Af samme forfatter Percy Jackson og olymperne Lyntyven Uhyrernes Hav Titanens forbandelse Slaget i labyrinten Den sidste olymper Kane Arkiverne Den røde pyramide Den flammende trone Slangens skygge Olympens helte Den fortabte helt Neptuns søn Athens udvalgte Hades’ Hus Olympens blod
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 2
14/11/14 15.12
OLY M PE N S H E LT E 路 5. BI N D
Rick Riordan
Olympens Blod P氓 dansk ved Vibeke Nielsen
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 3
14/11/14 15.12
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 6
14/11/14 15.12
Til mine vidunderlige læsere: Jeg beklager undskyldningen for, at sidste bind sluttede med en cliffhanger. Jeg skal nok forsøge at undgå cliffhangere i den her bog. Altså, med undtagelse af nogle ganske få … fordi jeg holder så meget af jer.
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 5
14/11/14 15.12
I
JA SON Jason kunne ikke fordrage at være gammel.
Han havde ondt i leddene. Benene rystede under ham. Mens han kæmpede sig op ad skråningen, rallede hans lunger som en blæsebælg under vand. Heldigvis kunne han ikke se sit eget ansigt, men hans fingre var krogede og knoklede. Der løb fede, blå blod årer på kryds og tværs hen over håndryggene. Han havde endda fået den der gammelmandslugt – møl kugler og hønsekødssuppe. Hvordan kunne det lade sig gøre? Han var gået fra seksten til syvoghalvfjerds i løbet af nogle få sekunder, men gammelmandslugten var kommet på et splitsekund, bare sådan bum. Tillykke! Du stinker! “Lige straks.” Piper smilede til ham. “Du klarer det fint.” Det kunne hun sagtens sige. Piper og Annabeth var for klædt som yndige, græske terner. Selv i de hvide, ærme løse rober og snøresandaler, de havde på, havde de ikke besvær med at forcere den stenede vej. Pipers mahognibrune hår var sat op i en flettet sno ning. Sølvarmbånd prydede armene. Hun mindede om 7
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 7
14/11/14 15.12
en statue fra oldgamle dage af sin mor, Afrodite, hvilket Jason fandt lettere angstprovokerende. Det var nervepirrende nok at være kæreste med en smuk pige. At være kæreste med en pige, hvis mor var kærlighedsgudinden … Tjah, Jason var hele tiden bange for, at han ville gøre noget uromantisk, så Pipers mor ville skule ned fra Olympen og forvandle ham til en vildorne. Jason skævede op ad skråningen. Bakketoppen lå stadig små hundrede meter længere oppe. “Den dummeste idé nogensinde.” Han lænede sig op ad et cedertræ og tørrede sig over panden. “Hazels trold dom er alt for gennemført. Hvis jeg skal kæmpe, duer jeg ikke til noget.” “Så vidt kommer det ikke,” forsikrede Annabeth ham. Hun så ud til at være ubehagelig til mode i sit terneko stume. Hun blev med at trække skuldrene op om ørerne for at forhindre kjolen i at glide ned. Den opsatte knold i hendes lyse hår havde løsnet sig bagtil, og håret hang ned og dinglede som lange edderkoppeben. Vel vidende, hvor meget hun afskyede edderkopper, besluttede Jason sig for ikke at nævne noget om dét. “Vi infiltrerer paladset,” sagde hun. “Vi skaffer de op lysninger, vi har brug for, og så forsvinder vi igen.” Piper satte sin amfora – den høje lerkrukke, hendes sværd var gemt i – fra sig. “Vi kan godt holde et hvil. Få pusten igen, Jason.” I rebet om livet på hende hang overflødighedshornet – det fortryllede horn fuldt af overdådighed. Et sted i kjole folderne var hendes daggert, Katoptris, skjult. Piper så ikke specielt faretruende ud, men om nødvendigt kunne 8
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 8
14/11/14 15.12
hun svinge to klinger af overjordisk bronze samtidig eller fyre modne mangoer i synet på sine fjender. Annabeth tog sin egen amfora ned fra skulderen. Også hun havde et sværd gemt, men selv uden et synligt våben så hun dødsensfarlig ud. Hendes stormfulde blik spejdede rundt på vagt over for enhver trussel. Hvis en eller anden fyr bad Annabeth om noget at drikke, ville hun nok sna rere losse ham i bifurcum, gættede Jason på. Han forsøgte at trække vejret roligere. Et sted under dem glimtede Afales-bugten med vand så blåt, at det kunne være blandet op med madfarve. Et par hundrede meter fra kysten lå Argo II for anker. De hvide sejl så ikke større ud end frimærker; de halvfems årer lig nede ikke andet end tandstikker. Jason forestillede sig sine venner følge hans færd fra dækket gennem Leos kikkert efter tur, mens de prøvede ikke at grine af bedstefar Jason, der humpede op ad bakken. “Åndssvage Ithaka,” mukkede han. Øen var vel egentlig pæn nok. En rygrad af skovklædte bakketoppe slyngede sig ned langs midten af den. Kalk skrænterne faldt brat ned mod havoverfladen. Spredte vige dannede stenstrande og naturhavne, hvor huse med røde teglsten og hvidpudsede kirker lå og puttede sig langs kysten. Bakkerne var overstrøet med valmuer, krokusser og vil de kirsebærtræer. Luften duftede af myrte i flor. Alt sam men meget godt – bortset fra at temperaturen var oppe omkring de fyrre grader. Luften var lige så lummer som i en romersk badeanstalt. Det ville have været let nok for Jason at styre vin den og flyve op til bakketoppen, men næææh nej. For 9
