må flygte eller leve i frygt for, hvad der vil ske, hvis de bliver. Og hvem ved, hvad de vil gøre fremover. De sender jøder til arbejdslejre nu og kalder dem for “kriminelle elementer”, for at gøre det mere acceptabelt at låse dem inde sammen med homoseksuelle, sigøjnere og alle andre, de ikke ønsker i Hitlers Tyskland. Jødiske lærere kan ikke arbejde, jøder får frataget deres virksomheder og bliver fyret fra deres job.

De kan ikke gå i parker eller i svømmehaller. Hvad tror du, det næste bliver? Du kan stadig få et pas og forlade Tyskland, med særlig tilladelse. Du er nødt til at tage drengene og rejse, mens du stadig kan, før det bliver værre.” Og Paul var begyndt at tro på, at det ville blive værre. Han talte indtrængende til Nick.

“Hvor meget værre kan det blive?” sagde Nick skeptisk. “Vi er respektable folk, Papa. Du ejer et af ​​de største godser i Tyskland.

Vi kommer fra en af ​​de ældste familier,” argumenterede Nick med et desperat blik i øjnene. Han kæmpede for sin ret til at blive på det eneste sted, han følte, der var hjemme.

Paul sagde med ulykkelig stemme: “For dem annullerer en halvt jødisk mor alt. De er ligeglad med, hvor gammel eller hæderlig vores familie er, af herkomst er du jødisk, selv om du ikke er enig. Og jøder er ikke længere velkomne her, det er, hvad generalen sagde. Han løb en stor risiko ved at komme her og advare os. Han sagde, at din mappe allerede var landet på nogens 26

Pegasus.indd 26

03/03/15 11.52

skrivebord i Berlin. De tjekker alle de gamle familier, alle byens optegnelser, ægteskaber, fødsler. De leder systematisk efter jøder.

Han sagde, at vi var nødt til at reagere hurtigt. De kan komme inden for nogle uger.”

“Hvad skal jeg gøre?” Nick råbte næsten ad ham, men der var ingen at råbe ad, ingen at skælde ud, udover skæbnen. På grund af en mor, han aldrig havde kendt eller overhovedet vidste eksisterede, ville Nick og hans sønner være nødt til at forlade deres hjem og flygte. “Hvad skal jeg gøre? Stikke af?”

Paul så bedrøvet på ham og nikkede. “Ja. Heinrich sagde, at folk tager til Amerika, hvis de kan få økonomisk støtte og arbejde, hvilket ikke er let. Jeg har lavet en liste over de mennesker, jeg kender der, men jeg ved ikke, om de ville være villige til at hjælpe.

Jeg vil skrive til rektoren på din skole i England – måske kan han hjælpe os. Vi er nødt til at spørge alle, vi kender, så vi kan få dig ud herfra. Men for at gøre det, er du nødt til at have et job.”

“Og hvad skal jeg lave, Papa? Være chauffør? Jeg ved ikke, hvordan man arbejder.” Han følte sig som et fjols over at sige det, men de vidste begge, at det var sandt. Den verden, han levede i, og deres forhold krævede ikke af ham, at han arbejdede, eller at han vidste, hvordan man var produktiv. Han havde ikke engang lært den smule, det krævede at drive sin egen jord.

“Måske kunne du arbejde i en bank,” sagde Paul håbefuldt.

“Du kan ikke tage mere end en vis mængde penge med dig. De vil ikke have, at store formuer forlader Tyskland. Jeg vil give dig, hvad jeg kan.” Paul kiggede fortvivlet på Nick. Han havde tænkt på det samme selv. “Du skal være i stand til at tage dig af drengene.”

“Intet i mit liv har nogensinde forberedt mig på dette her,” sagde Nick med desperation i stemmen. “Vi er opdraget til at lave ingenting på nær at ride på heste og køre biler, opføre os ordentligt ved middagsselskaber og danse til baller. Hvilken del af det gør mig kvalificeret til et job?”

