Efter Rosinen

Efter Ros inen

Louise Øhrstrøm

Efter Rosine n

EC

EDITION

Efter Rosinen Af Louise Øhrstrøm www.louiseohrstrom.com © Louise Øhrstrøm og EC Edition 2010 ISBN 978-87-91392-29-0 1. udgave, 2. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2010 Redaktør: Birgitte Møller Balladone Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Karsten Ellehauge Haag Gengivelse af indhold er ikke tilladt, medmindre der foreligger skriftlig tilladelse fra EC Edition

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3.

8000 Århus C

www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk

Tak til: Birgittasøstrene i Maribo, Lis & Robert, Trine Amalie og min familie.

6

1.

*CAT* Den sommer, jeg satte mig for at skrive om ræven, var Klaus rejst. Hans påskud var, at han savnede faglige udfordringer på Lolland, men jeg var sikker på, at han rejste af andre årsager. Jeg kunne genkende det ansigtsudtryk, han havde, da han kom for at hente sine sidste ting. Læberne var sammenbidte, og en rytmisk udvidelse af næseborene afslørede en lidt for kontrolleret vejrtrækning. Som da han ankom til hospitalet, kort efter jeg havde født Rosinen.

Jeg ville fortælle ham det. Han skulle vide, at jeg havde gennemskuet ham. Jeg ville skrive et brev. Der skulle stå, at Maribo ikke var den samme uden ham. At det var, som hvis én af de lysende stjerner fra Van Goghs Stjernenatten manglede. For det meste var jeg knap så poetisk og savnede bare muligheden for at klamre mig til ham, angribe ham med spørgsmål om, hvordan han kunne få sig selv til at forlade Rosinen, og hvor han var på vej hen uden mig. Jeg var sikker på, at han havde handlet i vildelse, at han ville fortryde, at han ville vende tilbage før eller siden. Det var indlysende, at vi stadig var i en undtagelsestilstand.

I desperation brugte jeg dagevis foran tastaturet. Jeg begyndte: ”Kære Klaus...”, jeg fortsatte: ”Jeg ved, hvorfor du forlod Maribo. Jeg føler...”, men så gik jeg i stå. Det flimrede for mig. Det var, som om røde pletter dansede foran skærmen, samlede sig i klumper og spredtes igen. Jeg blev svimmel og måtte lægge mig på sofaen. Nætterne var ikke mindre nådesløse. Somme tider faldt jeg i dyb søvn for at vågne med et sæt af et mareridt eller ved en pludselig

7

klar tanke, der jog igennem hele kroppen og fik mig til at gispe efter vejret. Andre nætter lå jeg spilvågen, ængstelig.

Så Klaus’ sammenbidte ansigt for mig og Rosinens små fingre. Følte mig omringet af kvinder med stive børn i deres arme. Udtryksløse ansigter, faldne skuldre, åbne munde.

Arme, der hang. Eller værre: Pegede på mig, anklagende.

Jeg syntes, jeg kunne høre nogen skrige et sted og så mig forvirret omkring, mens mit hjerte galopperede. Den ene tanke afløste den anden i en så høj fart, at jeg ikke kunne skelne dem fra hinanden. Og når jeg prøvede at forklare mig selv, hvad der foregik, blev det kun til amputerede sætninger: ”Om lidt”, ”lidt lys”, ”så går...”, ”med armene”.

Rullegardinerne var nede dag og nat. Når jeg ikke lå under dynen eller sad foran tastaturet, spiste jeg nudler eller drak te i lænestolen. Min mor og Sofia ringede ustandseligt.

Hvad lavede jeg? Hvad spiste jeg? Fik jeg sovet? Skulle de komme forbi? Jeg svarede, at jeg måtte udskyde alting. At jeg måtte have ro for at bryde min skriveblokering. At det var vigtigt for mig at komme i gang med at skrive igen. ”Artikler”, løj jeg. Jeg vidste, det var det, de ville høre. Jeg blev tung i hovedet, når min mor fortalte om Birkely, eller Sofia fortalte om sine veninder, byture, sin kollega Bente eller Laust. Jeg væmmedes ved deres skuespil. Det plagede min samvittighed, at synet af dem ligefrem vakte afsky i mig.