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 9
14/11/14 15.12
hemmeligheds skyld måtte han slide sig af sted som en gammel knark med dårlige knæ og en hørm af hønsekøds suppe. Han tænkte på den sidste gang, han havde klatret, for to uger siden da Hazel og han stod over for røveren Ski ron på Kroatiens klinter. Dér havde Jason i det mindste fungeret for fuld kraft. Det, de ville stå over for lige om lidt, var meget værre end en røver. “Sikker på, det er den rigtige bakke?” spurgte han. “Her virker bare lidt … ja, stille.” Piper granskede bakkekammens forløb. I håret var en knaldblå harpiefjer flettet ind – en souvenir fra angrebet i går aftes. Fjeren passede ikke just til hendes forklædning, men Piper havde vundet den ved at nedkæmpe en hel flok dæmoniske damekyllinger helt alene på sin vagt. Hun nedtonede bedriften, men Jason kunne se, at hun var ret stolt af den. Fjeren var en påmindelse om, at hun ikke var den samme pige, som hun havde været i vinters, dengang de ankom til Halvblodslejren. “Ruinen ligger deroppe,” forsikrede hun ham. “Jeg så den i Katoptris’ klinge. Og du hørte selv, hvad Hazel sag de. ‘Den største …’” “‘Den største forsamling af onde ånder, jeg nogensinde har fornemmet,’” genkaldte Jason sig. “Ja, det lyder jo skønt.” Efter at have kæmpet sig gennem Hades’ underjordiske tempel var det sidste, Jason havde lyst til, at have med flere onde ånder at gøre. Men missionens skæbne stod på spil. Argo II’s mandskab stod over for at skulle træffe en svær afgørelse. Hvis de valgte forkert, ville missionen slå fejl, og hele verden ville blive lagt øde. 10
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 10
14/11/14 15.12
Pipers klinge, Hazels trolddomsfornemmelser og Anna beths instinkter stemte alle sammen overens – svaret lå her i Ithaka, i Odysseus’ ældgamle palads, hvor en horde af onde ånder havde forsamlet sig og afventede Gaias befa ling. Planen var at snige sig ind mellem dem, finde ud af, hvad der foregik, og nå frem til den bedste handlingsplan. Og så slippe væk, helst i live. Annabeth hankede op i det gyldne bælte. “Jeg håber, for klædningerne virker. Bejlerne var nogle skumle typer, den gang de levede. Hvis de finder ud af, at vi er halvguder …” “Hazels trolddom skal nok virke,” sagde Piper. Det prøvede Jason så at tro på. Bejlerne: hundrede af de grådigste, ondeste, mest lumpne slyngler, der nogensinde havde levet. Dengang Ithakas konge, grækeren Odysseus, forsvandt efter Den Trojanske Krig, havde den her flok andenrangsprinser indtaget hans palads og nægtet at fortrække, fordi de hver især stræbte efter at gifte sig med dronning Penelope og overtage kongedømmet. Det lykkedes ved list Odysseus at vende tilbage og nedslagte dem alle – en klassisk, lykke lig hjemkomst. Men hvis Pipers syner passede, var bej lerne nu kommet tilbage og hjemsøgte det palads, hvor de var døde. Jason kunne ikke begribe, at han lige om lidt ville træde ind i selveste Odysseus’ palads – en af de mest berømte græske helte nogensinde. Men på den anden side havde missionen her bestået af den ene sindssyge begivenhed ef ter den anden. Annabeth var selv lige kommet tilbage fra Tartaros’ evige afgrund. Med det in mente nåede Jason frem til, at han egentlig ikke burde brokke sig over at være en olding. 11
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 11
14/11/14 15.12
“Nå …” Han støttede sig til vandrestaven. “Hvis jeg ser lige så gammel ud, som jeg føler mig, må min forklæd ning være helt perfekt. Lad os komme videre.” Sveden drev ned ad nakken på ham, mens de traskede opad. Han havde ondt i læggene. På trods af heden be gyndte han at ryste. Og hvor meget han end anstrengte sig, kunne han ikke slå sine seneste mareridt ud af hove det. Siden Hades’ Hus var de kun blevet mere livagtige. Nogle gange stod Jason i det underjordiske tempel i Epiros, hvor giganten Klytios tårnede sig op over ham og talte med et kor af ulegemlige stemmer: Kun jeres forenede kræfter var nok til at besejre mig. Hvad vil I gøre, når Moder Jord slår øjnene op? Andre gange befandt Jason sig øverst oppe på Halv blodsbakken. Moder Jord, Gaia, rejste sig af mulden – en hvirvlende skikkelse af mudder, blade og sten. Stakkels barn. Hendes stemme genlød ud over landska bet og rystede grundfjeldet under fødderne på Jason. Din far er størst blandt guderne, og dog er du altid næstbedst – efter dine romerske kammerater, efter dine græske venner, endda efter din familie. Hvordan har du tænkt dig at træde i karakter? Den værste drøm, han havde, begyndte på gårdsplad sen ved ulvehuset i Sonoma. Foran ham stod gudinden Juno og lyste med et skær af smeltet sølv. Dit liv tilhører mig, tordnede hendes stemme. En forsoningsgave fra Zeus. Jason vidste godt, han burde vende blikket bort, men han kunne ikke få sig selv til at lukke øjnene, mens Juno gik supernova og afslørede sin sande, gudelige form. 12