“Vi bliver nødt til at handle hurtigt. Der er ingen tid at spilde.

Du kunne undervise i tysk, når først du er der. Du taler godt engelsk, det er derfor, jeg vil skrive til din rektor. Måske kan han 27

Pegasus.indd 27

03/03/15 11.52

give dig et job på en skole i England eller USA. Det er en respektabel profession, og du vil kunne forsørge dig selv og drengene.”

“Og hvad skal jeg fortælle mine børn?” Han kunne ikke forestille sig, hvad han skulle sige, det hele var så indviklet, så latterligt og så sygt. Toby ville ikke forstå det i en alder af femten, og Lucas, der var seks, endnu mindre. Han forstod det ikke engang selv. “At vi er nødt til at forlade Tyskland, fordi vi bliver betragtet som kriminelle? Mine sønner ved ikke engang, hvad en jøde er. Og jeg skal fortælle dem, at fordi en galning står i spidsen for Tyskland, er vi tvunget til at forlade vores hjem og tage et sted hen, hvor vi intet har og ingen kender. Papa, det her er vanvittigt.”

“Ja, det er,” sagde Paul, “og når tingene falder til ro, som jeg er sikker på, at de vil, kan I komme tilbage, men lige nu er I nødt til at tage af sted. Heinrich gjorde det meget klart for mig, og jeg tror på ham. Du har ingen anden mulighed. Jeg skriver brevene, og du skal tænke over, om der er nogen, du kender, der kan hjælpe.

Enten økonomisk eller som kan give dig et job.” Nick satte sig ned et øjeblik uden at sige noget, målløs over alt, han havde hørt.

“De mænd, jeg gik i skole med i England laver det samme, som vi gør. Går på jagt, rider og driver deres godser. De har ikke jobs.

Jeg vil gerne møde min mor, bare én gang. Også selv om hun ikke ønsker at have noget med mig at gøre, ville jeg gerne se, hvem hun er.” Det betød pludselig noget for ham, selv om han ikke var sikker på hvorfor. Han var nysgerrig efter at se den mor, der havde opgivet ham ved fødslen. Og da hun sandsynligvis stadig var i live, ville han gerne se hendes ansigt.

“Jeg forstår. Jeg skal nok hjælpe dig.” Paul så ud, som om han mente det, selv om han ikke var glad for det. Hun havde været væk i over treogfyrre år, og han havde ikke selv lyst til at grave hende frem fra fortiden. Men de havde vigtigere ting at gøre først end at tilfredsstille Nicks nysgerrighed. “Vi har ingen tid at spilde.

Vi er nødt til at få dig og drengene ud af Tyskland, så hurtigt vi ​​ var endnu kommet på, hvordan det kunne kan.” Ingen af dem lade sig gøre, men de vidste, at de var nødt til at komme op med en plan. Nick og drengenes liv afhang deraf, eller i hvert fald 28

Pegasus.indd 28

03/03/15 11.52

deres velbefindende. Nick var skræmt ved tanken om at skulle i en arbejdslejr med sine sønner, og Paul kunne ikke forestille sig noget værre, selv om hans ven, generalen, havde antydet, at det måske kun var det første skridt, og at det kunne blive meget værre. Paul ønskede ikke, at det skulle ske for dem. Generalens besøg havde været en stor gave. Paul gøs ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var kommet. De ville være blevet overrumplet, og Nick og drengene ville være væk.

“Lad os tale om det senere,” sagde Nick med et bedrøvet an­ sigtsudtryk. “Jeg har brug for noget luft.”

“Hvor skal du hen?” spurgte hans far panisk. Han var bange for, hvad Nick kunne finde på.

“Til Altenberg, jeg skal mødes med Alex.” Som altid, i tider med sorg eller glæde, ønskede han at se sin ven.

“Vil du sige det til ham?” spurgte Paul bekymret.

“Jeg ved det ikke. Jeg har bare lyst til at være der et stykke tid.