Jeg ønskede mest af alt, at de ville lade mig være i fred og indstille alle deres spørgsmål og råd. Derfor var min første reaktion også irritation, da Sofia midt i sin talestrøm en dag sagde, at hun havde løsningen på min skriveblokering.

Jeg skulle skrive en fabel. Hun havde set en mand med begyndende hale i en svømmehal; det havde mindet hende om, hvor dyriske vi er. Hvor meget nemmere alt ville være, hvis vi fulgte vores instinkter (- hun var forelsket).

Det var typisk Sofia at finde på sådan noget. Spontan som

8

hun var. Sprudlende. Jeg havde ofte følt mig en smule grå og for alvorlig ved siden af. Efter Rosinen var følelsen vokset.

Hun betragtede mig garanteret som et af sine projekter. Som noget der lige skulle fikses. Hun havde sikkert diskuteret sit geniale fabelpåfund med sin udkårne lystfisker, Laust. Han elskede Sofias 'naturlighed'. Jeg så mig omkring. Gulvet var fuld af bunker med tøj, bøger og tomme nudelbægre.

Jeg banede mig vej gennem tøjbunkerne og gav mig til at samle bægrene i køkkenet. Et af dem væltede på gulvet.

Mine øjne løb i vand, jeg bed tænderne sammen. Hvordan kunne Sofia tro, at noget så banalt som en fabel kunne redde noget? Hvordan kunne hun finde på at foreslå det?

Hun havde boet hos mig i flere uger, efter Klaus var flyttet.

Hun vidste, hvordan jeg havde det. Måske ønskede hun bare desperat at slippe for at være belemret med en mærkelig søster. Måske var jeg allerede blevet sådan én, hun helst undgik at tale om.

Jeg samlede nudelbægeret op; der var en drage og et slogan på siden. ”Blue Dragon – whatever you desire, release the dragon”. Et øjeblik var det, som om den ildspyende drage bevægede sig, som om en flamme skar mig i øjnene.

Hvilket åndssvagt slogan! Bægeret gled ud af mine hænder og faldt igen på gulvet, da jeg forsøgte at krølle det sammen. Mine fingre var indsmurt i rester af nudelsovs. Jeg kunne mærke mit hår klistre sammen, da jeg ville klø mig i hovedbunden. Det var fedtet, det var snart en uge siden, det var blevet vasket. Jeg brød mig ikke om at gå i bad; det prikkede så ubehageligt, når vandstrålerne ramte den nøgne hud. Det var besværligt at finde et rent håndklæde frem. Anstrengende at tørre sig og klæde om. Og jeg hadede synet af min mave.

I det hele taget hadede jeg synet af mig selv. Når jeg ind­ imellem kom til at se mig selv i spejlet, kunne jeg dårligt

9

nok genkende det, jeg så. Der var kun et sølle menneskeskrog tilbage i en alt for stor T-shirt og bare ben. Det var, som om noget var kortsluttet i min hjerne. Hudløsheden gjorde det umuligt for mig at se nyheder eller læse avis.

Enhver ulykke mindede mig om en skyldfølelse, jeg ikke kunne tackle. Billeder af lemlæstede kroppe og hærgede huse hjemsøgte mine tanker. Ræveøjne fulgte mig.

Som barn havde jeg set en ræv overfalde vores nabos høns. Der var et øjeblik, jeg ikke kunne glemme. Det var øjeblikket umiddelbart før, ræven angreb hønsene. For at orientere sig vendte den hovedet mod det stakit, jeg gemte mig bag. Der var et hul i stakittet, jeg så ud af. Rævens øjne pegede direkte mod hullet, mod mig. Min hals var tør, min krop sitrede. Jeg ville råbe.

Jeg skulle have råbt.

Mine kinder var kolde og våde, da jeg vågnede næste dag.