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 12
14/11/14 15.12
Smerten lynede gennem Jasons sind. Hans krop brændte væk et lag ad gangen som et løg. Så ændrede billedet sig. Jason befandt sig stadig ved ulve huset, men nu var han helt lille – højst to år gammel. Foran ham knælede der en kvinde, hvis citrusagtige duft var så velkendt. Hendes ansigtstræk var udvandede og utydelige, men han kunne genkende hendes stemme: klar og sprød som det tyndeste lag is på en hurtigstrømmende flod. Jeg kommer tilbage efter dig, min skat, sagde hun. Vi ses snart. Hver gang Jason vågnede op fra dét mareridt, havde han svedperler i hele ansigtet, og hans øjne sved af tårer. Nico di Angelo havde advaret dem: Hades’ Hus ville vække deres værste minder, få dem til at se ting og høre ting fra fortiden. Deres egne genfærd ville begynde at røre på sig. Jason havde håbet, at lige nøjagtig det genfærd ville holde sig væk, men hver aften blev drømmen en tand vær re. Og nu var han på vej op til ruinen af et palads, hvor en hær af genfærd havde samlet sig. Det betyder jo ikke, at hun er der, sagde Jason til sig selv. Men han rystede ikke desto mindre på hænderne. Hvert skridt føltes hårdere end det forrige. “Næsten fremme,” sagde Annabeth. “Lad os …” BUMM! Hele skråningen rumlede. Et sted bag bakke kammen hujede en folkemængde begejstret som tilsku ere i et amfiteater. Lyden fik det til at krible hele vejen ned ad ryggen på Jason. For ikke særlig længe side havde han kæmpet for livet i Roms Colosseum foran et jublende publikum. Den oplevelse var han ikke synderlig ivrig efter at gentage. 13
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 13
14/11/14 15.12
“Hvad gik den eksplosion ud på?” funderede han. “Aner det ikke,” sagde Piper. “Men det lyder, som om de har en fest. Lad os få os nogle nye døde venner.”
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 14
14/11/14 15.12
II
JA SON Naturligvis var situationen værre, end Jason havde for
ventet. Ellers ville der ikke have været noget sjov ved det. Gennem olivenbuskene på bakketoppen kunne han skimte noget, der lignede en zombiekollegiefest, der var gået helt amok. Ruinen i sig selv var ikke særlig imponerende: et par stenmure, en gårdsplads i midten overgroet med ukrudt, en trappe, der endte blindt, hugget ind i klippen. Der lå nogle masonitplader hen over et hul, og en af de revnede hvælvinger var understøttet med et metalstillads. Men hen over ruinen lå der ligesom endnu et lag af vir kelighed – et spøgelsesagtigt blændværk af paladset, som det måtte have taget sig ud i sine velmagtsdage. Hvid kalkede stenmure med stuk og massevis af balkoner strakte sig op i tre etagers højde. Hele vejen rundt om et atrium i midten med en stor fontæne og bålfade af bronze var der søjlegange. Ved en række højborde sad der gespenster og lo og spiste og skubbede til hinanden. Jason havde forventet godt og vel hundrede ånder, men 15
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 15
14/11/14 15.12
der myldrede omtrent dobbelt så mange rundt og jagtede spøgelsesserveringspiger, smadrede tallerkener og bægre og opførte sig i bund og grund bare som pestilenser. De fleste af dem lignede larer fra Jupiterlejren – gen nemsigtige, lilla genfærd i tunika og sandaler. Et par af svirebrødrene havde kroppe i forrådnelse med grånende kød, uglede hårtotter og væmmelige sår. Andre af dem lignede helt almindelige levende mennesker – nogle af dem klædt i toga, nogle i nutidige jakkesæt eller militær uniformer. Jason fik endda øje på en enkelt fyr i en lilla Jupiterlejr-T-shirt og romersk legionærrustning. Midt i atriet spankulerede et gespenst med grå hud og en laset, græsk tunika gennem folkemængden med en marmorbuste højt hævet over hovedet som en sportspokal. De andre spøgelser hujede og dunkede ham i ryggen. Da gespenstet kom nærmere, opdagede Jason, at det havde en pil i halsen, hvis fjerede skaft stak ud af adamsæblet. Noget, der dog var endnu mere foruroligende: Den buste, gespenstet havde i hænderne … var det ikke Zeus? Det var svært at afgøre med sikkerhed. De fleste græ ske gudestatuer lignede hinanden. Men det skæggede, skulende ansigt mindede ham ret meget om den enorme Hippie-Zeus i hytte 1 i Halvblodslejren. “Vores næste offergave!” råbte gespenstet. Pilen i hal sen fik hans stemme til at summe. “Lad os nære Moder Jord!” Svirebrødrene hujede og hamrede drikkebægrene i bor det. Gespenstet nåede ind til fontænen i midten. Folke mængden delte sig, og det gik op for Jason, at det ikke var vand, fontænen var fyldt med. Op af den meterhøje opsats sprøjtede der en gejser af sand, der buede udad i et 16
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 16
14/11/14 15.12