Selvfølgelig vil jeg fortælle ham det, når jeg tager af sted. Jeg har brug for at tænke over, hvem jeg skal skrive til, og hvor jeg skal begynde. Jeg kender ikke nogen i USA.” Han kunne ikke se sig selv undervise på en skole i England. Han kunne overhovedet ikke forestille sig at forlade Tyskland. Hvortil? For at lave hvad?

“Jeg kender nogle mennesker i USA,” sagde Paul stille. “Jeg vil skrive til dem og spørge, om de vil hjælpe dig og drengene og måske give dig et job.”

“Jeg kan arbejde som staldkarl eller danseinstruktør,” sagde Nick halvt i sjov. Det var blandt de få ting, han vidste, hvordan man gjorde. Han havde ikke passet sine egne heste, siden han var dreng, men han vidste, at han kunne.

“Jeg vil prøve at skaffe dig noget bedre end det,” sagde hans far trist, skræmt over den situation de var havnet i. Han var villig til at gøre alt for at redde sin søn og børnebørn.

Et par minutter senere kørte Nick væk i sin Bugatti. Begge mænd var fordybet i egne tanker. Mens han kørte i den smukke sportsvogn, gik det op for Nick, at livet, som han kendte det, var ved at være slut. I hvert fald de kommende år, hvis ikke for 29

Pegasus.indd 29

03/03/15 11.52

altid. Og Paul forsøgte at vænne sig til tanken om, at han var ved at miste hele sin familie og skulle være adskilt fra alle, han holdt af. Han overvejede at tage med dem, men han kunne ikke opgive godset. Han havde en forpligtelse over for deres ejendom og deres forpagtere, en forpligtelse til at hævde sin arv og alt, hvad han var blevet opdraget til at respektere. Han følte sig også for gammel til at tage af sted. Det sidste Nick havde brug for nu, var en gammel mand at tage sig af. Han ville have nok at gøre med sine drenge. Paul vidste, at han var nødt til at blive tilbage. Men Nick og drengene var nødt til at tage af sted. Snart.

Da Nick kom til Altenberg, parkerede han bilen og gik over til staldene, hvor Alex allerede var i gang med at træne Pluto. Han kørte ham hårdt gennem pasgang, fik ham til at skifte retning på et splitsekund og trænede ham til at stå stille på bagbenene. Det blev kaldt en “levade” og var noget, lipizzanerne var født til at kunne.

Nick bemærkede, at Pluto var blevet væsentligt bedre de seneste par uger. Resultatet af de mange træningstimer var fantastisk.

Pluto var født til at optræde, og han ville gøre det godt, når han skulle til Wien om et par måneder, selv om Alex stadig ikke var tilfreds. Alex vinkede, da han fik øje på Nick, der havde sat sig på hegnet for at se sin ven og lipizzaneren arbejde.

“Hvor slemt var det med din far?” kaldte han over skulderen, og Nick trak på skuldrene. Han havde ikke lyst til at lyve for ham, men han havde heller ikke lyst til at fortælle ham sandheden endnu. Han var stadig ved at fordøje, hvad han havde hørt. Det var ganske enkelt for hæsligt at tænke på. Han var tvunget til at forlade Tyskland med drengene i løbet af nogle uger, uden nogen steder at tage hen og uden mulighed for at hjælpe sine sønner økonomisk, når han var der. Det, hans far havde fortalt ham den morgen, var et mareridt, og det eneste, Nick havde lyst til, var at vågne op og høre, at det hele havde været en vittighed. Men det var ingen spøg. Han tænkte også på sin mor, mens han så Alex arbejde med Pluto. Denne gang tilføjede han en hoppende bevægelse til hestens ranke holdning, som Nick vidste blev kaldt en courbette.