Lyset vækkede mig, skar i mine øjne. Rullegardinerne var oppe, der sad en ræv ved mit skrivebord. Jeg missede med øjnene og satte mig op i sofaen; ræven sad der stadig. Den havde taget plads i min kontorstol og betragtede andægtigt sit eget spejlbillede i det ovale spejl på væggen over mit skrivebord. Alle mine ufærdige breve til Klaus havde den skubbet til side og plantet sine poter på bordet ved siden af en pakke pølser, som den måtte have medbragt. Halen stak ud gennem hullet i stoleryggen og vippede langsomt frem og tilbage. Pelsen langs rygsøjlen var indsmurt i noget klæbrigt brunt stads, hårene på halespidsen var sorte og korte, som havde de været brændt. Når ræven viftede med halen, spredte der sig en stank af mødding, cerutter og cognac i stuen. Jeg kunne se ræven forfra i spejlet. De gule øjne sad tæt, og havde dens blik ikke været så ligefremt og nærmest militant, ville jeg have troet, at den var skeløjet. Da

10

jeg forsigtigt så til siden, opdagede jeg, at rævens venstre bagben hvilede på en bunke bøger, Søster Helen havde givet mig. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt et par gange. Da jeg åbnede øjnene igen, var ræven gået i gang med at skrive. Poterne bankede energisk i tastaturet i et halsbrækkende tempo, kun afbrudt af korte pauser med en selvtilfreds smasken og et anerkendende nik mod skærmen.

Jeg betragtede nøje ryggen af den hårdtarbejdende ræv. Det var svært at afgøre, hvad der var ræv, og hvad der var skidt.

Et par steder reflekteredes solen i rævens pels, her havde den et sært grønligt skær. Kun ét sted havde pelsen stadig den gyldne, røde farve: lige over halen. Bag det ene øre sad en stor klistret klump, hvori en gul blyant og et par fjer sad fast. Ræven bevægede rytmisk halen frem og tilbage, mens den skrev. Lugten af mødding var kvalmende. Jeg skulle lige til at åbne et vindue, da ræven pludselig begyndte at ryste. Hele dens krop dirrede, skuldrene hoppede op og ned, blyanten, der havde siddet fast bag øret, faldt på gulvet, mens fjerene dinglede usikkert frem og tilbage. Det måtte være første fase af rævens forsvinden. Jeg satte mig afventende nærmere skrivebordet. Om lidt ville ræven ryste mere, blive utydeligere, opløses i rummet som kvinderne, der omringede min seng om natten.

Men ræven forsvandt ikke. Tværtimod gjorde den ved kolossale hoste- og harkelyde opmærksom på sin tilstedeværelse. Den havde tilsyneladende fået noget galt i halsen og svang halen så højt, at den strejfede mit ansigt. Jeg fik et hår i næsen, det vendte sig i mig. Nu udstødte ræven et brøl uden lige, et stykke pølseskind ramte computerskærmen, ræven rømmede sig triumferende og satte sig til rette i stolen. Den bøjede sig mod computeren for at slikke pølseskindet af skærmen.

– Hvad skriver du? røg det ud af mig. Ræven spidsede

11

ører og sank i ét ryk tilbage i sædet på kontorstolen.

– Mine erindringer, kom det prompte, efterfulgt af et selvtilfredst smask. Pølseskindet på computerskærmen faldt ned på tastaturet. Ræven langede ud efter en af pølserne i posen ved siden af tastaturet, lagde hovedet tilbage, kastede pølsen i gabet og smaskede om muligt højere end før. Lyden irriterede mig.

– Og hvor kommer du fra? forsøgte jeg. Der blev stille.

Nu ville ræven forsvinde. Den ville være nødt til at gøre rede for, at den var sprunget ud af min fantasi. Som følge deraf ville den sprænges som en ballon eller gå stille ud som gløder i et bål, vinden slukker. Sådan havde jeg oplevet det før: En dør smækkede, Klaus var væk. Rosinen blev langsomt til kold luft i mine arme. Jeg følte mig tung og mat i kroppen. De sorte pletter, der kommer, når man ikke er vant til sollys, flimrede for mine øjne. Jeg ønskede bare, at ræven ville forsvinde, så jeg kunne trække rullegardinerne ned og lægge mig til at sove igen. Men bag flimmeret for mine øjne sad ræven stadig lyslevende i min kontorstol.

Den vendte langsomt sit hoved, blottede sine skarpe tænder og hvæsede vredt.

– Læs bogen, når den udkommer. Og lad mig så få arbejdsro!