paraplyformet tæppe af hvide partikler på sin vej ned i det runde bassin. Spøgelset slyngede marmorbusten ind i fontænen. I samme øjeblik Zeus’ hoved ramte sandregnen, gik mar moren i opløsning, som om den røg gennem en flishak ker. Sandet glimtede som guld, samme farve som ichor – gudernes blod. Så rumlede hele fontænen med et dumpt BUUMM, som om den ræbede sig efter maden. De døde svirebrødre brølede i jubel. “Er der flere statuer?” råbte gespenstet til flokken. “Nå, ikke? Jamen så må vi jo vente på nogle rigtige guder at ofre!” Hans kammerater grinede og klappede, mens gespenst et slængede sig ved det nærmeste højbord. Jason knugede om vandrestaven. “Den gut har lige op løst min far. Hvem tror han lige, han er?” “Jeg gætter på, det var Antinoos,” sagde Annabeth, “en af bejlernes anførere. Hvis jeg husker rigtigt, var det Odysseus, der skød den pil gennem halsen på ham.” Piper skar en grimasse. “Man skulle tro, at den slags ville fælde sådan en gut. Hvad med alle de andre? Hvorfor er der så mange?” “Det ved jeg ikke,” svarede Annabeth. “Gaias nyeste rekrutter, velsagtens. Nogle af dem må være vendt tilbage fra de døde, før vi fik lukket Dødens Port. Nogle af dem er bare ånder.” “Nogle af dem er spøgelser,” sagde Jason. “Dem med de gabende sår og den grålige hud som ham Antinoos … sådan nogle har jeg stået over for før.” Piper hev lidt i den blå harpiefjer. “Kan man slå dem ihjel?” 17
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 17
14/11/14 15.12
Jason kom i tanker om en mission, han havde påtaget sig for Jupiterlejren flere år forinden i San Bernardino. “Ikke særlig let. De er stærke og hurtige og intelligente. Og så spiser de også mennesker.” “Fantastisk,” mumlede Annabeth. “Jeg kan ikke se an den udvej end at holde os til planen. Dele os, infiltrere dem, finde ud af, hvorfor de er her. Hvis tingene udvikler sig skidt …” “Så går vi over til plan B,” fuldførte Piper. Jason hadede plan B. Før de tog af sted fra skibet, havde Leo givet dem hver et nødblus på størrelse med et lagkagelys. Det var menin gen, at det skulle skyde op i luften med en streg af hvid fosfor efter sig, når man kastede med det, og varsko Argo II om, at holdet var i fare. Derefter ville Jason og pigerne så have nogle få sekunder til at søge dækning, før skibets katapulter beskød åstedet og overdyngede paladset med græsk ild og bomber med splinter af overjordisk bronze. Ikke den sikreste plan i verden, men i det mindste kun ne Jason da godte sig over at vide, at han kunne nedkalde et luftangreb på den her larmende flok døde gutter, hvis situationen blev speget. Forudsat at han og hans venner kunne slippe væk, selvfølgelig. Og forudsat at Leos dom medagslys ikke blev udløst ved et uheld – det gjorde Leos opfindelser nogle gange – hvorved vejret ville blive tem melig meget varmere med halvfems procents risiko for apokalypse i lys lue. “Pas på dernede,” sagde han til Piper og Annabeth. Piper sneg sig venstre om bakkekammen. Annabeth sneg sig højre om. Jason rettede sig op ved hjælp af vandre staven og stavrede af sted mod ruinen. 18
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 18
14/11/14 15.12
Han huskede lige i et glimt, sidste gang han var dumpet ned i en hoben onde ånder, i Hades’ Hus. Havde det ikke været for Frank Zhang og Nico di Angelo … I guder … Nico. De sidste par dage havde Jason bedt til sin far om at hjælpe Nico, hver gang han havde ofret noget af sine mål tider til Jupiter. Den dreng havde været så meget igennem, og alligevel havde han frivilligt meldt sig til den sværeste opgave: at fragte Athene Parthenos-statuen hen til Halv blodslejren. Hvis det ikke lykkedes ham, ville de romerske og græske halvguder slagte hinanden. Og så ville Argo II ikke have noget at vende hjem til, uanset hvad der skete i Grækenland. Jason gik ind gennem paladsets uvirkelige port. Lige tidsnok opdagede han, at en del af gulvmosaikken lige for fødderne af ham var et blændværk, der dækkede for en tre meter dyb udgravning. Han gik sidelæns og fortsatte ind på gårdspladsen. De to virkelighedslag mindede ham om titanernes fæst ning på Othrys-bjerget – en forvirrende labyrint af sorte marmormure, der uden nogen forudsigelighed opløste sig til skyggeform og så blev solide igen. Men i den kamp havde Jason i det mindste haft hundrede legionærer ved sin side. Nu havde han ikke andet end en gammelmandskrop, en pind og to venner i kropsnære kjoler. Ti-femten meter længere fremme bevægede Piper sig gennem folkemængden, mens hun smilede og fyldte svireåndernes vinbægre. Hvis hun var bange, lod hun sig ikke mærke med det. Indtil videre lagde spøgelserne ikke rigtig mærke til hende. Hazels trolddom måtte virke. 19
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 19
14/11/14 15.12