Han havde set Alex træne heste i at gøre det i årevis, såvel som 30

Pegasus.indd 30

03/03/15 11.52

det ypperste, capriolen og croupaden, som kunne få det til at se ud, som om den fortræffelige hvide hest fløj gennem luften i en perfekt koreograferet ballet. Alex refererede til øvelserne som “briser over jorden.” Alex var også fremragende til at træne deres araberheste i haute école og linetræning. Det beroligede Nick lidt at se Alex arbejde med Pluto hele eftermiddagen. Det var mørkt udenfor, da han stoppede, og en rideknægt kom til og førte hesten væk. Alex talte til Pluto og beroligede ham i et par minutter, før han gik, som om han takkede ham for hans hårde arbejdsindsats og en fabelagtig præstation. Pluto havde været bedre denne eftermiddag end nogensinde før, og Alex så tilfreds ud, da Nick sprang ned fra hegnet og gik over til ham.

“Jeg ved ikke, hvordan du får dem til at gøre det,” sagde Nick beundrende. “Jeg har set dig gøre det tusind gange, og det ligner stadig magi for mig, som om du får hesten til at løfte sig op i luften. Jeg sværger, du er en tryllekunstner.”

“Det er i deres blod. De ønsker at gøre det,” forsikrede Alex beskedent. “Jeg giver dem bare modet til at prøve. Når de først ved, de kan, er det nemt og sjovt for os begge.” Nick virkede ikke overbevist, men urolig da Alex mødte hans blik. “Var alt i orden med din far?” spurgte Alex bekymret. Det var pludselig gået op for ham, at Nicks far kunne være syg. Han håbede det ikke, men Nick så dybt ulykkelig ud og virkede ked af det.

“Ja, han har det fint,” sagde Nick vagt, da de forlod stalden.

Alex iagttog ham nøje. Hele Nicks krop så anspændt ud, og hans øjne var som to dybe huller af smerte. De havde været venner for længe til, at Alex kunne undgå at bemærke det.

“Du behøver ikke at fortælle mig det,” sagde Alex forsigtigt.

“Du skylder mig ikke noget. Men jeg ved, du lyver. Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe, så sig til.”

Nick rystede på hovedet, og mod hans vilje sprang tårer frem i øjnene på ham over Alex’ venlighed, og han vendte sig om for at se på vennen, der var som en bror for ham. Det var Alex, der havde trøstet ham, da hans kone og datter døde, og som havde været der for ham ved hver en vigtig begivenhed i hans liv, god 31

Pegasus.indd 31

03/03/15 11.52

eller dårlig. De havde fejret og grædt sammen og delt hver en sorg og glæde, som de brødre de følte, at de var.

“Min mor er stadig i live ... Min far har løjet for mig i alle disse år om, hvem hun var. Og han har lige fundet ud af, at hun var halvt jødisk. Han vidste det ikke. Han har en ven i Værnemagten, der kom for at fortælle ham det, og at drengene og jeg vil blive sendt væk et eller andet sted, eventuelt til en arbejdslejr, hvis vi ikke tager af sted. Jeg er nødt til at forlade Tyskland i løbet af de næste par uger, fordi jeg nu betragtes som “jøde”. Jeg har brug for et job og økonomisk støtte i USA eller England, eller hvor som helst jeg kan komme til. Alex, jeg har ingen idé om, hvad jeg skal lave, eller hvordan jeg skal forsørge drengene, mens jeg er der.

Det eneste job, jeg kender til, er at være staldkarl eller rideknægt eller chauffør.” Der var tårer i øjnene, mens han sagde det. Han så panisk ud. Alex standsede og stirrede på ham, mens han lyttede.

“Mener du det? Det er ikke en eller anden form for vits?” Alex kunne ikke tro det. Intet af det Nick lige havde fortalt ham, lød troværdigt, mindst af alt det med at hans mor var i live, og at han var jødisk. Men langt værre var nyheden om, at han og drengene kunne blive ført til en arbejdslejr og var tvunget til at tage af sted med det samme. Det rakte langt ud over hans fatteevne.