Jeg stirrede længe på ræven, før jeg forsigtigt rakte hånden hen mod den. Ræven bankede uanfægtet videre på tasta­ turet. Den tog sig ikke af, at jeg rørte ved dens hale. Hårene og lugten, de afgav på min hånd, var ikke til at tage fejl af, og til sidst virkede det omsonst at sidde i sofaen og vente på, at ræven ville fordufte. Jeg så ud af vinduet, solen var langt nede på himlen, det måtte være eftermiddag. Ræven og de oprullede gardiner havde fået mig til at tro, at det var morgen. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Efter Rosinen kunne jeg tilbringe størstedelen af min tid liggende i

12

sofaen eller i sengen og alligevel konstant føle mig træt og udmattet. Når jeg rejste mig og gik rundt i min lejlighed, var det som at vandre i vand og være vandskræk. Jeg var ekstremt følsom over for den mindste berøring, den svageste lugt eller lysstråle. Det virkede usandsynligt, at jeg tidligere havde brugt hele eftermiddage på fodboldbanen i dagslys og endnu mere usandsynligt, at jeg engang havde nydt at lade Klaus trænge ind i mig. Nu kunne en enkel berøring udløse en ubeskrivelig smerte. Når jeg gik ud, var det for at købe nye nudelforsyninger i Brugsen eller for at besøge Rosinens grav og Birgittasøstrenes kapel ved Søndersø. Helst efter mørkets frembrud eller sidst på dagen, når lyset ikke var så skarpt. Ræven nøs og gned sig på snuden med venstre pote.

En slimklat landede på tastaturet, ræven slikkede den op med tungen, hvorefter den smaskede igen og svang højere med halen end før. Stanken var ulidelig, jeg fik kvalme ved synet af det glinsende tastatur. Jeg trængte til luft.

– De har fældet kastanietræet, det var over 200 år gammelt, sagde Søster Helen ærgerligt. Hun vendte sig og så hen mod gruppen af håndværkere. Jeg stirrede på de røde filtstykker, der sad på søster Helens grå tørklæde. Det var en del af Birgittakronen, havde hun engang forklaret mig.

Mærkerne skulle symbolisere Kristi fem sårmærker, lidelsen forenet med uendelig kærlighed.

Håndværkerne var ved at pakke sammen, det var fyraften.

Et fundament af grå beton dannede en firkant ved siden af det nuværende hvide kloster. Der stod en gravko foran en bunke jord med logoet CAT. Bag gravkoen var en af håndværkerne ved at låse deres skurvogn af. Ved siden af skurvognen lå en stor bunke grene og rødder.

– Er det kastanietræet? Jeg nikkede i retning af bunken.

13

– Ja, sukkede Søster Helen. Så smilede hun og lagde den havespade, hun havde haft i hånden, i en trillebør foran sig. Hun havde gravet ukrudt op omkring stenene ved indgangen, da jeg kom. Hun havde stadig arbejds­handskerne på.

– Men jeg glæder mig til udvidelsen. Det bliver spændende.

Hun så mig i øjnene.

– Du har det ikke godt i dag, Maria? Den indiske accent gjorde i’erne skarpere, korte. Jeg så ned i gruset på gårdspladsen og op på Søster Helens hænder. Hun tog arbejdshandskerne af, hænderne var brune og grove. Søster Helen arbejdede i køkkenet og haven, når hun ikke bad i kapellet. Hun lagde en hånd på min skulder. Min hals var tør, jeg sank. Jeg trådte lidt væk fra søster Helen, hun fulgte med.

– Kom. Vi går til Vesper.

Kapellet hos Birgittasøstrene var et helle, hvor ingen analyserede mine bevægelser og mimik. Hvor ingen rørte mig.

Hvor der var et stille nærvær af noget andet, som drog mig, når søstrene bad, uanset hvor forkert jeg følte mig. Jeg bad med, da søstrene bad Birgittas bøn. ”Herre, kom og oplys mørket...”, mens jeg betragtede Birgittastatuetten i vindueskarmen. Birgitta havde en pen i hånden og så med et bestemt blik ned i en bog. Deri skrev hun sine åbenbaringer. Jeg lod altid mine øjne hvile på bronzestatuetten, når søstrene bad Rosenkransen eller sang bønner på latin. Den første gang, jeg havde været til Vesper, havde jeg set på søstrene bede; det havde virket intimiderende. Først efter Rosinens død var sporadiske takkebønner til en Gud et sted blevet afløst af en mere bevidst tro, og der var stadig meget, der virkede fremmed for mig. Men jeg kunne ikke lade være at klynge

14

mig til håbet om, at Rosinen fandtes et sted i Himmelen. ”Jeg kommer til dig, som den sårede kommer til lægen.