Ovre til højre samlede Annabeth tomme tallerkener og bægre sammen. Hun smilede ikke. Jason tænkte på den snak, han havde haft med Percy, før de forlod skibet. Percy var blevet ombord for at holde øje med trusler fra søsiden, men han havde ikke brudt sig om tanken om, at Annabeth tog på den ekspedition uden ham – især ikke eftersom det var første gang siden hjemkomsten fra Tarta ros, at de ikke skulle være sammen. Han havde trukket Jason til side. “Hey, du … Anna beth ville kværke mig, hvis jeg bare antydede, at hun skul le beskyttes af nogen.” Jason grinede. “Ja, det ville hun.” “Men hold øje med hende, ikke?” Jason gav sin vens skulder et klem. “Jeg skal nok sørge for, hun kommer godt hjem til dig.” Nu spekulerede Jason over, om han kunne holde det løfte. Han nåede hen til udkanten af mængden. Så råbte en hæs stemme: “IROS!” Gespenstet med pilen i halsen, Antinoos, stirrede di rekte på ham. “Er det dig, din gamle tigger?” Hazels trolddom virkede, som den skulle. Kold luft bølgede hen over Jasons ansigt, mens tågen på subtil vis ændrede hans fremtoning og viste bejlerne det, de forven tede at se. “Det er mig!” sagde Jason. “Iros!” Elleve-tolv spøgelser til kiggede hen på ham. Nogle af dem skulede og lagde hånden på det lysende, lilla sværd skæfte. For sent faldt det Jason ind, at Iros måske var en af deres fjender, men nu havde han jo bekræftet sin identitet. 20
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 20
14/11/14 15.12
Han humpede fremad og anlagde sin bedste “knotten, gammel knark”-mine. “Jeg kommer åbenbart for sent til festen. I har forhåbentlig gemt noget mad til mig?” Et af spøgelserne vrængede foragteligt. “Din utaknem melige, gamle nasserøv. Skal jeg slå ham ihjel, Antinoos?” Jasons halsmuskler snørede sig sammen. Antinoos betragtede ham i tre sekunder og klukkede så. “Jeg er i godt humør i dag. Kom, Iros, sæt dig her ved mit bord.” Jason havde ikke rigtig noget valg. Han satte sig over for Antinoos, imens flere spøgelser stimlede sammen om dem med sultne blikke, som om de forventede at få en særlig ondsindet omgang armlægning at se. På nært hold var Antinoos’ øjne massivt gule. Hans papirtynde læber dækkede kun lige de ulvelignende tæn der. Først troede Jason, at gespenstets mørke krøller var ved at gå i opløsning. Så gik det imidlertid op for ham, at der flød en lind strøm af jord fra Antinoos’ hovedbund og ned over skuldrene på ham. De gamle sværdsnit i den grålige hud var fyldt med mudderklumper. Der flød mere jord ud ad pilesåret i hans strube. Gaias kraft, tænkte Jason. Det er jorden, der holder sammen på ham her. Antinoos skubbede et gyldent bæger og et fad med mad tværs over bordet. “Jeg havde ikke regnet med at se dig her, Iros. Men selv en tigger kan vel kræve gengældelse. Spis. Drik.” Der skvulpede en tyk, rød væske rundt i pokalen. På tallerkenen lå der en ubestemmelig, brun klump af dam pende kød. Jasons mave protesterede. Selv hvis spøgelsesmaden 21
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 21
14/11/14 15.12
ikke slog ham ihjel, ville hans vegetarkæreste sikkert ikke kysse ham i en måned. Han tænkte på, hvad søndenvinden, Notus, havde sagt til ham: En vind, der blæser formålsløst, gavner ikke nogen. Hele Jasons karriere i Jupiterlejren var bygget på vel overvejede beslutninger. Han mæglede mellem halv guder, lyttede til alles meninger i diskussioner og fandt frem til kompromiser. Selv når de romerske traditioner snærede for stramt, tænkte han sig altid om, før han hand lede. Han var ikke impulsiv. Notus havde advaret ham om, at den slags tøven ville koste ham livet. Jason måtte simpelthen holde op med at debattere og bare tage for sig. Hvis han var en utaknemmelig tigger, måtte han opføre sig sådan. Han flåede en luns kød af med fingrene og proppede den i munden. Han slubrede noget rød væske i sig, der lykkeligvis smagte som fortyndet vin og ikke blod eller gift. Jason måtte bide opkastningsfornemmelserne i sig, men han faldt ikke om eller eksploderede. “Mums!” Han tørrede sig om munden. “Nå, men for tæl mig så om den her … hvad kaldte du det? Gengæl delse? Hvor melder jeg mig til?” Spøgelserne brast i latter. Et af dem klaskede ham på skulderen, og Jason var chokeret over, at han rent faktisk kunne mærke det. I Jupiterlejren havde larer ikke nogen fysisk masse. Det havde de her ånder åbenbart – hvilket bare betød endnu flere fjender, der kunne tæske, spidde eller halshugge ham. Antinoos lænede sig frem. “Sig mig engang, Iros, hvad kan du bidrage med? Vi skal ikke bruge dig til at 22
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 22
14/11/14 15.12
overbringe beskeder ligesom i gamle dage. Og du er be stemt ikke nogen kriger. Så vidt jeg husker, knuste Odys seus din kæbe og smed dig i svinestien.” Jasons synapser lynede. Iros … den gamle mand, der havde bragt beskeder rundt for bejlerne til gengæld for smuler fra deres bord. Iros havde lidt været deres kælehjemløse. Da Odysseus vendte hjem forklædt som tigger, havde Iros troet, at den nye fyr prøvede at trænge sig ind på hans territorium. Så de to havde været i brydekamp … “Du fik Iros …” Jason holdt inde. “Du fik mig til at brydes med Odysseus. Du satsede penge på kampen. Selv da Odysseus tog skjorten af, og du kunne se, hvor stærk han var … så fik du mig alligevel til at brydes med ham. Du var fløjtende ligeglad med, om jeg overlevede eller ej!” Antinoos blottede de spidse tænder. “Selvfølgelig var jeg det. Det er jeg da stadig! Men her er du jo, så Gaia må have haft en grund til at lade dig vende tilbage til den dødelige verden. Sig mig så, hvorfor du har krav på at få del i vores krigsbytte.” “Hvad for et krigsbytte?” Antinoos slog ud med hænderne. “Hele verden, min ven. Første gang vi mødtes her, var vi kun ude efter Odys seus’ land, penge og kone.” “Især hans kone!” Et skaldet spøgelse gav Jason en lummer albue i siden. “Hende Penelope var en laber, lille larve!” Jason fangede et glimt af Piper, der serverede drinks ved bordet ved siden af. Hun stak diskret en finger i mun den for at mime brækfornemmelser og flirtede så videre med de døde fyre. 23
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 23
14/11/14 15.12
Antinoos vrængede. “Din klynkende kryster, Euryma chos. Du havde ikke en jordisk chance for at få Penelope. Jeg kan udmærket huske, hvordan du flæbede og tryg lede for dit liv over for Odysseus og gav mig hele skyl den!” “Det hjalp ét fedt.” Eurymachos løftede op i skjorte pjalterne og afslørede et flere centimeter bredt hul midt i brystkassen. “Odysseus skød mig i hjertet, bare fordi jeg ville giftes med hans kone!” “Nå, men …” Antinoos vendte sig om mod Jason. “Nu er vi samlet om et meget større bytte. Når Gaia først har udslettet guderne, deler vi resten af den dødelige verden mellem os!” “Helle for London!” råbte et gespenst ved bordet ved siden af. “Montreal!” var der et andet, der råbte. “Køge!” råbte et tredje, hvilket kortvarigt fik al snak til at forstumme, mens de andre spøgelser gloede forvirret på ham. Kødet og vinen føltes som bly i Jasons mave. “Hvad med resten af de her … gæster? Jeg kan se mindst to hun drede. Halvdelen af dem er ukendte for mig.” Antinoos’ gule øjne funklede. “De bejler alle sam men til Gaias gunst. De har alle sammen krav og klager til guderne eller deres yndlingshelte. Den slyngel derovre er Hippias, en tidligere tyran i Athen. Han blev afsat og sluttede sig til perserne og angreb sammen med dem sine egne landsmænd. Fuldstændig blottet for anstændighed. Han ville gøre hvad som helst for at få magt.” “Tak!” råbte Hippias. “Ham skurken med kalkunlåret i munden,” fortsatte 24
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 24
14/11/14 15.12
Antinoos, “det er Hasdrubal af Kartago. Han har et mel lemværende med Romerriget.” “Mmm,” sagde kartaginienseren. “Og Michael Varus …” Jason fik noget galt i halsen. “Undskyld, hvem?” Henne ved sandfontænen vendte den mørkhårede fyr i lilla T-shirt og legionærharnisk sig om mod dem. Hans om rids var sløret, tåget og uskarpt, så Jason gættede på, han var en slags ånd, men legionstatoveringen på hans underarm var tydelig nok: SPQR, Janushovedet med gudens to ansig ter og seks distinktionsstriber for antal år i tjenesten. På hans brystpanser hang prætor-medaljen og 5. kohortes mærke. Jason havde aldrig mødt Michael Varus. Den berygtede prætor var død engang i 1980’erne. Men alligevel løb det Jason koldt ned ad ryggen, da han mødte Varus’ blik. De indsunkne øjne syntes at bore sig lige igennem Jasons for klædning. Antinoos slog affejende ud med hånden. “Han er en romersk halvgud. Mistede sin legions ørn i … var det Alaska? Nå, ligegyldigt. Gaia lader ham blive hængende. Han insisterer på, at han har noget viden om, hvordan man overvinder Jupiterlejren. Men dig, Iros – du har sta dig ikke svaret på mit spørgsmål. Hvorfor skulle du være velkommen blandt os?” Varus’ døde øjne havde bragt Jason fra koncepterne. Han kunne mærke tågen reagere på hans usikkerhed og blive tyndere rundt om ham. Pludselig dukkede Annabeth op ved Antinoos’ skulder. “Mere vin, herre? Ups!” Hun spildte hele indholdet af en sølvkande ned ad ryg gen på Antinoos. 25
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 25
14/11/14 15.12
“Aarghh!” Gespenstet skød ryg. “Tåbelige pigebarn! Hvem har sluppet dig ud af Tartaros?” “En titan, herre.” Annabeth dukkede sig undskylden de. “Skal jeg hente en vådserviet til Dem? Det drypper fra Deres pil.” “Pak dig!” Annabeth fangede Jasons blik – en tavs støtteerklæring – og forsvandt så i mængden. Gespenstet tørrede sig, hvilket gav Jason en chance for at samle tankerne. Okay, han var så Iros … bejlernes tidligere sendebud. Hvorfor skulle han befinde sig her? Hvorfor skulle de ac ceptere ham? Han greb den nærmeste steakkniv og huggede den ned i bordet, så det gav et sæt i spøgelserne omkring ham. “Hvorfor I skulle byde mig velkommen?” snerrede Ja son. “Fordi jeg stadig overbringer beskeder, I ynkelige idioter! Jeg er lige kommet hertil fra Hades’ Hus for at se, hvad I har gang i!” Det sidste af det passede i hvert fald, og det fik tilsyne ladende Antinoos til at tøve. Gespenstet skulede ad ham, mens vinen fortsat dryppede fra pileskaftet i halsen. “For venter du, at jeg skal tro på, at Gaia har sendt dig – en ussel tigger – for at holde øje med os?” Jason lo. “Jeg var en af de sidste, der forlod Epiros, før Dødens Port blev lukket! Jeg så det kammer, hvor Klytios stod vagt under et hvælvet loft beklædt med gravsten. Jeg betrådte Nekromanteions gulve af knogler og ædelsten!” Det passede også. Rundt om bordet skuttede spøgel serne sig og mumlede. “Så, Antinoos …” Jason prikkede spøgelset i brystet 26
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 26
14/11/14 15.12
med en finger. “Måske skulle du fortælle mig, hvorfor I har krav på Gaias gunst. Det eneste, jeg kan se, er en flok døde, dvaske driverter, der hygger sig og ikke bidrager til krigsindsatsen. Hvad skal jeg mon sige til Moder Jord?” Ud af øjenkrogen kunne Jason se Piper sende ham et anerkendende smil. Så rettede hun atter opmærksom heden mod en lysende, lille grækerfyr, der prøvede at få hende til at sidde på skødet af sig. Antinoos lukkede hånden om den steakkniv, Jason hav de spiddet bordet med. Han trak den fri og granskede knivsbladet. “Hvis Gaia har sendt dig, må du jo vide, at vi er her efter ordre. Efter dekret fra Porfyrion.” Anti noos kørte klingen hen over håndfladen. I stedet for blod piblede der tør jord frem af såret. “Du kender da Porfy rion … ikke?” Jason måtte bide brækfornemmelserne i sig. Han kun ne udmærket huske Porfyrion fra kampen ved ulvehuset. “Giganternes konge – grøn hud, tolv meter høj, hvide øjne, våben flettet ind i håret. Selvfølgelig gør jeg det. Han er noget mere imponerende end dig.” Han bestemte sig for ikke at nævne, at han havde slyn get lyn lige i fjæset på gigantkongen, sidste gang han så ham. For en gangs skyld så Antinoos ud til at være mundlam, men hans skaldede spøgelsesven lagde armen om skuld rene på Jason. “Rolig, rolig, ven!” Eurymachos lugtede af sur vin og elektriske ledninger, der var brændt sammen. Hans ånde arm fik det til at krible i brystet på Jason. “Det var jo ikke for at tvivle på dine kvalifikationer! Det var jo bare, fordi, ja, altså, hvis du har snakket med Porfyrion i Athen, så ved 27
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 27
14/11/14 15.12
du jo, hvorfor vi er her. Jeg lover dig, at vi gør præcis, som han befalede!” Jason forsøgte at ikke at lade sig mærke med overraskel sen. Porfyrion i Athen. Gaia havde svoret at trække guderne op ved rode. Chi ron, Jasons mentor i Halvblodslejren, var gået ud fra, at det betød, at giganterne ville forsøge at vække jordgud inden til live ved det oprindelige Olympen. Men nu … “Akropolis,” sagde Jason. “Det allerældste tempel til guderne, midt i Athen. Det er der, Gaia genopstår.” “Nemlig!” Eurymachos lo. Der kom en plop-lyd fra såret i hans bryst som fra en delfins åndehul. “Og for at komme dertil bliver de emsige halvguder nødt til at krydse havet, ikke? De ved, det er for farligt at flyve over landjorden.” “Hvilket betyder, at de skal forbi øen her,” sagde Jason. Eurymachos nikkede ivrigt. Han trak armen om Jasons skuldre til sig og dyppede fingeren i sit vinglas. “Og på det tidspunkt skal de træffe et valg, ikke?” Oven på bordet tegnede han så en kystlinje i rødvin, der lyste unaturligt i kontrast til træet. Han tegnede Græken land som et deformt timeglas – en stor klump, der hang og dinglede neden under fastlandet i nord, og så endnu en klump derunder af næsten samme størrelse – det store stykke land benævnt Peloponnes. Mellem de to skar der sig en smal stribe hav – Korinthkanalen. Jason havde næppe behov for en tegning. Han og re sten af besætningen havde tilbragt den sidste dag til søs med at nærstudere kort. “Den mest direkte vej,” sagde Eurymachos, “ville være stik øst herfra og over Korinthkanalen. Men hvis de prø ver at tage den vej …” 28
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 28
14/11/14 15.12
“Så er det nok,” bed Antinoos ham af. “Din tunge sid der for løst, Eurymachos.” Spøgelset så fornærmet ud. “Jeg havde jo ikke tænkt mig at sige det hele! Kun det om kyklophærene på begge sider af kanalen. Og de rasende uvejrsånder i luften. Og de der bidske søuhyrer, Keto sendte hertil for at hærge far vandet. Og så selvfølgelig, at hvis skibet nåede til Delfi …” “Idiot!” Antinoos kastede sig ind over bordet og greb spøgelset om håndleddet. Der bredte sig en tynd skorpe jord fra gespenstets hånd op ad Eurymachos’ åndearm. “Nej!” klynkede Eurymachos. “Lad være! Jeg … jeg ville bare …” Spøgelset udstødte et skrig, mens jorden dækkede ham over hele kroppen som en skal og så sprak, så der ikke var andet end en bunke støv tilbage. Eurymachos var borte. Antinoos satte sig atter ned og børstede hænderne rene. De andre bejlere ved bordet betragtede ham forknyt. “Beklager, Iros.” Gespenstet sendte ham et iskoldt smil. “Det eneste, du behøver vide, er, at alle ruterne til Athen er godt bevogtede, nøjagtig som vi lovede. Halvguder ne ville enten skulle tage chancen over kanalen, hvilket er umuligt, eller sejle hele vejen rundt om Peloponnes, hvilket næppe er meget mere sikkert. Uanset hvad er det usandsynligt, at de overlever længe nok til at træffe det valg. Når de når til Ithaka, ved vi det. Så stopper vi dem her, og så vil Gaia få at se, hvor værdifulde vi er. Og det budskab kan du godt overbringe til Athen.” Hjertet hamrede i livet på Jason. Han havde aldrig set noget i stil med den jordskal, Antinoos havde påkaldt for at udslette Eurymachos. Han havde ikke spor trang til at finde ud af, om den kraft også virkede på halvguder. 29