“Ser jeg ud, som om jeg spøger? Hvad fanden skal jeg gøre?”

“Find en sponsor uden for Tyskland og et job, og det pokkers hurtigt,” sagde Alex alvorligt. De vidste begge, hvad der var sket i Tyskland siden Nürnberglovene blev iværksat af Hitler. De havde bare ikke vidst, at det ville få indflydelse på Nick og hans drenge. Det var meget, meget dårlige nyheder og forklarede fuldt ud, hvorfor Nick så ud, som han gjorde.

“Et job som hvad?” spurgte Nick dystert. “Du kan i det mindste træne heste. Det kan jeg ikke engang. Jeg rider bare på dem, efter nogle andre har trænet dem.”

“Er du sikker på, at der er ikke er nogen måde at købe sig ud af det på eller få nogen til at skifte mening?” Alex kunne stadig ikke tro det, og det kunne Nick heller ikke, men det syntes at være skræmmende sandt.

32

Pegasus.indd 32

03/03/15 11.52

“Ikke ifølge min far. Hans ven, generalen i Værnemagten, sagde, at vi er nødt til at forlade landet straks, inden for et par uger, hvis ikke før. Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre. Og hvorfor skulle nogen have lyst til at sponsere mig og drengene eller hyre mig til et job, jeg ikke kan udføre?”

“Vi finder på noget,” sagde Alex i et forsøg på at hjælpe. Men ud over at finde Nick en sponsor og et job, kæmpede han med tanken om, at hans barndomskammerat, der havde været hans sjæleven, hans bror og bedste ven igennem fyrre år var ved at forlade Tyskland. Måske for evigt eller formentlig i lang tid, indtil Tyskland blev normalt igen, og hvem vidste, hvor lang tid det ville tage? “Ved drengene det endnu?” spurgte Alex desperat på sin vens vegne.

“Jeg har lige fundet ud af det her til morgen, og jeg har ikke tænkt mig at sige noget til dem, før jeg ved, hvad vi gør. Hvad hvis jeg ikke kan finde noget, og de sender os væk?”

“Du vil overleve det, hvis det sker. Men vi er nødt til at sørge for, at det ikke sker.” Alex kunne ikke bære tanken om, at de tre skulle blive ført væk. Det ville være alt for ondt, og hvad nu hvis en af dem eller de alle tre ikke overlevede det? Alex ønskede at gøre noget, gøre alt hvad han kunne for at hjælpe. Han prøvede at forestille sig, hvordan det ville være, hvis han og Marianne skulle forlade Tyskland, ligesom Nick og hans børn skulle. Det rakte langt ud over hans fatteevne, og han ville have været lige så rædselsslagen for sin datters ve og vel, som Nick måtte være for sine drenges. Nick så desperat ud, da Alex fulgte ham hen til hans bil. Alex havde aldrig været så bange på nogens vegne i hele sit liv, som han var nu. Det mindede ham om, da Nicks kone og datter blev syge. Han var lige så forpint over Nick og hans sønner nu, og han fik det dårligt ved tanken om det. “Vi kommer på noget,” beroligede han Nick, da han satte sig ind i Bugattien. Nick stir​​ rede op på ham med et fortvivlet og sorgfuldt blik. Ingen af dem havde nogensinde drømt om, at noget sådant kunne ske i deres elskede land. Deres liv havde altid syntes sikkert og trygt, for alle kommende generationer, og nu var Nick tvunget til at flygte. Det 33

Pegasus.indd 33

03/03/15 11.52

var umuligt at tage ind og forstå, endsige finde et mirakel til at løse noget så frygteligt.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde Nick ærligt. “Hvad hvis der ikke er nogen løsning?”

“Det er der,” sagde Alex stille. “Det er der nødt til at være, selv om dette aldrig burde være sket. Aldrig. Ikke i et civiliseret land som Tyskland. Hvem går op i, om din mor var halvt jødisk?”