Giv, Herre, mit hjerte ro. Amen”. Søstrene knælede parvis for korset, slukkede lysene og forlod kapellet. Et øjeblik var det, som om Rosinens lille krop lå mod mit bryst.

Vinden slog mod vinduet, det var en varm, men blæsende sommer. Det susede pludselig af tomhed i kapellet og i min favn. Jeg slog hætten på min jakke op, gik ned ad trapperne, ud af klosteret og med hastige skridt ned ad Refshalevej.

Dyb søvn. Det var alt, jeg drømte om, da jeg satte nøglen i døren til min lejlighed. Bare at kaste mig ind på sengen med overtøjet på og glemme alt omkring mig. Men jeg blev om muligt mere udmattet ved synet af min lejlighed: Gulvet flød med sammenkrøllede papirer og pølsestumper i stuen. Væggene var overtegnede med mystiske kruseduller i soveværelset, og mit sengebord lå væltet over en flået skralde­ pose. På sengen bulede dynen op som et bjerg på midten, og ud af siderne stak til den ene side to spidse pelstrekanter og til den anden side en lang busket hale, der hoppede op og ned i takt med gevaldige snorkelyde. Også toilettet var overtegnet til ugenkendelighed, og en ildelugtende gullig væske flød ud over gulvet og ned ad væggene på både toilet og i køkken: rævepis i min lejlighed!

Det er et mysterium, hvordan man indimellem, når man er allermest træt og udkørt, pludselig finder energi til de mest eksplosive raseriudbrud. Jeg greb fat i det nærmeste våben (en paraply i entréen), sprang op på sengen og overfaldt den sovende ræv med hidsige slag og alle de skældsord, jeg kunne komme på. Dengang, jeg boede sammen med Klaus, var det et problem for mig at finde passende ord for min vrede, så når bølgerne gik virkelig højt, endte det tit med,

15

at jeg bare kaldte ham 'dum', mens jeg sparkede til hans taske eller smed hans kataloger fra Ejendomsmæglerne på gulvet. Nu væltede det akavet, men påfaldende hurtigt, ud med forbandelser. ”Skidne slangesnog, udspekulerede, kyniske, egoistiske, fandens kæmpenar. Skrid fra min seng, og hold dig væk for altid. Forsvind! Nej, dø! Dø! Ja, gid du må dø i dit eget selvfede spyt og blive ædt op af stinkende mider!” Til min store irritation generede det ikke ræven, der uanfægtet sov videre kun afbrudt af snorke- og smaskelyde.

Uanset, hvor hårdt jeg slog den, og hvilke ubehageligheder jeg fandt på at råbe i dens ører, åbnede den ikke så meget som en millimeter af sine øjenlåg.

Den eneste, mit raseriudbrud udmattede, var mig selv, der til sidst måtte bukke under for anstrengelserne og bane mig vej til lænestolen i stuen. Her sad jeg længe og stirrede opgivende ud i luften, indtil jeg hørte en lyd, der adskilte sig fra rævens snorken. En mekanisk, monoton lyd. Det var printeren under skrivebordet.

EN PILGRIMSRÆVS REJSE Indledning Dette er beretningen om et af de største væseners eventyrlige liv. Den skildrer, hvordan et ædelt, gyldent dyr har opsøgt og udlevet sine drømme på snedig vis. Kald det blot en sand pilgrims beretning om livet på landevejen, og lad os med det samme slå fast, at et værk som dette, mit værk, for altid vil stå som en fast klippe i et goldt og udpint litterært landskab. Jeg er bekendt med, at man i den såkaldte rævedigtning siden Nivardus’ værk om den

16

afskyelige Isegrim og klerken Willems digt, Van den vos Regnaerde i 1250, har forsøgt at smæde min art til. Man har brugt os som skræmmebilleder i en moraliseringskampagne og betragtet vores snuhed som en last. Derfor er det mit ønske, at denne fortælling om en rævs liv og pilgrimsfærd ud over sin suveræne litterære udmærkelse må tjene som en blåstempling af vores forkætrede art. Turgenjevs udsagn om, at Gogol lignede en ræv, vil for eftertiden ikke vække latter, men snarere betragtes som en kompliment.

Uundgåelig note: Det skal her eftertrykkeligt understreges, at en snude altid vil være at foretrække frem for disse bjerge, der hæver sig op til gigantiske positurer i det menneskelige ansigts landskaber. De bedste digtere lader som Gogol deres næse vandre og stikker snuden i jorden. Kun forsmåede og lidet læste poeter bevarer næsen i sky.

Se desuden pamfletten: "Kritik af næsens positive vederstyggelighed".

Det er mit håb, at Romerkirken vil se venligt på mit mesterværk og ikke sætte det på Index Librorim Prohibitorum (- ”Den forbudte liste” på hvilken den belæste vil bemærke, at al anden rævedigtning er placeret). Jeg står på det løfte, en konge gav min slægtning: ”Hvad du skriver, skal gyldigt være”.

Som pilgrim har mit ærinde gennem hele mit fantastiske liv været at lyse min velsignelse ud over de steder, jeg har besøgt, og alle vegne lære fra mig, så alle kunne få glæde af mine vise ord.

17

Herefter fortsatte ræven med en lang opremsning over alle de steder og personer, den havde besøgt og agtede at nævne i sine erindringer. Blandt stederne var Kansas City, hvor ræven i en periode havde slået sig ned som prærieræv i en legendarisk ræveslægt, som var mestre i at plyndre diligencer og snyde de godtroende nybyggere. Der var også en anekdote fra Himalaya-bjergene, hvor ræven allerede som ung skulle have reddet en russisk zar og hans familie fra at dø i frit fald i deres luksuscampingvogn. Ræven havde desuden strejfet om i Lapland og bidt begge ører af den hidtil ubestridte los, Arthur, i første runde af en uforglemmelig tvekamp.

Kun fantasien satte grænser for, hvor mange fortællinger læseren kunne glæde sig til at få udfoldet i det foreliggende værk. Indtil videre bestod det af 10 siders indledning og et appendiks i tre dele. Den første del indeholdt udelukkende litterære henvisninger; hovedsageligt til lord Byron, hvis Childe Harold’s Pilgrimage ifølge ræven havde været dens hovedinspirationskilde. Ræven skrev, at den følte sig åndeligt beslægtet med Byron som en revolutionær og berejst digter og fremhævede følgende citat fra Childe Harold’s Pilgrimage som sit valgsprog: “He who ascends to mountain-tops shall find the loftiest peaks most wrapt in clouds and snow; He who surpasses or subdues mankind must look down on the hate of those below.”

Ræven opfattede sig ikke bare som en digter, der i ånd og sprog var Byron beslægtet, men mente også at kunne genkende træk fra sig selv i den byronske heltefigur: En rastløs og melankolsk ener, der trodser de fastsatte normer.

Til gengæld mente den, at skyldsbevidstheden hos heltefiguren og hos de fleste pilgrimme var stærkt overdrevet

18

og betragtede snarere sig selv som en gave til landevejen end omvendt.

Mit hoved føltes tungt, jeg bladrede i manuskriptet og sprang anden del over, der mere virkede som skitser til de endelige erindringer. Tredje del af appendikset bestod af en række små digte, ræven havde skrevet i løbet af sit liv som pilgrim. De var ikke ordnet efter dato, men efter hvad ræven havde spist umiddelbart inden, den havde skrevet digtet. Dette, mente ræven, ville give større forståelse for digtenes indhold. Under FISK stod der fx.: Aborre: Fri mig for fluer i min omkreds og staldkatte der tigger om bidder jeg taber Giv mig varmblodshingst som snack jeg snerrer af Friturestegte rejer: tarvelige chips Snurrende sprøde labaner knasende snart levende snart legende Rødspættefilet: i min tarm Når fedtet falder slyng i klumper system. og runder et hjørne der ikke findes små hop på bunden af min bug signalerer tom-bom-tom siger plads til jagt

19