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 29
14/11/14 15.12
Og desuden havde Antinoos lydt bomsikker på, at han ville opdage Argo II’s tilstedeværelse. Hazels trolddom lod til at sløre skibet indtil videre, men det var ikke til at vide, hvor længe det ville vare. Jason havde fået de oplysninger, de var kommet efter. Målet var Athen. Den sikreste vej, eller i hvert fald den ene ste ikke-umulige vej, var langs sydkysten. Det var den 20. juli i dag. Der var kun tolv dage til, at Gaia havde tænkt sig at genopstå, den 1. august, under den oldgamle Spes’ fest. Jason og hans venner måtte se at komme af sted, så læn ge de stadig kunne. Men der var noget andet, der nagede ham – en isnende fornemmelse af forvarsel, som om han ikke havde hørt det værste endnu. Eurymachos havde nævnt Delfi. Inderst inde havde Jason håbet at kunne besøge Apollons orakels ældgamle sæde og måske få lidt indsigt i sin egen fremtid, men hvis det sted var blevet løbet over ende af uhyrer … Han skubbede tallerkenen med den kolde mad til side. “Lyder, som om der er styr på det hele. Det håber jeg, der er, for din egen skyld, Antinoos. De her halvguder har ben i næsen. De lukkede Dødens Port. De skulle nødig snige sig forbi jer og måske få forstærkning fra Delfi.” Antinoos klukkede. “Det er der ingen risiko for. Delfi styres ikke længere af Apollon.” “Ja … jaså. Og hvis halvguderne så sejler hele vejen rundt om Peloponnes?” “Vær nu ikke så bekymret. Den rute er aldrig sikker for halvguder, og den er også alt for lang. Og desuden løber sejren løbsk i Olympia. Så længe det forholder sig sådan, kan halvguderne umuligt vinde krigen.” 30
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 30
14/11/14 15.12
Jason anede heller ikke, hvad det betød, men han nik kede. “Udmærket. Det vil jeg så meddele kong Porfyrion. Tak for, øh, maden.” Henne ved fontænen råbte Michael Varus: “Øjeblik!” Jason bed en ed i sig. Han havde gjort sit bedste for at ignorere den døde prætor, men nu kom Varus gående hen til dem omgivet af en diset, hvid aura og med de dybt liggende øjne, der lignede jordfaldshuller. Fra hans bælte hang der et gladius af kejserligt guld. “Bliv her,” sagde Varus. Antinoos sendte spøgelset et irriteret blik. “Hvad nu, legionær? Hvis Iros vil tage af sted, så lad ham. Han stin ker!” De andre spøgelser lo beklemt. Fra den anden ende af gårdspladsen sendte Piper Jason et bekymret blik. Lidt længere væk snuppede Annabeth diskret en kokkekniv fra det nærmeste kødfad. Varus lod hånden hvile på sværdknoppen. Trods den stegende hede var hans brystplade dækket af rimfrost. “Jeg mistede min kohorte to gange i Alaska – en gang som levende, en gang som død til en graecus ved navn Percy Jackson. Og alligevel er jeg kommet på Gaias kald. Vil du vide hvorfor?” Jason sank en klump. “Af stædighed?” “Det her er et længslens sted,” sagde Varus. “Vi drages alle sammen hertil, ikke kun ved Gaias kraft, men også af vores inderste ønsker. Eurymachos’ grådighed. Antinoos’ ondskab.” “Nu smigrer du,” mumlede gespenstet. “Hasdrubals had,” fortsatte Varus. “Hippias’ forbitrel se. Min ærgerrighed. Og så dig, Iros. Hvad er det, der har 31
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 31
14/11/14 15.12
ført dig hertil? Hvad længes en tigger mest efter? Måske et hjem?” Hårene kriblede i nakken på Jason – den følelse, han fik, når et kæmpemæssigt tordenvejr var under opsejling. “Jeg må se at komme af sted,” sagde han. “Der skal overbringes beskeder og alt det der.” Michael Varus trak sit sværd. “Min far er Janus, guden med de to ansigter. Jeg er vant til at se igennem masker og bedrag. Ved du mon, Iros, hvordan vi kan være så sikre på, at halvguderne ikke rejser forbi øen uden at blive op daget?” Jason kørte lige hele sit arsenal af latinske bandeord af i hovedet. Han prøvede at regne ud, hvor lang tid det ville tage at finde nødblusset frem og antænde det. Forhåbent lig kunne han give pigerne tid nok til at søge ly, før den her flok døde gutter slagtede ham. Han kiggede på Antinoos. “Hør lige, er det dig, der chefen her, eller hvad? Det kunne være, du skulle give din romer mundkurv på.” Gespenstet trak vejret dybt. Pilen fik det til at ralle i hans strube. “Nja, det her kunne måske være underhol dende. Fortsæt bare, Varus.” Den døde prætor hævede sværdet. “Vores længsler af slører os. De viser os, som vi i virkeligheden er. Der er kommet nogen efter dig, Jason Grace.” Bag Varus delte mængden sig. En kvindes flimrende spøgelsesskikkelse gled fremad, og Jason følte det, som om hans knogler var ved at smuldre. “Min skat,” sagde hans mors genfærd. “Du er kommet hjem.”
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 32
14/11/14 15.12