“Jeg vil se hende,” indrømmede Nick. “Jeg ville have været vred på min far over ikke at have fortalt mig sandheden i alle disse år, hvis resten ikke var sket. Men jeg kan ikke være sur på ham nu.

Den stakkels mand er skrækslagen på vores vegne og sønderknust over, at vi er nødt til at tage af sted. Men jeg vil gerne se, hvem hun er. Selv om vi ikke har noget til fælles, er hun stadig min mor, og jeg har altid tænkt på hende.” Alex nikkede. Han forstod det godt, selv om det syntes meget mindre vigtigt end Nicks andre problemer nu.

“Betyder det virkelig noget?” spurgte Alex.

“Det gør det for mig,” sagde Nick højtideligt. “Selv om jeg er nødt til at finde en, der kan give mig et job og økonomisk støtte i USA eller Storbritannien først. Jeg har brug for en person, der kan ansætte mig, så jeg kan forsørge drengene.”

“Jeg finder ud af noget i aften,” lovede Alex.

Nick rakte ud for at røre ved hans arm gennem den åbne bilrude.

“Tak,” sagde han, “for alt ... for at være min ven i alle disse år.”

Alex nikkede, ude af stand til at tale et øjeblik, rørt til tårer. Der var intet, han kunne sige for at udtrykke, hvad han følte, eller hvor meget Nick og hans børn betød for ham. Han hadede nazisterne mere end nogensinde nu, for hvad de gjorde. Landet var blevet vanvittigt, hvis de fulgte det lille monster, der ønskede at jage respektable mennesker fra deres hjem og sende dem væk med deres børn. Nick von Bingen og hans familie var Tysklands rygrad, dets arv og essensen af, hvad der betød noget. Og at behandle folk som ham og hans familie, som om de var kriminelle, ville ​​ Alex havde været efterlade et gabende sår i sjælen på det land, 34

Pegasus.indd 34

03/03/15 11.52

stolt over at kalde sit hjemland. Og alt, han kunne tænke på, var, hvor meget han ville komme til at savne Nick og drengene. Han kunne stadig ikke holde ud at tænke på det. Han kæmpede stadig med eftervirkningerne af det, Nick havde fortalt ham, og da han gik ind på godset, måtte han tørre øjnene. Han græd for sin ven, hans sønner, hans far, der ville blive knust over at blive skilt fra dem, for sig selv og for landet, han havde elsket. En kærlighed til landet, som kunne blive forvandlet til had for at udvise hans ven. Det var et umådeligt tab for dem alle, det der var ved at ske, og et skræmmende tegn på tingenes tilstand. Deres sikkerhed og fredelige liv var blevet knust, og Alex var sikker på, at intet i hans liv nogensinde ville blive det samme igen.

Pegasus.indd 35

03/03/15 11.52

© BRIGITTE LACOMBE

I Tyskland på tærsklen til Anden Verdenskrig lever de to venner og enkemænd Nicolas og Alex hver deres fredfyldte liv. Men Nicolas’ families sikkerhed bliver truet, da hemmeligheden om hans afstamning kommer frem.

Nicolas og hans sønner flygter til Amerika og tager deres otte fuldblodsheste med sig. To af dem er lipizzanere, og disse fantastiske væsner sikrer Nicolas et arbejde hos det berømte cirkus Ringling Brothers. Der bliver han og den hvide hingst Pegasus showets stjerner.

Danielle Steel er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog. Hun bor i både Californien og Paris.

Pegasus er en fantastisk familiekrønike om tragedie, håb og udfordringer, der udfolder sig over et halvt århundrede.

pegasus

Læs mere på Danielle Steels hjemmeside www.daniellesteel.com

Men krigsårene sætter deres spor, og mens Nicolas kæmper for at tilpasse sig sit nye liv, står Alex og hans to døtre over for en stigende fare i Europa. Tragedien rammer på begge sider af Atlanterhavet, og nu hviler begge familiers lykke i hænderne på skæbnen.

PEGASUS

www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF